Marcus fik en hjernetumor: Jeg bad min kæreste forlade mig

Da Marcus blev diagnosticeret med en aggressiv hjernetumor, vidste han, at intet ville blive som før. Han frygtede både, at kæresten ikke ville orke at leve med ham og hans sygdom – og samtidig forstod han, hvis hun forlod ham.

Marcus Berlin var 24 år, da han begyndte at lide af hovedpine, svimmelhed, kvalme og opkast. Det var i sommeren 2016, og en læge vurderede i første omgang, at han var ramt af krystalsyge. Men symptomerne blev hele tiden værre, og Marcus blev derfor henvist til en neurolog og fik hovedet scannet.

– Neurologen sagde, at der voksede noget i mit baghoved, men han ville ikke svare på, om det var en tumor. Det var den værste besked, jeg nogensinde har fået, og jeg tænkte, at nu skulle jeg dø, siger Marcus, som fik ordre på ikke at røre ved sit hoved, da en eventuel tumor kunne skubbe til vitale dele i kroppen, så det i værste fald ville koste ham livet.

Sammen med sin et år yngre kæreste, Therése, havde Marcus faktisk inden undersøgelsen spøgt med, at det nok netop var en tumor, han havde.

– Men ingen af os troede for alvor på det. Jeg var jo så ung, og vi følte os udødelige. Noget så forfærdeligt lå ikke lige i kortene, siger Marcus med et skævt smil.

Samtidig med, at han fik den chokerende besked, fik Therése Löfström fri fra sit arbejde i en købmandsbutik og tog som sædvanligt hjem til deres fælles lejlighed i den svenske by Tierp, der ligger nord for Stockholm. Her undrede hun sig over, at Marcus ikke kom hjem, som han plejede.

Men så ringede telefonen.

I chok

– Det var Marcus, som fortalte, at han skulle indlægges, fordi noget voksede i hans hjerne. Jeg kunne ikke tro, at det var sandt, og jeg gik i chok, husker Therése, som hastede til hospitalet.

Dagen efter blev Marcus’ hjerne atter scannet.

Lægerne var optimistiske, for meget tydede på, at det var en godartet tumor.

Men væk skulle den. Den 18. november gennemgik Marcus en 10 timer lang operation. Alt forløb efter planen, men tumoren var ikke godartet, som Marcus og Therése havde håbet på. Den viste sig at være ondartet – og aldeles aggressiv. På bare et halvt år havde den vokset sig så stor som en valnød.

– Da jeg fik at vide, at han havde kræft, begyndte jeg at græde. Det var skrækkeligt. Jeg googlede sygdommen, og så brød min verden bare sammen. Jeg tænkte, at nu havde Marcus kun et halvt år mere at leve i, og der var intet håb tilbage, husker Therése. 

Men da hun googlede videre, blev håbet pludselig tændt alligevel. Og en læge bekræftede, at Marcus måske stadig havde en chance.

Besvimede i kærestens arme

Tumoren var følsom over for stråling, hvilket var positivt. Så Marcus fik 33 strålebehandlinger. Mellem behandlingerne fik han desværre et tilbagefald og blev ramt af hjernehindebetændelse. Og der gik desværre noget tid, før lægerne opdagede det og satte ind med antibiotika.

– Jeg kunne mærke, at noget ikke var, som det skulle være. Han var pludselig ikke længere sig selv. Det var, som om han var helt væk, siger Therése, som var bange for, at det var operationen, der gjorde, at hendes kæreste nu var som forandret. Hun frygtede, at noget var gået helt galt.

Marcus insisterede imidlertid på at komme hjem. Også selv om han var svimmel og havde feber og hovedpine. Det måtte være naturlige reaktioner efter operationen, tænkte han.

Efter hjemkomsten fra hospitalet måtte Therése pleje Marcus på fuld tid. Hun holdt ham, når han skulle på toilettet, og hun indstillede en alarm hver time om natten for at tjekke, om han var okay. Nogle gange besvimede han i hendes arme.

– Det var et mareridt, siger hun og ryster på hovedet ved tanken om de dystre minder.

Lys fremtid

Heldigvis betød antibiotikakuren, at tingene vendte. Marcus begyndte endelig at få det bedre og blive sig selv igen. Han fik kemoterapi for at sikre, at de sidste rester af tumoren, som det ikke var lykkedes at fjerne, forsvandt.

I marts i år var det slut med behandlingerne, og Marcus blev erklæret rask. Han lider stadig af træthed og har nogle motoriske udfordringer og dobbeltsyn – hvilket dog kan rettes ved hjælp af briller. Men han håber, at han inden længe kan genoptage sit arbejde som brødleverandør.

Marcus tør godt tro på fremtiden, og han går ikke rundt og frygter, at tumoren vender tilbage. Han går til regelmæssige kontroller og føler sig generelt godt tilpas.  

– Der er ingen grund til at bruge en masse energi på at bekymre sig. Vi forsøger at leve i nuet i stedet, smiler Marcus.

Og han har fået meget at smile over på det seneste. Sammen med Therése har han købt sit drømmehus, og snart går deres drøm om at blive forældre også i opfyldelse. Therése er nemlig gravid og skal føde i begyndelse af det nye år.

– Ja, nu har jeg både kone, barn, villa, Volvo og vovse, griner Marcus og kaster et blik på familiens lille chihuahua, Akira.

Vi kan klare alt sammen

Marcus og Therése giftede sig i maj. Hans største frygt under sygdomsperioden var, at hun ikke kunne klare mere og ønskede at forlade ham. Han sagde faktisk selv til hende, mens han var syg: ”Du må gerne forlade mig, hvis du vil. Det vil jeg godt kunne forstå, og jeg vil ikke bebrejde dig noget”.

– Jeg følte skyld over, at jeg var syg, og at jeg udsatte hende for alt dette. Vi er jo unge, og det her havde ingen af os regnet med, forklarer Marcus og kigger kærligt på Therése, som dog i stedet blev hos ham gennem tykt og tyndt.

– Det faldt mig aldrig ind at svigte Marcus. Han er min eneste ene, og vi kan klare alt sammen, siger hun og understreger, at de kun er blevet et stærkere par af al modgangen.

Modgangen har også fået Marcus til at se på livet med nye øjne.

– Jeg er blevet mere ydmyg og mere taknemmelig for de ting, jeg har. Jeg brokker mig ikke over småting og bruger ikke tid på at bære nag.

Therése nikker. Hun har også fået et nyt syn på livet efter Marcus’ sygdom.

– Før kunne jeg blive panisk over at blive et år ældre – nu tænker jeg, at det bare er skønt, at vi fik et år mere. Jeg er glad for, at vi har fået den indsigt så tidligt i livet. Den kan vi have gavn og glæde af resten af vores dage.