Marcel er blevet genforenet med mor

Marcel var 3 år, da han sidst så sin far. Med en psykisk syg mor og en hverdag fyldt med mobning blev han som 7-årig sendt i plejefamilie. Det var en tid, hvor selvtilliden blev bygget op og musikdrømmen realiseret. 15 år senere er den nu 22-årige mand flyttet tilbage til den mor, der betyder alt for ham.

Marcel står øverst på trappen i sfo'en på Nørrebro i København. Han er kun få sekunder fra at være ude i friheden. Væk fra de hånlige bemærkninger, slagene og spytklatterne i nakken. Men da han tager de første skridt, ved han godt, at denne gang ikke bliver anderledes. Sparkene rammer ham som en eksplosion i maven, og da han endelig er hjemme i trygge rammer hos sin mor, er det med tårer trillende ned ad kinderne.


- Jeg husker de første år af min skolegang som frygtelig. Jeg skulle gå igennem skolegården for at komme hjem, men selv om der kun var nogle hundrede meter, var der en stor sandsynlighed for, at jeg blev sparket eller spyttet på, fortæller den nu 22-årige Marcel Gbekle.

Marcel så sidste gang sin far som 3-årig. Efter et skænderi med Marcels mor forlod faderen hjemmet, og det eneste livstegn, Marcel har fået, var et enkelt postkort på sin fødselsdag.


Læs også: Abe redder uønsket hund

Tilbage stod Marcels mor, Majbritt, med ansvaret for Marcel og hans storebror, men til trods for Marcels afrikanske udseende var han pæredansk, og det var et problem i den multietniske bydel af København.


- Vi var kun to i klassen, der havde dansk som modersmål, så vi var udstødte med det samme. Selv om man på sin egen måde prøvede at passe ind, kunne det bare ikke lade sig gøre, og det var ekstremt hårdt, fortæller Marcel.

Mobningen blev hurtigt en del af Marcels hverdag. Ofte var det svært for hans mor at få den unge dreng i skole. Når klokken ringede ud, skyndte han sig hjem, hvor han ofte tilbragte resten af dagen med sin mor eller sin moster, der boede i samme gade.

Sygdom fyldte meget

Men som tiden gik, fik Majbritt det dårligere. Med sygdommen OCD havde hun tvangstanker og skulle ofte følge nogle stringente ritualer for at få hverdagen til at fungere.

- Det gjorde jo ondt i hjertet at se, at Marcel ikke havde det godt. Jeg trøstede ham selvfølgelig, når han kom hjem, men min sygdom fyldte så meget, at det ofte var svært at overskue begge dele på samme tid, forklarer 57-årige Majbritt Petersen.


Hun prøvede gentagne gange at få hjælp til at få flyttet Marcel til en ny skole, men til sidst måtte hun opgive, og da den eneste danske pige, der var i Marcels klasse, flyttede, var Marcel alene tilbage.

Den voldsomme mobning blev ved, og flere gange blev Majbritt ringet op fra sfo'en, fordi hendes søn var ulykkelig og ville hjem. Så da en sagsbehandler en dag foreslog, at Marcel kunne komme i aflastningsfamilie, vidste hun inderst inde godt, at det ville være den bedste løsning.

- Det er frygteligt at erkende, at man ikke har resurserne til at tage sig af sit barn. Jeg havde så dårlig samvittighed, men jeg vidste også godt, at hvis Marcel skulle have et godt liv, skulle han væk herfra, fortæller Majbritt.

Fri for overfald

Det barske miljø på Nørrebro blev skiftet ud med duften af frisk luft, da Marcel som 7-årig flyttede ind til Leif og Lone i Hillerød. Men selv om den unge dreng blev mødt med smil og varme fra plejeforældrene og deres to børn, var der stadig en masse spørgsmål, der pressede sig på, når Marcel lagde sit hoved på puden om aftenen.

- Jeg kan huske, at jeg tænkte; hvorfor kan jeg ikke være hjemme ligesom alle andre børn? Hvorfor skal jeg være her? Det tænkte jeg meget over den første tid, forklarer Marcel, der i starten kun skulle være hos Leif og Lone i weekenderne.


Læs også: Mor og søn genforenet efter 34 år

Men som tiden gik, og Marcel faldt til i de rolige omgivelser, valgte han og hans mor at gøre det til en permanent ordning.


Stor forandring

Familien flyttede til den lille by Stenlille, der med kun 4.000 mennesker var en stor forandring. Men langsomt blev den unge dreng en integreret del af familien.

Fra at være mistroisk over for sine omgivelser og svare igen, begyndte Marcel at lære at stole på andre og slappe af, når han var omkring andre mennesker.

- Jeg var jo vant til, at folk ikke behandlede mig ordentligt, og det gør jo noget ved en. Men Leif og Lone var gode til at lære mig nogle af de sociale kompetencer, som jeg manglede, og de lærte mig også at tage ansvar. Jeg fik blandt andet en hund, som jeg skulle sørge for, og det lærte mig virkelig, hvad ansvar betød.


Læs også: 3-årig dreng reddet af sin hund


Med en fortid som mobbeoffer på skolen på Nørrebro var Marcel nervøs, da han trådte ind i den klasse, hvor han med sin mørke hudfarve og sit afrohår var den eneste, der skilte sig ud. Men klassen omfavnede den nye dreng, der hurtigt fandt sig til rette i den lille landsbyskole. Hvor drengene i klassen typisk gik op i fodbold, var Marcel mere optaget af musik, og allerede fra han var helt lille, havde han haft et par trommestikker i hånden.

Hjemme i musikken

En dag foreslog hans musiklærer, at Marcel for en stund skulle skifte trommerne ud med en mikrofon, og da hans stemme fyldte musiklokalet, vidste han også godt selv, at her var hans rette hylde.

Han begyndte at synge til at alle arrangementerne i skolen, og når han gik ude på de vidtstrakte marker, brød han ofte ud i sang.

- Jeg følte mig hjemme i musikken. Her var jeg bare Marcel, og jeg kunne udtrykke mig meget bedre, end jeg kunne på andre måder, så da der var audition til X Factor, tænkte jeg, at det skulle altså prøves.


Læs også: Dittes redningsmand er fundet efter 18 år


Med opmuntring og støtte fra sin plejefamilie gik den 16-årige Marcel videre til bootcampen i det populære tv-show i 2009. Han begyndte som solist, men blev senere parret sammen med tre andre, der endte med at blive til bandet Alien Beat Club, og hver fredag sad hans plejefar, Leif, og hans mor på tilskuerækkerne og heppede på deres dreng.

I takt med at Marcel kom tættere og tættere på den store X Factor-finale, begyndte medierne også at interessere sig for den unge dreng med det sydlandske udseende, og dagen før semifinalen vågnede Marcel op til et billede af sig selv på forsiden med ordene "Forladt af mor og far".

- Jeg blev så vred. For min mor havde jo netop givet mig en kæmpe gave ved at lade mig bo hos Leif og Lone, og jeg har aldrig udtrykt andet. Så jeg blev så ked af det på min mors vegne, for det havde hun på ingen måde fortjent, fortæller Marcel.

Beskyldt for at være dårlig mor

Den efterfølgende tid blev Majbritt genstand for kommentarer som "Nå, så du har sendt dit barn væk" og "du er en dårlig mor", og for kvinden, der aldrig havde været en del af rampelyset, var den negative opmærksomhed hård.

- Jeg følte, at jeg blev stemplet som en dårlig mor, hvilket jo var rigtig hårdt, for jeg har altid villet Marcel det bedste, forklarer Majbritt, der stadig bevarede en tæt kontakt til sin søn, mens han boede i plejefamilie.

Flyttet hjem til mor

Marcel endte med at blive nummer to i X Factor med Alien Beat Klub, og efter at rampelyset blev slukket, fandt Marcel tilbage til sin gamle rytme med musik og skole.

I dag er smilet større end nogensinde hos drengen, der er kendt for sin fængende stemme. Han har netop stået foran millioner af seere, da han sang kor for Basim ved Det Internationale Melodi Grand Prix den 10. maj i København.

Han har det seneste år spillet 37 koncerter med soulgruppen SoulManGroup og blandt andet også udgivet en børneplade.

Men det er ikke kun musikken, der optager den 22-årige knægt. Med uddannelsen som sosu-hjælper har han dedikeret sig til arbejdet med adfærdsvanskelige unge. En gerning, som han ser som mere end et job.

- Hvis jeg ikke havde fået hjælp, da jeg var lille, var jeg sikkert endt med at stå nede på et hjørne på Nørrebro og sælge stoffer, som jeg kan se nogle af mine gamle klassekammerater gør. Derfor betyder det meget for mig, at jeg kan gøre forskel for de her unge, og det er en fantastisk følelse at gå hjem med hver dag, fortæller Marcel, mens han sender sin mor et kærligt blik.

Sammen efter 15 år

Stoltheden over den dreng, der fik en hård start på livet, er ikke til at tage fejl af, når Majbritt kigger på sin søn, og i dag er de enige om, at deres forhold er bedre end nogensinde. Så godt, at Marcel for få uger siden valgte at flytte hjem til sin mor, som han ikke har boet sammen med i 15 år.

Da han bliver spurgt om, hvad hans drøm for fremtiden er, slår han over i en varm latter.

- Jamen, det her ER min drøm. Jeg spiller musik, og jeg har min fantastiske familie. Selvfølgelig håber jeg, at jeg får succes med mit band, men ud over det har jeg ikke behov for mere. Jeg har alt.







Populært lige nu i Ude og Hjemmes webshop

En session med Ude og Hjemmes clairvoyante, Anne-Marie Østersø, er en af de mest populære tjenester i shoppen.


En session koster
kun 500,-


Selvom serummerne fra M2 til øjenvipper og bryn ikke er helt billige, er de stadig populære.
De virker nemlig!

Serummerne koster
hhv. 975,- og 1.025,-


Vores shapewear i shoppen er eftertragtet, for det får dig til at se 5 kilo slankere ud på et øjeblik. Disse shorts er blandt favoritterne.


Shorts'ne koster
kun 475,-