Michelle var narkoman som 14-årig: Jeg ville ikke leve mere

En barndom præget af alkohol og ensomhed fik Michelle til både at blive voldelig mod sig selv og andre og til at søge et fristed i stofmisbrug. Men efter en dag at have stukket sig i maven med en saks tog hun en afgørende beslutning.

Stoffernes euforiserende virkning hvirvler rundt i kroppen, som de har gjort så mange gange før. Målet er at glemme. Ikke se sin mors grædende ansigt for sig eller mærke følelsen af ensomhed. Men da hun er klar til at tage videre i byen, begynder hun at få det underligt. Hun føler sig overvåget, og knasterne i det gamle trægulv, er hun overbevist om, er kameraer. Følelsen af, at en masse knive rammer hende på en gang, er så virkelig, at hun skriger. Hun forstår ikke, hvad der sker, men lysten til at dø har aldrig været stærkere.

På bordet ligger en Fiskars saks med orange skaft og uden at overveje konsekvenserne, vender hun den skarpe ende mod brystet og hugger til. Hun bliver ved, og efter tredje gang falder den ned langs siden på hende.

– Jeg vidste ikke, hvad der skete med mig. Det var så ubehageligt, og jeg havde bare lyst til, at det stoppede. At jeg fik ro i hovedet.  Jeg havde ingen retning i livet, og hvis jeg ikke slog øjnene op igen, så ville det være okay. Den aften kunne jeg bare ikke mere, fortæller den nu 25-årige Michelle Jørgensen fra Esbjerg.

Læs også: Et liv med misbrug: Jeg blev født fuld

Alkohol blev hverdag

Rammen for Michelles barndom var Nakskov, hvor hun de første leveår boede sammen med sin mor og far, men forældrene blev skilt, da hun var få år gammel, og moren fandt hurtigt en ny kæreste.

Udefra var der ingen problemer i huset. Indretning var stilren, og der var hverken nullermænd i krogene, eller beskidt tøj på Michelles krop, når hun tog i skole, men som årene gik begyndte alkohol at være en fast del af hverdagen.

Michelles mor fik en ny kæreste, og når de var hjemme fra arbejde, var der ofte alkohol på bordet. Ofte udviklede det sig til en fest, og Michelle faldt tit i søvn til lyden af snøvlende stemmer.

Ensom og ulykkelig

Den lille pige var ofte overladt til sig selv. Ofte stod hun selv op om morgenen og spiste morgenmad. Mens det stadig var mørkt udenfor, gik hun alene den lange vej hen til busstoppestedet, og når skolen var færdig, kom hun hjem til et tomt hus.

Hendes frirum var besøgene hos sin far, der ofte gik til bageren om morgenen, men ensomheden og følelsen af ikke at have en mening med livet begyndte at fylde, og allerede som 5-årig havde hun selvmordstanker.

 – Jeg lå nogle gange i sengen og håbede, at jeg ikke vågnede om morgenen. Jeg blev mobbet i skolen, og jeg var meget alene. Jeg tror ikke rigtig, jeg forstod, hvorfor jeg egentlig skulle være der, fortæller Michelle, der stod på sidelinjen, da hendes mor fandt en dag fandt en ny mand, der skulle ende med at skabe en masse frygt i det lille hjem i Nakskov.

Se også: Overvejede selvmord efter massiv mobning: Jeg ville have fred

Var bange

 Michelle var ofte vidne til skænderier i hjemmet. Når hun lå i sengen om aftenen, kunne hun høre sin mors skrig og gråd gennem væggen, når stedfaren var gået af amok. Han gik ofte rundt nøgen i huset, og en tung tåge af hash begyndte at blive hverdag.

 – Jeg begyndte at være bange, når jeg var hjemme, og jeg fik af vide, at jeg ikke måtte sige noget til nogen om, hvad der foregik.

Som teenageårene begyndte at banke på, blev Michelle mere og mere udadreagerende.

– Jeg var meget aggressiv, og når jeg kigger tilbage, undrer det mig virkelig, at der ikke var nogen, der så mit råb om hjælp. Men der gik lang tid, og jeg fik det bare værre og værre, fortæller Michelle, der endte med at flytte hjem til sin far.

 Men selv om Michelle ikke havde en dagligdag med sin mor, hang den evige bekymring der altid.

– Jeg frygtede, at jeg ville få et opkald, hvor jeg fik at vide, at hun var død. Det kunne holde mig vågen om natten, fortæller Michelle, der flere gange fik opringninger fra moren, der græd i telefonen. Hun truede med selvmord, og hver gang skyndte Michelle sig hen til hende.

Stoffernes indtog

Første gang, Michelle prøvede den euforiserende fornemmelse af stoffer i kroppen, var hun 14 år. Hun havde fundet noget amfetamin, og selv om hun den dag ikke mærkede den store virkning, begyndte hun at omgå mennesker, der havde stofferne som en del af hverdagen.

En joint udviklede sig til hårdere stoffer, og ofte var hun påvirket, når hun var i skole.

Som 16-årig fik hun sin egen lejlighed. Men ofte kom hun ikke ud af sengen. Maden bestod af marzarintærte og appelsinjuice, og i stedet for at vaske servicet op, smed hun det ud og købte paptallerkener i stedet. Til sidst kunne hun ikke tage vare på sig selv, og hun endte med at flytte hjem til sin morfar, der altid havde været en støtte i hendes liv.

Læs også: Cecilie blev stukket 46 gange: Troede jeg skulle dø fra min datter

Nu skulle der ske noget

Men den dag, hun tog stoffer, før hun skulle i byen med nogle venner, endte det galt. Den aften fik hun en psykose, hvor hun var tæt på at tage livet af sig selv med en saks. For første gang vidste hun, at hvis hun ikke snart tog ansvar for sit liv, så ville det være slut.

– Selv om jeg havde været lang nede og ikke ville leve, har jeg alligevel haft en fornemmelse af, at jeg en dag ville gøre noget mere med mit liv. Det var, som om at nu kunne det ikke komme længere ud, og hvis der skulle ske noget andet, skulle det være nu.

14 dage efter, at Michelle fik en psykose af stofferne, lod hun sig indskrive på et behandlingscenter. For første gang fik hun sat ord på de mange, traumatiske episoder fra barndommen. Hendes konstante frygt for sin mor liv og de mange gange, hvor livet ikke havde været værd at leve.

Væk fra fødebyen

Under behandlingen levede hun efter et skema, hvor hun lærte at vaske tøj, lave mad og gøre rent, og langsomt forsvandt lysten til at dulme tankerne med stoffer og selvskade.

Samtidig tog hun en beslutning om at flytte permanent fra Nakskov, og valget faldt på Esbjerg, hvor hun med få ejendele skulle starte et nyt liv op.

– Jeg kendte ingen mennesker, og i begyndelse boede jeg på et dagtilbud for tidligere anbragte unge. Det var selvfølgelig skræmmende, men jeg vidste også, at det var det rigtige at komme væk fra Nakskov. Nu havde jeg alle muligheder åbne, og det var op til mig at få det bedste ud af den nye chance, fortæller Michelle, der langsomt begyndte at bygge det liv op, som hun inderst altid havde ønsket sig.

Det største

Michelle har nu været stoffri i over seks år. Hun er i gang med en uddannelse og bor sammen med kæresten Martin. Og for få måneder siden oplevede hun noget, som hun kun havde drømt om.

Hun blev mor for første gang, og mens hun fortæller om de øjeblikke, hvor livet ikke har været værd at leve, pludrer den 8 måneder gamle Clara nede fra gulvet.

 – Jeg kan slet ikke beskrive, hvor stort det er at blive mor. Det er lidt en kliché, men nu giver mit liv virkelig mening. Når hun smiler til mig, forsvinder alle dårlige ting i hele verden, fortæller Michelle, mens hun kigger reflekteret ud i luften.

 – For nogle år siden ville jeg aldrig have troet på, at det her kunne lade sig gøre. Det kræver, at man virkelig gør op med nogle indre dæmoner og kæmper for det liv, man gerne vil leve. Men gør man det, så kan man opnå sine drømme. Det har jeg i hvert fald gjort.