Martina ramt af stålbjælke: Mit ansigt ødelagt på et sekund

Da en tung stålbjælke fra en byggeplads pludselig rammer 30-årige Martina i hovedet, ændrer hendes liv sig på et splitsekund. Kun et tilfælde, kombineret med Martinas stærke overlevelsesvilje, betød, at hun ikke blev dræbt ved ulykken.

Martina er med sit arbejde med udsatte børn på vej til legepladsen en solrig morgen i oktober i fjor. En kollega går foran hende med en barnevogn, og Martina holder en 5-årig pige i hånden, da hun pludselig hører et højt smæld. En gravemaskine er i gang med at rive en stålkonstruktion ned, men en bjælke river sig løs, og Martina kigger op.

– Det har sandsynligvis reddet mit liv, siger Martina Ruuth, 30.

Hun bliver ramt af stålbjælken i ansigtet, kastet ned på asfalten, og alt bliver sort. Det næste, hun husker, er, at hun forsøger at rejse sig igen, men det går ikke.

– Da jeg trækker vejret, fosser blodet ud af munden på mig, og en forbipasserende kvinde løber hen til mig og trykker en stofble mod min kind for at stoppe blødningen. Hun taler beroligende til mig, siger at alt nok skal gå, og at ambulancen kommer snart.

Martina er i chok, men føler endnu ingen smerte, selv om hun indser, at hun har været ude for en alvorlig ulykke.

– Jeg tænker, at nu skal jeg måske dø, men min kollega siger, at det skal jeg ikke, og jeg vælger at stole på det. På en eller anden mærkelig måde er jeg helt rolig. Jeg indser, at jeg er helt hjælpeløs og bare må have tillid til, at andre hjælper mig.

Læs også: Ferien endte i mareridt: Mistede mine ben i et jordskælv

Helt knust

Kort efter ringer mobiltelefonen hos Martinas mor, Eva-Brita. Hun er på arbejde i en børnehave og afviser samtalen. Det samme gør Martinas far, Jan, som også er på arbejde et andet sted i byen.

– Så får jeg en besked på telefonsvareren om, at jeg skal ringe tilbage, og det er der, jeg får beskeden, som er enhver forælders mareridt, siger Jan med tårer i øjnene.

Det er Martinas chef, som meddeler, at deres datter har været ude for en ulykke.

”Lever hun?”, er Jans eneste spørgsmål, og da svaret er ”Det ved jeg ikke”, ringer han sønderknust til sin kone.

– Jeg fik et chok og satte mig bare ned og græd. En kollega fik mig bragt hurtigt hjem, og jeg forsøgte at samle mig sammen, så jeg kunne booke et fly til mig selv og Jan. Vi ville jo hen til Martina med det samme, siger Eva-Brita.

Datteren bor i Stockholm, mens forældrene bor i Boden i det nordlige Sverige.

I mellemtiden, i Stockholm, har Dirk også fået besked om ulykken, og han er hastet til sygehuset. Sammen med Martinas kollega må han vandre uroligt omkring i venteværelset, mens Martina bliver behandlet.

Indimellem kommer en sygeplejerske ud og fortæller, hvordan det går. Dirk fortæller, at hele situationen var skræmmende, og at det var godt, at han og kollegaen kunne støtte hinanden i den svære stund.

– De sagde, at hun var ved bevidsthed og blev undersøgt fra top til tå. Jeg fik en pose med hendes opklippede, blodige tøj, siger Dirk, som bare ville ind og se Martina.

Det var ham, som meddelte Eva-Brita og Jan, at deres datter var i live, og han fungerede som forbindelsesled mellem lægerne og forældrene, indtil de også kunne være fremme nogle timer senere.

Se også: Rikke var fanget i sin egen krop: Blinkede mig tilbage til livet

Blev advaret

Da Dirk endelig fik lov til at komme ind til Martina, var hun dopet af medicin, og lægerne advarede ham. Hun var slemt skadet i ansigtet.

– Jeg ville bare ind til hende. Det spillede ingen rolle, at hun var blå og hævet. Det lignede ikke Martina, som lå der, men det var alligevel rart at sidde ved siden af hende og tale med hende.

For Eva-Brita og Jan var det en lettelse endelig at nå frem til sygehuset. Men det var et chok at se datteren ligge koblet til respirator og slanger, skadet til det ukendelige.

Den tunge stålbjælke havde knust Martinas ansigt. Kæben havde løsnet sig på begge sider og var revet midt over ved hagen og hele vejen gennem tænderne. Ganen var skrællet af, og næsen og kindbenene var knust. Flere tænder var slået ud. At hendes knæskal også var slået i flere stykker under faldet, kunne man ikke se, men det var også en skade, som skulle kræve en kompliceret operation.

– Det var frygteligt at se, hvor skadet Martina var. Jeg var nødt til at gå ud for at græde. Hendes øjne var klistret sammen, og kinderne var helt indsunkne, samtidig med at hun var helt blå og hævet, siger Eva-Brita.

Dagen efter ulykken blev Martina opereret. Fire læger, kæbekirurger og plastikkirurger arbejdede i syv timer med at genopbygge hendes ansigt. Alle dele af ansigtet var løse og måtte bygges sammen igen med 20 titaniumplader og 70 skruer.

Jan ryster på hovedet og siger, at det var den værste dag i hans liv. Han siger, at det var en lettelse at få datteren at se igen efter operationen og en endnu større lettelse, da hun blev vækket tre dage efter ulykken.

Læs også: Et år efter terrorangrebet i Stockholm: Jeg har stadig mareridt

Ansigtet tog slaget

– Jeg blev så glad for at se mor og far, da jeg vågnede. Jeg huskede, at jeg havde været i en ulykke, og bad om at få et spejl. Mor og far ville ikke give mig det, men til sidst fik jeg Dirks mobiltelefon. Jeg var jo ikke ligefrem smuk, men jeg tog en selfie, siger Martina og griner.

Dirk nikker og siger, at det var fantastisk, at hun reagerede sådan, og konstaterer, at hans kæreste er et stærkt og positivt menneske.

– Lægen fortæller bagefter, at de havde været nødt til at lægge puslespil for at sætte mit ansigt sammen igen. De har gjort et fantastisk stykke arbejde, men jeg kan ikke helt genkende mit eget ansigt. Det er ikke min næse, siger Martina og stryger fingeren over næseryggen.

Selv om det var en slem ulykke, klarede Martina sig igennem uden hjerne- eller nakkeskader. Fordi ansigtet tog slaget, blev hjernen beskyttet.

Græd i to dage

Efter fire dage på intensiv blev Martina overflyttet til en særlig plejeafdeling. Efter de første to uger på sygehuset var det tid til at blive overført til rehabiliteringsafdelingen, og der brød følelserne ud.

– Jeg græd i to dage. Det var, som om jeg først dér bearbejdede hele traumet. Jeg kunne have været død. Jeg har også tænkt meget på, at bjælken kunne være faldet ned i barnevognen, som min kollega foran mig gik med, eller at den 5-årige pige, jeg holdt i hånden, kunne være blevet skadet. Mirakuløst nok klarede hun det helt uden skader, siger Martina.

Da Martina havde grædt færdigt, bestemte hun sig for at kæmpe. Knæskallen var helet, og nu måtte hun på benene, så hun kunne komme hjem. Og to dage senere blev hun udskrevet fra sygehuset.

I dag klarer Martina hverdagen uden de store hindringer. Ud over de tandbehandlinger, som skal foretages, mangler hun endnu en knæoperation for at fjerne overflødige skruer, men Martina ser frem til, at hun snart kan begynde at arbejde og træne igen.