Maria: Jeg mobbede Martin – og han tog sit liv

I seks år har Maria bebrejdet sig selv, at hun var med til at mobbe en jævnaldrende skolekammerat. Mobningen fik den værst tænkelige følge: 16-årige Martin tog sit liv sidste skoledag. Nu taler Maria ud for at advare mod mobning.

Maria fortryder inderligt, at hun var med til at mobbe Martin.

DENNE ARTIKEL BLEV BRAGT I UDE OG HJEMME NR. 39, 2011

Ude og Hjemme fortalte i 2010 om 16-årige Martin Bondtofte fra Odense, der blev mobbet i døden sidste skoledag.

Artiklen ramte Maria Kingo Hansen fra Odense hårdt.

LÆS OGSÅ: Martin blev kun 16 år: Mobbet i døden sidste skoledag

For hun var der, dengang i 2005.

Hun var den sidste, der talte med Martin.

Og hun var én af dem, der mobbede ham.

Vi er alle skyldige

Både lærere og psykologer har siden forsøgt at overbevise hende om, at hun ikke er skyld i Martins død.

Men de har ikke været i stand til at fjerne den skyld, som Maria har følt, siden den tragiske nat.

- Jeg var med til at mobbe Martin og var på den måde med til at skubbe ham ud fra broen den aften, siger Maria, skånselsløs mod sig selv.

LÆS OGSÅ: Nadia tabte sig: Jeg vil aldrig mere mobbes

Hun ved, at andre var med til mobningen. Men det undskylder ingenting, mener hun.

- Man kan ikke dele skyld op i småportioner. Vi er alle lige skyldige og må påtage os et ansvar for, at sådan noget ikke sker igen, siger Maria.

Det perfekte offer

Maria skammer sig i dag over sandheden, at hun klarede sig gennem skoleårene ved at mobbe svagere elever, og da hun startede i sin nye klasse på Højmeskolen i Odense i sommeren 2004, fulgte hun andre på skolen, der havde udset sig Martin som mobbeoffer.

- Martin skilte sig ud med de der sjove briller, der gjorde, at han lignede Harry Potter. Han var det perfekte offer, fordi han var anderledes. Vi grinede ad ham og kom med spydige bemærkninger. Jeg gjorde det, fordi jeg gerne ville høre til i en gruppe. Jeg var ny i klassen og var bange for at blive holdt udenfor, forklarer Maria.

En ganske almindelig dreng

Selv om hun nok havde en forestilling om, at han ikke ligefrem kunne lide opmærksomheden, forestillede hun sig ikke dengang, hvor meget mobningen gik Martin på.

LÆS OGSÅ: 13-årig flygtede ind i døden efter 5 års mobning

- Han plejede at grine og lod som om, han ikke var videre påvirket af det. Martin virkede altid glad, fortæller Maria.

Det gjorde han også den maj-aften i 2005 i Munkemosen, hvor det er kutyme, at odenseanske skoleelever mødes for at fejre sidste skoledag. Maria stødte tilfældigt på Martin, og de to faldt i snak.

- Han var i vældigt humør og var sammen med en kammerat. Martin stod med en kasse øl, og vi sludrede om, hvad der skulle ske senere på aftenen. Pludselig var Martin ikke længere "Harry Potter" for mig. Han var Martin - en ganske almindelig dreng, som jeg gik i parallelklasse med. Jeg undrede mig over, hvorfor jeg havde været med til at drille ham. Han var jo en hyggelig, sjov og tiltalende fyr, fortæller Maria. Det piner hende i dag, at hun ikke dengang fik sagt undskyld til Martin.

Afvist til fest

Hen på aftenen brød eleverne op for at mødes til fester rundt omkring i Odense. Den fest, Maria deltog i, blev pludselig vældig populær blandt de øvrige elever, og snart kom flere forbi og bankede på. Også Martin.

- Den voksne, der var til stede den aften, valgte at afvise de sidste, der ankom. Vi var simpelthen blevet for mange, siger Maria.

LÆS OGSÅ: Tania blev mobbet ihjel

Martin var en af dem, der blev afvist, og tilfældet ville, at Maria blev den sidste, der nåede at tale med ham, inden han forlod stedet. Hun fortryder i dag bittert, at hun ikke tog ham alvorlig, da han sagde de ord, som hun sent vil glemme: "Livet er noget lort. Jeg har ikke lyst til at leve mere".

20 minutter senere var han død

- Vi var fulde begge to, og jeg tog det dengang som en spøg, sagt under indflydelse af for meget alkohol. Martin sluttede af med at sige, at vi måske skulle ses senere, fortæller Maria.

Senere blev efter kun 20 minutter, da hun sammen med flere af sine kammerater stod og så på Martin, der lå død under en motorvejsbro.

Efter sin sidste snak med Martin var Maria gået tilbage til festen. Kort efter modtog hun en sms-besked på sin mobiltelefon. En veninde skrev, at hun havde fået en bekymrende sms fra Martin. Der stod: "Jeg springer nu. Hils Steffen (Martins kammerat) og sig, at han er en god dreng".

Sammen med andre fra festen var hun løbet hen til den nærmeste motorvejsbro. Herfra så de det uhyggelige syn.

Svær begravelse

I tiden efter Martins død begyndte Maria at spekulere på sin rolle i den tragiske hændelse, og ved Martins begravelse gik det for alvor op for hende, hvad hendes drillerier havde været medvirkende til.

LÆS OGSÅ: Hollywood-fruens barndom præget af mobning

- Jeg følte mig skyldig i Martins død og i den smerte, hans familie oplevede. At miste en søn på den måde må være det forfærdeligste, forældre kan opleve, siger Maria.

Hun har talt med Martins forældre flere gange.

- De forsøgte at rekonstruere, hvad der skete den aften, og ringede til mig. Jeg fortalte dem, hvad jeg vidste - også at jeg var en af dem, der havde mobbet deres søn, siger Maria.

Skyldfølelsen ramte den 16-årige skolepige voldsomt.

Selvpineri

Marias mor, Lene Kingo Hansen, 46, blev vidne til, hvordan datteren klistrede væggene på sit værelse til med artikler om tragedien.

- Det var det første, hun vågnede op til om morgenen, og det sidste, hun så, inden hun slukkede lyset om aftenen. Det var det rene selvpineri og med til at fastholde hende i smerten, så vi besluttede at pille artiklerne ned. Nu har vi dem samlet i en mappe, som vi af og til tager frem, når Maria har behov for at tale om det, fortæller Lene.

Følte skyld

Siden Martins død har Maria været ude for en lang række af nedture. Efter tragedien opgav hun sin skolegang på Højmeskolen.

- Det hele ramlede. Jeg kunne ikke klare at gå på den skole, hvor jeg havde mobbet Martin, forklarer Maria.

LÆS OGSÅ: Mobbet til ensomhed på grund af børneeksem

I stedet begyndte hun på en efterskole, men også her forfulgte tragedien hende. Hun erfarede, at andre elever blev mobbet og så det nu i et helt andet lys.

- Det gav mig endnu mere skyldfølelse, og jeg fortalte mine kammerater, hvordan jeg selv havde været med til at mobbe, og hvad der var sket. Jeg håber, der har været med til at få nogle til at tænke sig om, siger Maria.

Vil hjælpe andre

Hun har også opsøgt nogle af de elever fra folkeskolen, som hun havde mobbet for mange år siden.

- Det var vigtigt for mig at få sagt undskyld. Jeg ved godt, det ikke hjælper dem, der stadig har det svært. Men det var det bedste, jeg kunne gøre, når jeg nu ikke kan skrue tiden tilbage, forklarer hun.

Maria, der i dag er 22 år, studerer på Pædagogseminariet i Odense. Gennem sin uddannelse vil hun forsøge at forhindre, at andre børn begår hendes fejl - eller skal lide mobbeofferets smerte.

LÆS OGSÅ: Martin blev kun 16 år: Mobbet i døden sidste skoledag
?

Martins mor: JEG TILGIVER MARIA

Martins mor er rystet over at høre Marias beretning og om, hvilken smerte hun stadig pålægger sig selv.

- Jeg har stor respekt for, at hun påtager sig et ansvar. Men at pine sig selv, som hun gør her seks år efter, er urimeligt. Jeg har ondt af hende, siger Jeanet Bondtofte, 42, fra Odense.

Hun indrømmer, at hun længe rettede sin vrede mod de skoleelever, der var med til at gøre livet svært for Martin.

- Men jeg har lært, at vreden ikke læger nogen sår - tværtimod. Og jeg ved jo også godt, at de unge mennesker ikke var klar over, hvilke konsekvenser deres mobning kunne have. Derfor er jeg glad for at høre, at Maria, ligesom vi, bruger enhver lejlighed til at fortælle, hvad mobning i yderste konsekvens kan føre til. Maria har lært af det, der skete, og gjort, hvad hun kunne for at ændre tingene. Så kan man ikke forlange mere. Lige som vi andre skal Maria videre i livet, og hvis jeg kan gøre noget for at hjælpe hende, er hun velkommen til at kontakte mig. Jeg har for længst tilgivet hende, siger Jeanet.



Populært lige nu i Ude og Hjemmes webshop

En session med Ude og Hjemmes clairvoyante, Anne-Marie Østersø, er en af de mest populære tjenester i shoppen.


En session koster
kun 500,-


Selvom serummerne fra M2 til øjenvipper og bryn ikke er helt billige, er de stadig populære.
De virker nemlig!

Serummerne koster
hhv. 975,- og 1.025,-


Vores shapewear i shoppen er eftertragtet, for det får dig til at se 5 kilo slankere ud på et øjeblik. Disse shorts er blandt favoritterne.


Shorts'ne koster
kun 475,-