Maj blev forældreløs som 7-årig: Jeg blev vred på mine forældre

Maj Agger Poulsen var kun 2 år, da hun mistede sin far, og fem år senere faldt hendes mor pludselig død om i hjemmet. I en alt for ung alder måtte Maj vænne sig til et liv som forældreløs og leve med sorgen.

– Det er til dig, mor.

Telefonen har lige ringet i et rækkehus i Greve, og 7-årige Maj har besvaret opkaldet. Hun står nu med røret i hånden og venter på, at hendes mor skal rejse sig fra sofaen. Men Majs mor rejser sig ikke.

– Det er til dig, mor.

Maj prøver igen, men der er stadig ingen reaktion.

– DET ER TIL DIG, MOR!

Nu råber Maj ordene, så højt hun kan. Hun har selv lige siddet på sofaen sammen med sin mor og snakket om dagen, der er gået. Det har været en helt almindelig dag, hvor Maj har været i skole, mens hendes mor har passet sit job hos EDC. Men efter denne dag er alt forandret.

Maj kigger undrende på sin mor. Sofaen er ikke mange meter væk, så hun burde da kunne høre, at der er bud efter hende. Så går det op for Maj, at noget er helt galt.

– Jeg ser, at min mor ligger og hiver efter vejret. Jeg husker tydeligt den lyd. Jeg var bange og kunne ikke komme i kontakt med hende. Så jeg smækkede røret på og ringede til min moster og onkel. Jeg havde lige lært deres nummer udenad, og heldigvis svarede de, fortæller den nu 23-årige Maj Agger Poulsen, der ikke havde andre i nærheden, hun kunne spørge om hjælp.

I chok

På det tidspunkt boede Maj nemlig alene med sin mor, og det havde hun gjort, så længe hun kunne huske. Hendes far mistede livet, da Maj var bare 2 år gammel. Han var alkoholiker, og kort efter at han var blevet skilt fra Majs mor, faldt han ned ad en kældertrappe og døde af indre blødninger.

Maj husker ham ikke, og hun var vant til livet uden en far. Snart skulle hun også til at vænne sig til livet uden sin mor.

– Min moster og onkel sagde, at jeg skulle løbe ind til naboen efter hjælp, så det gjorde jeg. Nabokonen tog mig med ud i deres køkken og gav sig til at spille kryds og bolle med mig for at få mine tanker over på noget andet, mens manden ringede 112 og løb over til min mor. Fra køkkenvinduet kunne jeg se ambulancefolkene ankomme, og få sekunder efter kom de ud med min mor på en båre.

Den blot 7-årige Maj er i chok. Hun græder fortvivlet og forstår ikke, hvad hun er vidne til. Kort efter, at ambulancen er kørt væk, kommer hendes moster og onkel for at hente hende, og Majs håbefulde ord til dem skærer i hjertet.  

– Vi behøver ikke at pakke så meget tøj til mig, for mor skal ikke være på hospitalet så længe, siger den lille pige med stor overbevisning i stemmen.

Maj er sikker på, at hendes mor bare er udmattet efter endnu en lang arbejdsdag. Da hun lægger sig til at sove i sin moster og onkels soveværelse den aften, glæder hun sig mest af alt bare til at komme hjem til sin mor igen. Inden Maj falder i søvn, når hun lige at høre en banken på døren. Det er to politibetjente, som har en ulykkelig besked til familien. Den får Maj dog først dagen efter.

Læs også: Elisabeth blev forældreløs kort efter fødslen: Godt du blev min nye mor

Glemte banale hverdagsting

– Da jeg står op om morgenen, ser jeg min moster og onkel sidde i sofaen. De er kede af det og fortæller mig, at min mor er død. Jeg husker ikke i detaljer, hvordan jeg reagerede, for jeg holdt nærmest op med at fungere i tiden lige efter. Jeg glemte, hvordan man gjorde helt banale hverdagsting som at tage tøj på, og jeg stivnede, når andre prøvede at kramme mig. Min verden var styrtet sammen, for hele mit fundament var jo blevet revet væk. Dagene tog bare hinanden, og når jeg stod op om morgenen, virkede det som en uoverskuelig opgave at komme igennem dem, husker Maj, som i begyndelsen boede hos sin moster og onkel.

Majs mor, Birgit, blev kun 40 år. Hun døde af et hjertestop, som ingen havde set komme. Særligt ikke Maj. Hendes mor led jo ikke af nogen sygdomme, og der havde ikke været andre episoder, der havde givet anledning til bekymring. Men hun arbejdede alt for meget. Det kan Maj godt se i dag.

Maj understreger dog, at hun har masser af sjove og lykkelige minder om sin mor. For eksempel at de ofte hørte musik og fjollede hjemme i stuen.

Nu var hun derimod forældreløs som 7-årig. En helt ubegribelig ting at skulle håndtere i så ung en alder. Og det var langt fra de eneste omvæltninger, hun måtte se i øjnene. Maj var også tvunget til at vinke farvel til sine venner i klassen, for hun skulle have ro til at bearbejde sin sorg, så hun blev taget ud af skolen. Og snart skulle hun til at forholde sig til et nyt hjem. Majs moster og onkel var nemlig en del ældre end Majs mor, og de mente ikke, at det var godt for hende i det lange løb at vokse op med ældre mennesker.   

– Jeg var meget bange for, hvad der skulle ske med mig. Det var en meget usikker og utryg tid, og jeg frygtede at ende på børnehjem, husker Maj.

En ”ny” familie

Heldigvis blev hendes bange anelser hurtigt gjort til skamme. Hendes fætter, Jørgen, og hans kone, Lisbeth, brugte ikke mange sekunder på at blive enige om, at de med glæde ville åbne deres hjem for Maj, hvis hun ønskede at bo hos dem. Det gjorde hun, så ikke længe efter flyttede Maj hjem til sin ”nye” familie i Jyllinge.

– Jeg var spændt på pludselig at skulle have to storesøskende. Jeg havde jo altid været enebarn, og min fætter og hans kone havde to børn i forvejen, Jacob og Line, som også var glade for at få en lillesøster. Vi fik lynhurtigt et rigtig godt bånd til hinanden, og jeg faldt med det samme ind i familien, hvor jeg indgik på lige fod med alle andre. Jørgen og Lisbeth behandlede mig som deres egen datter, men samtidig var de meget opmærksomme på ikke at overtage mine forældres ”plads”. Der var altid mulighed for at tale om dem, når jeg havde brug for det, og jeg kunne ikke være havnet et bedre sted.

Efter sommerferien begyndte Maj i en ny klasse i Jyllinge. Der var kun gået få måneder, siden hendes mor døde, og selv om hun blev godt modtaget af både lærere og elever, kæmpede hun stadig med en overvældende sorg. Men også med en enorm vrede.

Gal på verden

– Jeg var vred på mine forældre over, at de havde forladt mig. For hvem i alverden kunne finde på at forlade sit eget barn? Jeg var i det hele taget vred over den situation, jeg var blevet bragt i. Hvorfor skulle jeg lige have alle de ekstra problemer, når man i forvejen har masser af ting at slås med som barn? Nogle dage var jeg så gal på verden, at jeg ville ønske, at min mor levede i stedet for mig. Sorgen og vreden var så stor, at jeg tænkte, det ville være lettere bare at bytte plads med hende.

Maj lærer dog hurtigt at stille en facade op og skjule sin vrede. Hun omtaler Jørgen og Lisbeth som sin far og mor, for det er nemmest at lade som om, at hendes liv er ligesom alle de andres. Så er der ingen, der spørger ind til omstændighederne, og så er hun fri for at forholde sig til dem hele tiden. 

– I dag er det helt naturligt for mig at kalde Jørgen og Lisbeth for mine forældre, for de har altid været som rigtige forældre for mig, men det var mærkeligt for mig at sige mor og far om dem i begyndelsen. Alligevel gjorde jeg det, for jeg ønskede bare at være ”Maj” – og ikke ”Maj, der har mistet sine forældre”. Jeg blev egentlig ikke stemplet som sådan, men det lå alligevel altid i luften, og jeg følte, at folk gik alt for forsigtigt til mig for ikke at såre mig.

Vendepunktet 

Heldigvis finder Maj nogle ligesindede kammerater, da hun starter i en sorggruppe med tre andre børn. De havde også mistet en forælder, og Maj følte sig pludselig ikke længere så alene om sin sorg.  

Dét, der virkelig hjalp Maj ud af vreden og til dels også sorgen, var dog noget helt andet. Som 12-årig begyndte hun til kickboxing, og det blev et stort vendepunkt for hende.

– Jeg fandt endelig en måde, jeg kunne få min vrede ud på. Jeg fik det meget bedre og blev nærmest gladere for hvert spark, jeg tog. Samtidig var det et enormt frirum for mig, for der var ingen i træningslokalerne, der kendte min baggrund. Her var jeg bare ”Maj, der kickboxede”.

Og kickboxede gjorde Maj bogstaveligt talt til den helt store guldmedalje. Hun blev nemlig både dansk og nordisk mester, inden en knæskade satte en stopper for flere flotte meritter. Men hun nåede at dyrke sporten så længe, at hun kom et langt stykke videre i sin sorgbearbejdelse, og det var det allervigtigste.

– Sorgen vil altid være der i større eller mindre grad, og den dukker hele tiden op på nye måder, efterhånden som jeg bliver ældre. Man når jo hele tiden nye milepæle i livet, hvor man savner sine forældre at dele øjeblikkene med. Men jeg har med tiden fået en masse redskaber til at tackle sorgen, som gør, at jeg kan komme lettere igennem de svære dage. Blandt andet har jeg lært at sætte ord på min sorg, så både jeg selv og andre bedre kan forstå den og handle derefter. Mine forældre dukker op i mine tanker hver dag i en eller anden sammenhæng, men jeg græder langtfra hver dag. Min sorg er ikke tung og knugende mere, men er bare blevet en del af mig, ligesom alle andre også har noget i bagagen, der måske er svært. Jeg kan heller ikke huske mit liv uden sorg, så det er på en måde ”normalt” for mig at have den med mig, forklarer Maj.