Min søns død er en gåde

Michelle får måske aldrig svar på, hvad hendes lille søn døde af. Alle prøver var normale og lægerne måtte give op

Foto: Gregers Overvad

- Lille Batman. Du skal kun kæmpe for din egen skyld. Hvis du ikke har kræfterne, så er det okay at lukke øjnene og give slip.

Det var 29årige Michelles sidste ord til sin toårige søn, som havde været så meget igennem, og som nu lå dødsyg i en hospitalsseng, plaget af en dobbeltsidet lungebetændelse og en blærebetændelse og afkræftet af et liv fuld af uforklarlige krampeangreb.

Læs også: Færøsk genfejl dræbte søskende

Ved sengen stod hans mor og far og forsøgte at rumme situationen. På den ene side frygtede de at miste deres dreng, men på den anden side syntes de begge, at han havde været nok igennem. Lucas fik fred d. 22. August 2008. Han blev bare 2½ år.

Det sidste kram
- Det første jeg bad om, var at få ham op til mig. Mens han kæmpede for sit liv, kunne jeg ikke holde ham, fordi han havde så mange slanger sat på sin krop.

Det var så dejligt endelig at få ham i mine arme, men også svært at sidde med sin døde dreng. Jeg vidste jo, at det var sidste gang, fortæller Michelle fra Randers om den dag hun måtte sige farvel til sin mindste søn.

Læs også: Lægerne havde opgivet Mie

Det er to år siden i dag, og selvom Michelle formåede at leve videre og være en god mor til storebror Simon, går der ikke en dag, hvor hun ikke tænker på Lucas og på, hvor uretfærdig en skæbne hendes mindste søn blev født til.

Uforklarlige kramper
Første gang Michelle så, at der var noget galt med hendes dreng, var han bare tre måneder.
- Lucas ene hånd begyndte at rykke mærkeligt, og da jeg vendte ham om, så jeg rigtig kunne se ham, rullede han det hvide ud af øjnene og begyndte at ryste i hele den ene side.

Vagtlægen havde beroliget hende med, at Lucas sikkert bare havde feberkramper, men da Lucas lille krop blev ved med at gå i krampe, sendte han alligevel en ambulance. Det blev til en uges indlæggelse på Randers sygehus, hvor Lucas blev ved med at gå i krampe.

Lægerne mente, at han måtte lide af epilepsi, efter de havde scannet Lucas og taget en masse blodprøver. Derfor sendte de den lille familie hjem med epilepsimedicin, men de mange prøver viste, at Lucas ikke fejlede noget. Intet kunne forklare hans kramper, som heller ikke blev bedre af medicinen.

- Det var så hårdt at se ham få alle de anfald af kramper, når jeg intet kunne gøre for ham. Mindst tyve gange om dagen fik han et anfald. I starten var det bare små ryk i hånden, så blev det rystelser i begge arme og til sidst rystede hele hans krop, fortæller Michelle

Ingen sygdomme matchede
Michelle og hendes mand forsøgte selv at løse gåden. De søgte efter lignende sygdomstilfælde, men hver gang de stødte på noget, som lød som det samme, viste nye prøver altid det samme. Lucas var normal.

Lucas hjerne voksede ikke
Men der var alligevel noget alvorligt galt. Han manglede fedt i hjernen, som ikke voksede, og hans mentale udvikling gik derfor meget langsomt. Han fik aldrig et sprog, og hans hænder forblev knyttede som et spædbarns.

Den dag i dag ved ingen, hvad der provokerede Lucas anfald, eller hvilken sygdom han led af, og Michelle kæmper stadig med uvisheden.