Malenes sejr: Jeg bestod som mor

Malene tabte sig 75 kilo i håb om at blive gravid. Da hun endelig blev det, skulle hun bevise, at hun kunne være en god mor. I fire en halv måned var hun og manden Michael på prøve som forældre. Bubber har mødt Malene, som aldrig tvivlede på, at hun var en god mor.

I parcelhuset i Hjordkær er der billeder af børn på næsten alle vægge. De hænger både i pæne rammer og i kreative collager, som har krævet en god limstift og masser af tid. Det er de samme to børn, der går igen på alle billederne. De smiler på dem alle sammen, og når jeg går rundt i huset, hvor den nybagte æblekage dufter fra køkkenet, så føles det som om, jeg er havnet lige midt i hjertet af en ægte sønderjysk kernefamilie.

Det er heller ikke helt forkert. Men vejen til at blive en kernefamilie har været ufattelig lang og har kostet mange tårer.

Læs også: Højgravid på første date

Drømte kun om at blive mor

34-årige Malene Matzen har nok ønsket sig en kernefamilie mere end de fleste. At blive mor har været hendes helt store mål i livet, selv som barn og teenager, da hendes jævnaldrende havde helt andre ting i hovedet.

Men hendes drøm har ikke været så simpel, som den lød.

For Malene er der ikke ret meget, der har været let og ligetil. Som barn i Kolding var hun den tykke pige i klassen. Det oplagte mobbeoffer, som lagde ører til stort set samtlige øgenavne om overvægt. Når hendes klassekammerater gik hjem fra skole med deres bedste venner, gik Malene forbi bageren, hvor hun købte kager for sine lommepenge. Vægten steg, og da hun blev ældre, kunne hun se, hvordan de andre gik til fester, som hun aldrig var inviteret til.

Men Malenes barndom var ikke den rene elendighed. Hun havde én vigtig ting i sit liv, som holdt hende oppe. Hun havde sin bomstærke familie. Far, mor og lillesøster.

– Vi var en rigtig kernefamilie og holdt sammen igennem alt. Det var nok også derfor, jeg selv så gerne ville have børn, siger Malene, som havde arvet sin størrelse fra sine forældre. De var også et par kraftige mennesker, og vægten havde givet hendes far sukkersyge i en tidlig alder.

Læs også: Min kæreste skal adoptere min datter

Michael er Malenes helt store kærlighed. Efter brylluppet støttede de hinanden, da livet blev svært.

Far døde i mine arme

Hvor meget hans helbred var i fare, anede ingen. Ikke før den oktober-morgen for 14 år siden, hvor 20-årige Malene og hendes lillesøster var på vej i skole.

– Far reagerer ikke, når jeg kalder, sagde hendes søster, inden de gik ud ad døren. Malene husker, hvordan hun smed alt, hvad hun havde i hænderne, og styrtede gennem lejligheden, mens hun råbte på sin far. Han lå i sengen, og mens Malene ruskede i hans krop, hørte hun ham trække vejret for allersidste gang. Hendes far havde fået en blodprop i hjernen, og uden forvarsel var hans liv slut fra det ene øjeblik til det andet.

– Det var et stort tab. Min far var mit et og alt, siger Malene stille.

Livet fortsatte, selv om det var svært, og et par år efter valgte Malene at flytte til Aabenraa for at starte på en frisk. Det blev på alle måder en ny begyndelse. Hun nåede at bo i byen i præcis 26 dage, da hun stødte ind i et menneske, som kom til at ændre hendes liv.

Malene har valgt at fortælle hele sin historie til Bubber. Hendes liv har ikke været let, men i dag har hun fået sit største ønske opfyldt.

Hvad tænkte du om, at han havde et barn?

Michael, hed han. Han var på besøg hos Malenes stedbror i Aabenraa, da hun tilfældigvis kom forbi en eftermiddag. Michael sad i stuen i et par grønne arbejdsbukser, og Malene var solgt, allerede inden hun havde sagt ”hej”. 

– Han havde de dejligste øjne, og jeg tænkte bare ”Mums”, smiler Malene, som har været sammen med Michael lige siden. Allerede den første aften forklarede han ærligt, at han ikke havde et helt uforpligtende liv. Han var far til sønnen Sebastian på knap 2 år, som han havde hver anden weekend.

– Det var jo Michaels kød og blod, og vil man have den ene, må man også tage den anden. Jeg har altid elsket børn, så det var fint for mig, siger Malene, som nød, når Sebastian var på weekend hos dem. Hurtigt blev det dog til mere end et weekend-barn. Michael blev nemlig enig med Sebastians mor om, at drengen skulle være fast hos ham og Malene.

Malene kunne mærke, hvordan hendes følelser for Sebastian voksede, og det var også derfor, hun gik i gang med at planlægge en rigtig dåb for den 2-årige dreng, som aldrig var blevet døbt. Lige inden dåben sad Malene med ham på skødet en dag, da han pludselig kiggede hende i øjnene.

– Malene, du er min nye mor, er du ikke? sagde han. Fra det øjeblik mærkede Malene vaskeægte moderfølelser, selv om Sebastian aldrig havde vokset i hendes mave.

Læs også: Karl døde første dag i vuggestuen

Selv om Sebastian ikke har vokset i Malenes mave, så føler hun helt ind i hjertet, at han er hendes dreng.

Er Sebastian fuldstændig som havde han været din egen?

– Fuldstændig. Sebastian er mit barn, siger Malene uden et øjebliks tøven.

Malene og Michael fik i de kommende år brug for al den tålmodighed, som kun forældre kan have med deres børn. Sebastian var en skøn og intelligent dreng. Men han var ikke som andre. Ingen vidste præcist, hvad der var galt, men i børnehaven var han ofte i konflikt med andre. Han stjal, sagde grimme ord, gemte mad, og i dag findes der tykke mapper med rapporter om Sebastian. Selv om Malene og Michael elskede ham, så følte de sig magtesløse. Deres dreng behøvede hjælp. En hjælp, de ikke selv kunne give.

Da han var 8 år, gik de med til, at han flyttede ind på en døgninstitution, så eksperter kunne finde en diagnose og en behandling til ham. Efter planen skulle han bo der i fire måneder, og så ville han komme hjem. Men noget gik galt.

Undervejs valgte et par i deres omgangskreds at komme med en indberetning til kommunen.

De sagde, at Michael slog sønnen og havde smidt en træpalle ned over ham. Efter den påstand valgte kommunen at tvangsfjerne Sebastian.

Se de søde billeder: Lille mis tror, hun er en slædehund

Var der noget om den beskyldning?

– Nej. Sebastian var ikke engang hjemme de dage, det skulle være sket. Det er rigtigt, at han havde fået en palle ned over sig hos sine bedsteforældre, men det var sket ved et uheld, mens han legede.

Den grove anklage betød, at Malene og Michael skulle afhøres af politiet.

– Vi blev afhørt af en kvindelig betjent, og det var ubehageligt at sidde i den situation. Men hun var faktisk sød, og hun gjorde jo bare sit arbejde, siger Malene, som kunne ånde lettet op, da sagen blev frafaldet.

Men selv om Michael aldrig blev anklaget for at slå sin søn, fik Sebastian ikke lov til at komme hjem. I de kommende fire år var han tvangsfjernet, mens Malene og Michael blev undersøgt på kryds og tværs som forældre.

Fra at være en familie skulle de nu leve som et barnløst par. Forskellen var så voldsom, at de slæbte en madras ned i stuen, så de ikke skulle ovenpå forbi det tomme børneværelse. De ville ikke mindes om det, de havde haft engang.

– Det var utrolig hårdt, men heldigvis var vi gode til at støtte hinanden. Når den ene var nede, var den anden oppe. Og omvendt.

  

Malene har altid drømt om at få en familie. Men drømmen kom til at koste mange tårer.

Tabte sig 75 kg for at blive mor

Lige fra start havde Malene og Michael ønsket at få et barn mere. Det håbede de stadig, men de blev enige om en ting: Den nye baby skulle ikke være en erstatning for Sebastian.

Ham ville de stadig kæmpe for at få hjem. Graviditeten lod dog vente på sig. I årevis prøvede de uden held. Malene vidste godt, at der især var en vigtig forhindring: Hendes overvægt.

Det var også derfor, hun til sidst tog en drastisk beslutning. Efter utallige mislykkedes slankekure valgte hun at få foretaget en gastric bypass.

Det var ikke uden risiko at få foretaget indgrebet i mavesækken. Og slet ikke smertefrit. Men det var effektivt.

Inden for to år tabte hun 75 kilo. Vægttabet var selvfølgelig en succes midt i alt det dystre, og med sin nye vægt håbede hun, at hun kunne få fertilitetsbehandling.

Troede, hun var syg

Undervejs kom hun dog på helt andre tanker, da hun en dag blev indlagt akut. Hun havde stivhed i nakken og et sløret syn, og symptomerne pegede faretruende på meningitis. Malene var bange i sin hospitalsseng.

Og hun blev ikke mere rolig, da hun havde fået foretaget en række test, og en sygeplejerske kom ind og bad om en ny urinprøve. Den første havde givet et resultat, som de lige ville dobbelttjekke.

Kort efter kom svaret. Malene havde ikke meningitis. Hun var gravid.

Den dag ringede hun med rystende hænder hjem til Michael, som lige var trådt ud af badet. Han havde netop tørret sig med håndklædet, men nu blev hans kinder drivvåde igen.

– Du skal være far, sagde Malene, som græd lige så meget af lykke som Michael.

Lykken varede dog ikke længe. Med et tvangsfjernet barn blev der kigget mistroisk på Malenes mave.

Malene og Michael kunne ikke blive forældre som alle andre. De skulle bevise, at de kunne finde ud af det.

Inden fødslen fik de groft sagt et valg. Enten kunne de flytte på en familieinstitution med deres spædbarn, hvor der ville blive holdt nøje øje med dem. Eller også ville der være 50 procents risiko for, at barnet ville blive tvangsfjernet.

Malene og Michael behøvede ikke regne længe på det, før de tog deres beslutning. De ville flytte ind på institutionen. Også selv om det var imod deres vilje.

Læs også: Christina faldt død om 2 gange - Mine skønne børn gør mig lykkelig.

Hvorfor var det mod jeres vilje?

– Jamen vi havde ikke lyst til at blive kigget over skuldrene hele tiden. Jeg vidste jo godt, at jeg ville være en god mor. Hvorfor skulle de så stå og kigge, om jeg nu skiftede en ble godt nok, siger Malene, som dog glemte alt om stridighederne, da hun for 18 måneder siden fødte lille Zofia og fik hende i sine arme.

– Jeg græd af lykke. Hun var bare så fin. Det ved jeg godt, alle forældre siger om deres børn. Men hun var virkelig fin, smiler Malene, som efter fødslen sad i bilen med sin nyfødte datter og sin mand ved siden af.

De kørte mod deres eget hus. Men de vidste, at de kun måtte være der et øjeblik, mens de pakkede bilen. Så skulle de sætte kursen mod institutionen Vernsgaard i Haderslev.

Sebastian er glad for sin lillesøster, som kom til verden, mens han stadig var tvangsfjernet.

Hvad talte I om på turen hjem?

– Helt ærligt, så havde vi bare mest lyst til at køre syd på og stikke af. Men vi vidste også, at hvis vi først gjorde det, ville vi starte noget, der var langt værre.

I stedet valgte Malene og Michael at se de kommende måneder på Vernsgaard som en slags ferie. De pakkede derfor grillen og havemøblerne, som skulle de i sommerhus. Familien skulle selvfølgelig ikke på ferie. Men faktisk endte opholdet med at være endnu bedre.

– I starten var vi imod at være der, men efter et par uger fandt vi ud af, at de ansatte faktisk ikke ville os noget ondt. Det var glade og flinke mennesker, og vi smed vores parader, siger Malene, som hurtigt fik bevist, at hun sagtens kunne finde ud af at være mor.

Faktisk gjorde de det begge så godt som forældre på institutionen, at de en dag fik et ønske opfyldt, som de havde drømt om i flere år. Sebastian fik lov at overnatte hos dem. For en dag var de en familie på fire.

– Vi nød det så meget. Sebastian fik sin livret, og vi gjorde bare alt for den dreng.

Efter fire en halv måned kunne Malene og Michael tage hjem med Zofia. De havde bestået som forældre.

Hvordan var det at komme hjem?

– Jeg vil tro, at det føles som at vinde en million. Det var ubeskriveligt. Vi sad bare i sofaen og nød, at ingen holdt øje med os, siger Malene, som i dag er taknemmelig for, at de fik tiden på Vernsgaard.

– I mit hjerte har jeg altid vidst, at vi var gode forældre. Men nu har vi jo kørekort til børn. Et ”godkendt”-stempel som forældre. Hvor mange har det?

Vernsgaard endte med at blive en vigtig brik i deres familie. Efter opholdet fik de ikke bare lov at beholde Zofia. Denne sommer fik de også Sebastian hjem igen efter fire års tvangsfjernelse. Han har stadig sine problemer og er i aflastning hver onsdag og hver anden weekend. Men langt det meste af tiden er familien samlet.

– Sebastian er en stor mundfuld, men vi har lært mere om, hvordan vi tackler ham. Vi er klart blevet bedre forældre, siger

Malene, som langt om længe har fået drømmen om en kernefamilie opfyldt. Alligevel vil hun aldrig helt slippe frygten for at miste sine børn.

– Jeg vil altid være bange for at blive stemplet som en dårlig mor. Ingen af mine børn går nogensinde ud ad døren i beskidt tøj eller med uredt hår, og mit hjem skal altid være ordenligt. Ingen skal sætte en finger på mig.

Læs også: Lone valgte ikke at blive mor: Aberne er mine børn

Det har taget mange år, men nu er familien endelig samlet.

Forstander: De klarede det flot

Forstander på Vernsgaard, Kim Kabelka, er tilfreds med, at de efter godt fire måneder kunne sende Malene og Michael hjem med deres datter som en hel familie.

– De klarede det langt over forventning, og det var også derfor, de kunne tage Zofia med hjem. Det er helt fantastisk, når man ser to mennesker gå igennem sådan en udvikling. Selvfølgelig er der stadig udfordringer, og de får også nogen støtte hjemme men kun til Sebastian. Det her er jo noget, der tager lang tid, siger han.