Mariannes sorg: Jeg kunne ikke redde min søn

Efternøleren Mathias var et ønskebarn, da han kom til verden i 1990. Han var en glad dreng, der voksede op i rolige omgivelser på Bornholm. Men som 14-årig røg han hash for første gang, og det blev begyndelsen på slutningen. Mathias befandt sig blandt de forkerte, og hans hashmisbrug førte til hårdere stoffer og piller. Han ønskede mere end noget andet at komme ud af det, men hver gang det så ud til at lykkes, gik det galt. Til sin mor sagde han, at han ville ønske, han aldrig have røget hash første gang. For stofferne blev hans død, kun 25 år.

Kun iført morgenkåbe fik Marianne Brandt ringet Rønne Lufthavn op. Der var 45 minutter til, det næste fly fløj til København, og det ville hun med. Også selv om der var en halv times køretur til lufthavnen.

– Jeg skal have en billet. Det gælder liv og død, sagde Marianne, inden hun flåede morgenkåben af, fik tøj på og sprang ind i sin bil.

Det var en kold morgen i januar 2015. Mathias havde ringet, han ville ikke sige, hvor han var, men hans ord havde gjort Marianne ude af sig selv af bekymring:

– Jeg elsker dig, mor, men jeg kan ikke leve længere.

En glad knægt

Mathias Brandt Sørensen voksede op i rolige omgivelser i byen Åkirkeby på Bornholm. Hans to storesøstre, Louise og Cathrine, var 7 og 10 år, da Mathias blev født i 1990, så han var familiens lille efternøler. Forældrene blev skilt, da han var 5 år, men familien formåede alligevel at holde sammen.

– Han var en utrolig harmonisk og glad knægt. Og så var han bare en charmør. Han gik ind i folk med træsko på, siger 59-årige Marianne Brandt fra Aakirkeby på Bornholm.

Mathias begyndte som 14-årig at ryge hash. Han indrømmede det ærligt til sin mor. Til at begynde var Marianne urolig, men samtidig tænkte hun, at han godt kunne styre det. For Mathias var fornuftig, og det var sådan noget, unge skulle prøve. Han skulle nok vokse fra det, tænkte hun.

– Jeg var måske naiv, men jeg troede faktisk på Mathias, når han sagde, han havde styr på det og nemt ville kunne droppe det, siger hun i dag.

Bornholm blev for kedelig til Mathias, og som 20-årig flyttede han til København, hvor begge hans søstre allerede boede. Han havde fået en elevplads i en tøjbutik.

I København faldt Mathias i med de forkerte mennesker. Rolige omgivelser blev skiftet ud med fester. Hash blev skiftet ud med hårdere stoffer, blandt andet kokain.

Når Marianne spurgte ind til Mathias’ liv, overbeviste han hende om, at der ikke var noget at bekymre sig om. Han havde styr på det, forsikrede han.

Var afhængig

Det havde han bare ikke – og det indrømmede han under sin mors og papfars kobberbryllup hen på aftenen. Til festen blev han godt beruset og endte med at fortælle sin mor, at han var rigtig langt ude. Kokainen havde nu ætset hans næsevæg op, og han vidste ikke, hvordan han skulle komme ud af sit misbrug.

Kort efter fik Marianne arrangeret et møde med en misbrugskonsulent, og hun sad ved sin søns side, da han udfyldte skemaet over, hvilke stoffer han havde taget. Listen blev længere og længere, husker hun.

Mathias takkede til Mariannes store lettelse ja til tilbuddet om dagbehandling, men der gik ikke længe, før Mathias stoppede med at møde op.

Det var hårdt for Mathias’ familie, der i perioder slet ikke hørte fra ham. For Marianne betød det, at hun måtte sygemelde sig med stress og depression, fordi hun intet kunne gøre for at hjælpe sin søn.

– Men jeg opgav ham aldrig. Jeg ville være der for ham til hver en tid. Uanset hvordan han opførte sig. Det var vigtigt for mig, at han vidste det, fortæller Marianne.

Et råb om hjælp

Årets sidste dag i 2014 sendte Mathias et billede til sin mor. Han var klædt i jakkesæt sammen med sine venner – parat til at fejre nytåret. Billedet beroligede Marianne, for han så ud til at have det godt.

Hun tog fejl. Få dage efter ringede han og fortalte, at han ikke kunne mere. Det hele skulle slutte nu.

Det var den morgen, Marianne i hast havde ringet og bestilt en flybillet i sidste øjeblik. Men hun nåede det, og da hun landede, havde Mathias’ søstre fundet Mathias og fået ham på hospitalet. Her blev Marianne og søstrene bedt om at tage afsked med Mathias, for det var usikkert, om han ville overleve.

Men Mathias overlevede og fik plads på et misbrugscenter. Familien håbede, at nu ville det ændre sig, men kort efter blev han smidt ud af centret, fordi han havde fået smuglet stoffer ind.

Marianne overtalte ham til at komme tilbage til Bornholm, hvor han flyttede ind hos sin mor. Her boede han i tre uger, som var helt forfærdelige, men også fantastiske. Forfærdelige, fordi Mathias misbrugte alt, hvad han kunne komme i nærheden af. Selv glasset med hovedpinepiller måtte Marianne gemme væk. Fantastiske, fordi mor og søn fik snakket om Mathias’ liv.

– I dag er jeg glad for, at vi fik den tid sammen, siger Marianne.

Betalte hans gæld

Efter opholdet hos sin mor fik Mathias en ny chance på et misbrugscenter i København, men han røg hurtigt på gaden igen og måtte overnatte hos venner, som var en del af et bandemiljø. For at få lov til at bo der, skulle han løbe ”ærinder” for dem, og flere gange måtte Marianne og Mathias’ far sende penge til Mathias.

– Min søn skulle ikke dø for 5.000 kroner. Han havde det elendigt med at bede om penge, men hvis bare han blev stoffri, var det lige meget med pengene, siger Marianne.

Da Mathias’ far fyldte 60 i sommeren 2015, dukkede Mathias aldrig op til festen. I flere dage vidste ingen, hvor han var. Det viste sig, at han sad fængslet i Sverige. Han var blevet stoppet med kokain på sig og skulle sidde inde i fem uger. I den tid blev Mathias afruset, og han skrev utallige breve til sin mor om, hvordan han havde det. Han fortalte, at han ville ønske, han aldrig var begyndt på stofferne. Hans højeste ønske var at få et almindeligt liv.

Den sidste rus

Mathias holdt sig fra stofferne efter fængslet, og den jul i 2015 føltes som om, at familien havde fået Matias tilbage.

Men det nye år var knapt nok begyndt, før det gik galt igen. Igen troede Marianne på, at det ville lykkedes at hjælpe Mathias. Han kom i behandling, og denne gang troede han også selv på det.

Den 5. april 2016 talte Marianne med sin søn og hans misbrugskonsulent i telefonen. Uafhængigt af hinanden fortalte de, at det gik godt. Mathias skulle nok blive stoffri nu. Det lovede han hende.

Dagen efter blev Marianne ringet op på sit arbejde. Mathias’ søster var i røret og måtte fortælle sin mor, at Mathias var blevet fundet død i sin seng. Et mix af piller havde betydet, at han var sovet stille ind i løbet af natten.

– Mange andre gange har jeg tænkt, at han ville dø af det. Men her troede jeg virkelig på, at det ville lykkes for ham, fortæller Marianne.

Ingens skyld

Det er nu to et halvt år siden, Marianne mistede sin søn. Hun kan igen mærke sig selv og har lagt mærke til, at hun ikke længere er den samme. Den tidligere sociale Marianne, der gik til gymnastik, petanque og elskede fest og dans, er væk.

Det prøver hun stadig at acceptere. Mest af alt prøver hun at lære at give slip igen og føle, at det er okay at have det sjovt og grine.

– Mathias ville elske, at jeg var glad. Han ville tænke, at han fik næsten 26 gode år. Det var nok for ham, siger Marianne.

En tanke, der ofte har rumsteret i Marianne, er, om hun kunne have gjort noget anderledes. Men hun ved i dag, at det kunne hun ikke. Hun var der, når han havde brug for det. Altid. Og det vidste Mathias.

Mathias voksede op i en ganske almindelig familie. Førhen har Marianne altid tænkt, at forældrene må have været forfærdelige, hvis deres barns liv endte som Mathias’. I dag ved hun, at det kan ske for hvem som helst. Og at det ikke er nogens skyld.