Min eks ville hænge mig

Annemettes eksmand planlagde i detaljer, hvordan han ville slå hende ihjel og få det til at ligne et selvmord. Han forsøgte at lokke hende i en fælde. Først da han opgav og smed de opdigtede afskedsbreve, kniven og rebet ud, klappede fælden om ham selv.

Annemette skulle hænges

Det var næsten midnat. Annemette ville bare have ham til at gå, men Ronnie opførte sig underligt. Hun stod på trappen foran det, der havde været deres fælles hjem. De røg en smøg. Da han lagde pakken tilbage i lommen, faldt en rulle gaffatape ud.

- Hold da op, der skal nok ske et eller andet her, tænkte hun og bad ham om at gå.

Hun fulgte hans skygge med øjnene. Den stoppede et par meter rundt om hushjørnet. Pludselig kom han løbende tilbage.

LÆS OGSÅ: Tanja og hendes lille datter blev holdt som fanger i Indien

En hemmelig plan

- Han rev mig ned af trapperne. Jeg faldt, men han slap ikke sit greb i mig. Han tog hånden i inderlommen. Jeg havde ikke behov for at vide, hvad han havde i lommen, fortæller 24-årige Annemette Jensen for Toftlund i Sønderjylland.

Hun råbte efter sin nye kæreste Nicolaj, som havde gemt sig i kælderen, så hun ikke skulle være alene med sin eksmand. Der gik to sekunder, så stod Nicolaj der. Ronnie gav slip og bakkede et par skridt.

- Slap nu af. Der skete ikke noget, sagde Ronnie.

Skulle hænges i haven

De anmeldte volden og fik ikke lukket et øje den nat.

- Vi var på vagt, hvis han skulle komme igen. Kl. 5.30 gik vi ud i haven med hunden. Nicolaj bad mig trække vejret dybt, inden jeg kom derud. I mit store, fine frugttræ hang et reb, og stigen stod der endnu, fortæller Annemette.

Næste dag blev hun kaldt til politistationen. De havde fået indleveret en pose, der var efterladt på en rasteplads. Posen indeholdte et afskedsbrev til hendes familie og et særligt afskedsbrev til hendes søster.

LÆS OGSÅ: Jannes mand holdt hende 16 år i helvede med daglig psykisk vold

- Der stod, at mit sidste ønske var, at Ronnie og min søster skulle danne par, og hun skulle være mor for mine børn, fortælle hun og ryster på hovedet.

Posen indeholdt også resten af rebet fra haven, en stor kniv, en fuldmagt til hendes bankkonto og en skrivelse, hvor hun overdrog forældremyndigheden til Ronnie.

Annemette brød sammen

- Politiet forstod lynhurtig, at det ikke var mig, der havde skrevet de breve. Der indså vi, hvad Ronnies hensigt havde været den aften. Jeg blev forskrækket og bange. Hvordan kunne han frarøve to små piger deres mor? Det var jo hans intention, siger hun og tænker på deres fælles børn fem-årige Simone og Lærke på to et halvt år.

LÆS OGSÅ: Lonni og Rikkes mor blev dræbt i jalousi

27-årige Ronnie Jensen blev anholdt den 10. maj 2012 sigtet for forsøg på manddrab. Mandag den 11. marts i år blev han idømt fem års fængsel.

- Jeg er bange for mørket, og jeg føler, jeg skal ligge og våge over børnene. Tænk, hvis jeg ikke kan passe på dem. Det er en tilbagevendende tanke, fortæller Annemette.

En ny start langt væk

Selv om familien allerede dagen efter overfaldet flyttede fra huset, har de nu besluttet sig for at flytte igen.

- Vi flytter langt væk, får hemmeligt nummer og hemmelig adresse. Jeg får ikke ro her. Jeg har brug for at starte på en frisk, siger Annemette.

- Jeg tror, det giver ro, at jeg ikke har alle minderne og hans familie tæt på. Jeg har ikke brug for at være så tæt på det hele, siger hun velvidende, at Ronnie kan være ude igen allerede om to år.

- Det skal jeg rustes til. Jeg har stadig en masse, der skal bearbejdes, siger hun.

Hendes nye kæreste, Nicolaj, der er hundefører i Forsvaret. Hos ham føler hun sig tryg. Det var også ham, der reddede hende den aften, Ronnie ville føre sin plan ud i livet.

LÆS OGSÅ: Hun giftede sig med sin tvillingesøsters morder