Michelles mand har fået en dødsdom: Vores datter skal vokse op uden far

Lægerne levner ikke 25-årige Rune mange chancer, da han er uhelbredeligt syg med cellekræft i hjernen. Parret nægter dog at opgive livet og fokuserer på nuet i stedet for den barske fremtid. De drømmer om at give deres datter en søskende.

Det er den 4. november 2017, og Rune træder hårdt i pedalerne, mens han kører op og ned i det bakkede terræn ved Himmelbjerget. Han suser rundt i svingene, mens den ene trætop erstatter den anden.

På vej til bilen gennem skoven punkterer hans baghjul dog, og han bøjer sig for at lappe det, men idet han rejser sig, får han en bragende hovedpine. Det trykker under hjelmen, synet begynder at flimre, og han overvældes af kvalme. Alligevel sætter han sig op på sadlen og fortsætter det sidste stykke til parkeringspladsen.

I bilen er han hele tiden parat til at holde ind til siden for at kaste op. Da han endelig når hjem, lader han cyklen blive hængende på bilen og skynder sig desorienteret ind på badeværelset. Han skal bare ned at ligge. Han registrerer slet ikke sin kone, Michelle, og deres datter, Aya på 8 måneder, selv om han går lige forbi dem.

– Jeg vidste, at der var noget helt galt, for det er ikke normalt, at han opfører sig sådan. Han så helt mærkelig ud i ansigtet, fortæller 26-årige Michelle Seldrup Lemming, der straks greb telefonen og ringede til vagtlægen. 

Læs også: Mor og datter fik kræft samtidig: Pernille redder sin mor

En tumor i hjernen

Vagtlægen anbefalede dem at skynde sig ind på hospitalet. Michelle forsøgte at holde hovedet koldt, mens hun pakkede taske med bleer og mad til Aya og fik bakset mand og barn ud i bilen.

Efter en kort visit hos vagtlægen blev Rune indlagt på skadestuen og tilkoblet en masse apparater. Han blev hurtigt sendt i en CT-scanner, som afslørede, at der var noget i hjernen, som ikke skulle være der.

En MR-scanner kunne præcisere, at der var en tre centimeter stor tumor i hjernen. Lægerne kunne dog ikke sige noget om, hvorvidt tumoren var god- eller ondartet. De besluttede derfor i samråd med Rune, at tumoren skulle opereres ud.

Alt blev ændret

Da Rune vågnede omtåget fra operationen, fik de at vide, at det var gået godt, og kunne ånde lette op. Men de skulle vente nogle uger på det endelige svar.

Den 1. december faldt dommen, da de fik svarene fra operationen. De prøvede at forberede sig på, at det kunne være kræft, men altid med den bagtanke at det kunne kureres. De havde aldrig overvejet den besked, som de fik af lægerne. Uhelbredeligt syg. 

Hele familien var taget med som støtte, så de sad helt tæt i lokalet, da både Runes forældre og deres respektive ægtefæller var med samt Michelle og deres datter.

Personalet så alvorlige ud og havde et monotont toneleje, da de kom med beskeden, at Rune var uhelbredeligt syg med cellekræft, og at de kun kunne tilbyde livsforlængende behandling.

– Jeg havde ingen reaktion, for jeg kunne slet ikke forstå det. Men da jeg så Michelle sidde med Aya og fik øjenkontakt med min mor, knækkede filmen, fortæller 25-årige Rune Seldrup Lemming.   

Se også: Lille Alva er et mirakel

Statistikken imod sig

De håbede inderligt, at lægerne havde taget fejl, men den 6. december blev der slukket for dette håb, da Rune fik statistikken for overlevelse at vide.

Her fik de at vide, at han med garanti vil dø af sygdommen, da den ene tumor vil afløse den anden i Runes hjerne. Der er 25 procents chance for, at Rune er i live efter to år, og 10 procents chance for, at han er i live efter fem år.

De håber dog, at Runes sunde helbred og unge alder har en positiv indvirkning, da han er i stand til at kæmpe mere imod. Men samtidig er det også trist, at han skal rammes i sådan en ung alder, hvor de lige var blevet forældre og havde købt hus i Hørning i Midtjylland. De skulle til at leve livet sammen.

– Jeg havde svært ved at acceptere det, da ingen skal fortælle mig, at jeg er uhelbredeligt syg. Det eksisterer ikke i min verden. Jeg giver ikke op og går hjem og lægger mig i et hjørne. Jeg har fået en diagnose, ikke en dom, forklarer Rune, der sjældent piber, da det ikke nytter, som han selv siger.

Flugt fra hverdagen

Michelle har svært ved at forholde sig til, at hendes mand er syg, og nogle dage tænker hun, at de skal være sammen de næste 50 år. Udefra er det ikke til at se, at han er syg. Det er kun arret i højre side af Runes hoved, som afslører det. Han opfatter heller ikke sig selv som syg, da han fortsat træner og elsker at få pulsen op. Lige inden vi kom på besøg, havde han været ude at løbe en lang tur.

– Motion er balsam for sjælen. Man kan løbe en masse vrede og frustrationer væk. Vi lever livet så almindeligt som muligt, vi har bare speedet tempoet op.

Det var vigtigt for parret hurtigt at vende tilbage til en almindelig hverdag, så sygdom ikke fylder alt i deres bevidsthed, selv om det nogle gange er svært at skubbe i baggrunden. Kemo og strålebehandling blev en fast del af deres nye hverdag, og Aya begyndte i vuggestue. Men opretholdelsen af en almindelig hverdag blev også hurtigt en flugt for ikke at forholde sig til, hvad der ventede forude.

– Det er nemmere for mig at forholde mig til, at Aya skal i vuggestue, end at Rune er syg. Jeg har ikke givet mig selv lov til at være ked af det. Jeg prøver at undgå at tænke for meget på fremtiden, for jeg kan ikke bære, at Aya skal vokse op uden sin far, siger Michelle.

Læs også: Anette mistede sin datter til hjernekræft: Jeg kan ikke blive rigtig lykkelig igen

Vil have flere børn

De nægter at lade deres liv gå i stå, og derfor har de også et stort ønske om at udleve deres fælles drøm om at udvide familien, så Aya kan få en søskende. De håber på, at Michelle når at blive gravid, føder, og at Rune får lov at blive en del af børnenes liv. De har altid snakket om, at de vil have et barn mere, så derfor var de også hurtige til at få nedfrosset Runes sæd.

Med Runes samtykke har Michelle således råderet over Runes sæd i 10 år. Hun kan derfor vælge at få endnu et barn med Rune – også selv om han skulle dø i mellemtiden. Det har Michelle dog ikke taget stilling til endnu, da hun er overbevist om, at Rune når at blive en del af projektet.

Tanken har dog strejfet Michelle, om de kan være bekendt at sætte et barn i verden, som måske bliver faderløst, inden det fylder 5 eller 2 år – eller tidligere. De er dog sikre på, at det er den rigtige beslutning for dem.

– Vi synes, det er synd for Aya, hvis hun skal sidde alene tilbage med tabet af sin far. Hun skal have en søskende, som hun kan dele sorgen og minderne med, siger Michelle.

Vil passe på dem

Rune har ikke de store ønsker for resten af livet. Han drømmer hverken om at rejse jorden rundt eller flyve i luftballon over store oceaner, men vil derimod nyde den tid, som de har sammen.

– Jeg fokuserer på de øjeblikke, som jeg får med i stedet for at bekymre mig om alt det, som jeg måske kommer til at gå glip af, siger Rune.

Han tror ikke på et liv efter døden, men Michelle har behov for et håb om, at Rune altid vil følge med.

– Jeg tror ikke på, at jeg mødes med Rune i himlen igen, men jeg er nødt til at tro på, at Rune vil være der for Aya, siger Michelle, mens hun må synke en klump i halsen for at holde tårerne tilbage.

Til døden dem skiller

En fælles drøm, som er gået i opfyldelse, var, da de sagde ja til hinanden i kirken efter seks år sammen. To dage efter, at Rune fik overlevelsesstatistikkerne at vide, købte han en mistelten og var nede på knæ for at fri til Michelle. Og uden tøven sagde hun ja. Så da Michelle skred op ad kirkegulvet i en hvid brudekjole, havde det en særlig betydning, da præsten spurgte, om de ville være sammen, til døden dem skiller.

Alvoren strejfede parret, men ellers skænkede de ikke sygdommen mange tanker, da de festede natten lang. En dag, som ingen af dem vil glemme.

– Det handler om at være til stede i nuet og ikke lade livet gå i stå. Vi fokuserer på at være glade. Uanset hvor uretfærdigt livet er, er det vigtigt at omfavne det og ikke lade sig slå ud. Vi håber, at vi får mange gode år med Rune, siger Michelle forhåbningsfuldt.