Marias elskede storebror og bedste ven begik selvmord

Maria og hendes fem år ældre bror Martin var hinandens bedste venner og var sammen om alt. Men for et år siden forsvandt Martin ud af Marias liv, da han helt uventet tog sit eget liv. Her fortæller lillesøsteren om sorgen, savnet, frustrationerne og den vrede, hun længe kæmpede med.

Marias elskede storebror og bedste ven begik selvmord

Klokken 20.39 søndag aften den 26. februar 2017 fik Maria Malmkjær et på alle måder trist telefonopkald fra sin mor. Samtalen glemmer hun aldrig, for den blev begyndelsen på et helt nyt og anderledes liv for den dengang 21-årige kvinde.

Maria skulle nemlig fra det øjeblik indstille sig på at leve uden sin højt elskede og uerstattelige storebror, Martin. Han havde helt uforståeligt og meningsløst begået selvmord blot 26 år gammel. Med sin død efterlod den unge mand sin lillesøster i en tilstand af afmagt, sorg, savn, frustration og vrede.

– Jeg tror ikke, at to søskende kan være tættere knyttet til hinanden, end Martin og jeg var. Vi var sjælevenner, og Martin kaldte os makkere. Vi var hinandens bedste venner og delte alt, fortæller Maria.

– Afmagten, sorgen, savnet og frustrationen kæmper jeg stadig med dagligt. Men vreden over, at min storebror ikke ville leve længere, har fortaget sig. Fortvivlelsen over ikke at vide, hvorfor han valgte netop den løsning, vil altid plage mig. Hvorfor ringede han ikke til mig? Hvorfor gav han mig ikke muligheden for at hjælpe? Hvorfor lod han mig være alene tilbage? Der er mange spørgsmål, som jeg aldrig får svar på.

Læs også: Jórunn havde planlagt selvmord i detaljer

Det tætteste forhold

– Jeg elskede min bror overalt på jorden. Han passede på mig, da jeg var stor nok til at gå i byen. Det var ham, jeg som teenager betroede mig til, når jeg havde problemer. Jeg oplevede ham aldrig sige, at det måtte jeg selv klare, eller at det gad han ikke høre på. Det kunne være irriterende, at han var så overbeskyttende. Men i dag værdsætter jeg, at han gjorde det, siger Maria.

– Somme tider tænker jeg, om det havde været lettere at miste Martin, hvis jeg ikke havde holdt så meget af ham. Men sådan kan man selvfølgelig ikke stille tingene op. Han var verdens bedste storebror, og vores sammenhold var ubetinget. End ikke døden kan ødelægge vores forhold, siger hun eftertænksomt.

”En familie er en gave, der varer evigt”, står der på et lille skilt på væggen i Marias lejlighed. Faktum er, at hun hverken før eller efter Martins død har haft et menneske, som hun i samme grad kunne støtte sig til.

Kæmpe omvæltning

Den kun 26-årige storebror blev bisat fra Rise Kirke tæt på barndomshjemmet i Rødekro i Sønderjylland. Dagen inden den sidste afsked med sin storebror gik Maria ind i kapellet og satte sig ved siden af hans kiste. Med en tuschpen skrev hun disse smukke ord til sin elskede bror:

”Ude i det fjerne blinker en stjerne. Den blinker til mig – som et minde om dig. Jeg elsker dig for altid. Tak for de 21 år vi har haft sammen. Sov sødt, storebror. Vi ses, kys din søster”.

Maria boede i en lille landsby på den anden side af grænsen ved Rudbøl, da Martin i sin lejlighed i Aabenraa af ukendte årsager valgte livet fra.

Natten til søndag den 26. februar forsøgte han forgæves at kontakte sin mor, men hun havde telefonen på lydløs. Dagen efter kunne ingen få kontakt til Martin, og en låsesmed skaffede forældrene adgang til lejligheden. Lidt senere blev Maria ringet op af sin mor, og bedt om at komme hjem til Rødekro hurtigst muligt. Siden har livet ikke været det samme for den hårdt ramte lillesøster.

Se også: Du må ikke dø fra mig

Helt uventet

Siden Martins død har Maria spekuleret på, hvorfor han valgte den værst tænkelige løsning på sine vanskeligheder og derved gjorde livet svært for de mennesker, der holdt af ham.

Selvmordet kom som et chok for Maria, og hun havde ikke set det mindste tegn på, at det skulle ende på den måde.

Maria havde indtryk af, at Martin mentalt var helt i balance. Intet tydede på, at han overvejede at tage sit liv.

– Jeg føler ikke skyld eller ansvar for Martins selvmord. I den første tid efter hans død var jeg sur og vred på ham. Jeg syntes ikke, at han kunne være det bekendt. Alt havde været lettere, hvis han havde efterladt et brev, eller hvis han havde fortalt nogen om sin tragiske beslutning. Men jeg har intet at forholde mig til, siger lillesøsteren.

Læs også: Maria elskede sin mor: Jeg blev syg af sorg

Isoleret med sin sorg

Der er specielt én årsag til, at den sønderjyske pige har valgt at fortælle sin barske, men også smukke og tankevækkende historie om sin storebrors pludselige død og deres tætte forhold. Martins uventede bortgang lærte på den barske måde Maria, at døden, og måske især et selvmord, er uhyre vanskelig for mange mennesker at tackle og forholde sig til. Maria har i perioder følt, at hun levede isoleret i en boble, og at mange har haft svært ved at trænge ind til hende.

– Vi har alle hørt historier om, at mennesker i sorg oplever, at folk går over på den anden side af gaden, fordi de vil undgå en konfrontation eller en samtale. De ved måske ikke, hvordan de skal tale med et hårdt ramt menneske, og opfører sig derfor kejtet.

– Det kan være, at mange er bange for at såre eller sige noget, som de tror vil gøre ondt. Men ligegyldig hvad de gør, kan man som pårørende til f.eks. en selvmorder ikke blive mere ulykkelig. Det kan ikke blive værre. Et knus eller en lille bemærkning kan være guld værd og er tusinde gange bedre, end at man føler sig isoleret og overset, siger Maria.

Da hendes storebror døde i februar i fjor, gik Maria på VUC i Tønder. Hun skrev en mail til sin lærer og fortalte, hvad der var sket. Derfor var alle i klassen forberedte og kendte Marias situation, da hun vendte tilbage til skolen.

Men der skete intet, selv om Maria havde lyst til at skrige sin sorg ud til alle. Hun følte sig helt alene i verden. Årsagen var sandsynligvis den enkle, at ingen anede, hvad de skulle gøre eller sige.

Resultatet blev, at Maria i den værste periode i sit liv, hvor hun havde allermest brug for at tale med nogen, oplevede en form for isolation.

Marias håb er, at hendes historie og hendes erfaringer kan få andre til at indse, at mennesker i hendes situation ikke har brug for at blive isoleret.

– Det er forkert, at jeg som en lillesøster på 21 år skal bære min elskede storebrors kiste. Jeg havde aldrig set et dødt menneske før, og det første burde ikke have været min bror.

– Det er ikke noget, man regner med, kan ske, eller noget, man kan forberede sig på. Men når det forfærdelige indtræffer, er det vigtigt at blive mødt med åbenhed og omsorg. Det er min smertelige erfaring, siger Maria.