Mette og Pias far blev hjerneskadet efter ulykke: Vores far forsvandt

Pia og Mettes far var aktiv og i vigør, indtil han blev kørt ned af en flugtbilist. Herefter gik det ned ad bakke, og hans årelange sygdomsperiode med op- og nedture tærede på hele familien.

En varm sommeraften i 2014 sad Pia Anderson Isen på terrassen og spiste med familien, da hendes telefon ringede. Det var hendes mor. Hun var lige vågnet fra en lur i sommerhuset i Nordsjælland og kunne ikke forstå, hvor hendes mand, altså Pias far, var. Hans cykel var væk, men han havde ikke sagt noget.

Pia fik talt sin paniske mor ned. Han var nok bare kommet i tanke om, at de manglede noget til aftensmaden og var cyklet til købmanden efter det, beroligede hun. 

Men klokken blev 21, og de havde stadig ikke hørt noget fra Pias far. Forklaringen om købmanden holdt ikke længere, og Pia kørte med sin mand op til sommerhuset for at lede efter ham. Lillesøsteren Mette kom også for at lede.

Da de havde ledt i en times tid, blev Mette ringet op. Politiet havde fundet en mand. Han hed Poul og kom fra Tårnby. Det var Pia og Mettes far. Nogen havde fundet ham liggende i vejkanten. Han var blevet kørt ned af en flugtbilist og lå på sygehuset.

Asfalt i huden

Deres 70-årige far lå helt og aldeles stille i hospitalssengen, da Mette nåede frem. Hun var taget derop alene, fordi familien ikke tænkte, det var alvorligt.

– Han lignede overhovedet ikke sig selv. Han var helt sort. Der var mørkt indtørret blod overalt, og asfalten sad overalt i hans hud, husker 47-årige Mette Andersson.

Det hele var meget værre, end familien havde forventet. Hendes far var omtåget og reagerede ikke rigtig på, at hun var der. Det var, som om han var helt lukket af fra omverden. Hun forstod slet ikke, hvordan han havde kunnet fortælle politiet, hvad han hed, og hvor han var fra.

Da Pia derhjemme hørte, at det var mere alvorligt, ville hun af sted med det samme.

I det øjeblik, Pia kom ind på stuen og så sin far ligge i sengen, skete der noget med hans ansigt. Det gik pludselig i krampe, og inden søstrene nåede at reagere, kom lægerne løbende og gennede Pia og Mette ud af værelset.

Pia og Mette fik besked om, at deres far skulle overføres til Rigshospitalet. Der kom han på intensiv afdeling og blev med det samme lagt i kunstigt koma.

Hjerneskadet

De næste fem dage var kritiske.

Pouls kranie var flækket, og han havde blødninger bagerst i hovedet. Der var 50 procents chance for, at han overlevede.

Lægerne slukkede respiratoren efter fem dage, og Pia og Mettes far slog øjnene op. Men hans øjne virkede anderledes.

– Han så fjern ud i øjnene. Ligesom et spædbarns blik. Han kiggede, men han så alligevel ikke rigtig, siger Pia, 50.

Han kunne heller ikke snakke. I begyndelsen var ”ja” det eneste ord, han sagde, men han virkede trods alt glad.

Efter nogle dage sagde lægerne, at deres far var blevet hjerneskadet. Det var derfor, han virkede så anderledes.

Ikke den samme

Deres far havde altid været frisk og aktiv. Utrolig livsglad og social.

Før ulykken plejede han at cykle hen til Pia med morgenbrød hver søndag. Og han passede Mettes hund næsten dagligt og kunne gå tur med den i fire timer om dagen. Han passede også søstrenes mor, når hendes Parkinsons syge krævede det.

Det, at han før ulykken havde været så sund og aktiv, hjalp ham. Til trods for hjerneskaden kom Pia og Mettes far ovenpå igen efter ulykken.

Han begyndte at tale igen og cyklede rundt, som han plejede. Han var et mirakel, sagde lægerne.

Men opturen varede ikke ved. Et års tid efter faldt han pludselig sammen, mens han var ude og gå, og herefter forandrede han sig.

Familien oplevede, at faderen stak af om natten. Og i det mærkeligste tøj. Pia oplevede også, at naboerne ringede op, fordi han rendte rundt blot iført underbukser, eller endda deres mors kjoler.

Efter et stykke tid fandt de frem til, at han havde fået blæresten, og at det var skyld i hans opførsel. Men alligevel blev han aldrig den samme glade far igen.

– Vi følte, at vi havde mistet vores far. Han var pludselig en helt anden mand, siger Mette.

Fuldt fokus på far

Pia og Mettes liv begyndte at dreje sig udelukkende om deres far. Han kom på plejehjem, men her blev han udadreagerende og til tider næsten ond. Han kunne finde på at slå ud efter personalet. Samtidig blev han ved med at stikke af om natten, og så måtte Pia og Mette ud og lede efter ham.

Han røg ind og ud af sygehuset. I løbet af halvandet år blev han indlagt 122 gange. Først blæresten, så synkeproblemer, problemer med sonde, og det blev ved.

– Vi kunne ikke længere holde aftaler. Hvis vi havde planlagt noget, var det næsten 99 procent sikkert, at det blev aflyst, fordi der var et eller andet med far, forklarer Pia.

Der er nu gået mere end fire år, siden Pia og Mettes far blev kørt ned af en flugtbilist og efterladt i vejsiden med et flækket kranie.

– Det første år var det ikke så slemt. Der havde vi stadig energi til at køre på, for virkeligheden går egentlig ikke op for dig. Men som tiden går, er det svært at holde til, siger Mette.

Ofte fik søstrene af vide, at nu var det nu. Nu skulle de hente deres mor, for det var tid til at sige farvel til deres far. Men som lægen sagde, han måtte være en kat. Det var som om, faren havde ni liv.

– De sagde, at han hang i med det alleryderste af en knækket negl, siger Pia.

Det sidste åndedræt

Til sidst var deres far indlagt så længe, at Pia og Mette ikke engang kunne huske, hvor længe han egentlig havde været der. Det meste af tiden var han ikke ved bevidsthed. Han var ikke i stand til at spise, og hans døtre måtte se ham blive mindre og mindre. Ribbenene begyndte at blive meget tydelige. Hovedet kunne han næsten ikke holde oppe længere.

Pia og Mette vidste ikke, om det kunne betale sig at kæmpe længere.

Klokken 3.45 den 5. september 2018 trak Pia og Mettes far Poul vejret for sidste gang. En måned før sin 75-års fødselsdag.

Lægerne kunne ikke gøre mere for ham. Intet virkede. Hans døtre havde været ved hans side uafbrudt gennem hans sidste tid.

Tiden efter Pouls død har været hård for de to søstre. Det er mærkeligt at tænke, at nu har de ikke længere nogen far. De har fået mulighed for at fokusere på dem selv igen, men det lange sygdomsforløb, hvor Pia og Mette altid har skullet være klar til at rykke ud, sidder stadig dybt i dem.

– Jeg tænker stadig, nu skal vi snart på hospitalet igen. Men det skal vi ikke, siger Pia.