Mine børn reddede mit liv

Mest læste artikler på udeoghjemme.dk

	Rørende brev: Til min datters papmor
	Babyer skal sove hos mor
	Nu har hun født tvillinger

Mandag den 26. september 1994 gik 38-årige Anita Persson Flygare sammen med 11 kollegaer om bord på færgen "Estonia" i havnen i Stockholm. De ansatte på et plejehjem skulle på en konferencerejse til Estlands hovedstad Tallinn. Kun tre af de 12 kom hjem fra rejsen i live. Anita var én af dem.

Men havde det ikke været på grund af sine tre børn, ville hendes navn også figurere på den næsten endeløse liste over de mange hundrede, der mistede livet i én af skibshistoriens største tragedier og katastrofer.

Børnene gav Anita kræfter

Læs også: Fødte firlinger og døde

- Da jeg lå i det iskolde vand med døde mennesker omkring mig, tænkte jeg på mine børn. Da mine kræfter var tæt på at slippe op, holdt tankerne om børnene derhjemme mig i live. Jeg ville ikke dø fra dem. Jeg ville hjem til Moa, Anton og Sanna, fortæller Anita Persson Flygare.

28. september 2014 var det 20 år siden, at "Estonia" forliste i en storm i Østersøen under en rejse fra Tallinn til Stockholm. 852 mennesker mistede livet, og kun 137 overlevede. Tragedien står stadig skarpt i erindringen hos svenske Anita. Datteren Moa har netop udgivet bogen "Ringene i Vandet" om det drama på liv og død, som hendes mor var en del af, og mirakuløst slap levende fra. I forbindelse med bogudgivelsen fortæller Anita i et interview om den betydning, som hendes nærmeste pårørende havde for hendes overlevelser.

- Familien er uhørt vigtig for mig. Mine børn og børnebørn betyder alt, og jeg kan takke dem for mit liv. De gav mig vilje og styrke til at kæmpe den nat, da alt håb syntes ude, siger Anita.

Brød sig ikke om færgerne

Læs også: Kærlighed i ørkenen kostede 1.6 mio.kr.

20 år kan være lang tid, men tiden læger ikke alene sår. Tragedien på den stormombruste hav vil for evigt præge Anitas liv. Den slipper hende aldrig. Med årene står familiens betydning for hendes overlevelse skarpere og skarpere i bevidstheden.

Anita var bestemt ikke glad, da hun fik at vide, at konferencen dengang i september 1994 skulle finde sted på en tur til Tallinn. Hun har aldrig brudt sig om "de dér færger", som hun udtrykker det. Men turen til Estland blev alligevel hyggelig, og Anita så frem til hjemrejsen. Efter en konference spiste selskabet middag i restaurant "Sea Side", og bagefter gik en del i baren. Efter en enkelt drink besluttede Anita at gå til ro i sin kahyt nummer 6012 på 6. dæk.

Anita tog sin pyjamas på og børstede tænder. Pludselig mærkede hun den første krængning, og hendes blod isnede. Hun vidste, at det var alvorligt, og at hun måtte ud af kahytten og op på dækket. Hun var barfodet, bange og kun iført sit nattøj, da hun så folk omkring sig begynde at gå i panik.

Der var kaos overalt, da hun kæmpede sig op ad trapperne. Hun fik fat på en redningsvest, og fik øje på én af sine arbejdskollegaer. De holdt sammen, og det lykkedes dem at komme ud på dækket. Da havde skibet fuld slagside. De befandt sig på siden af skibet, da en bølge skyllede dem overbord. Anita veninde forsvandt ned i det kolde, sorte vand, og Anita så hende aldrig igen.

- Jeg tænkte: "Nu dør du, Anita. Tænk, at det skal slutte på denne måde" Jeg blev mest ulykkelig ved at tænke på mine tre børn og min mand, og pludselig var jeg ikke bange længere. Jeg ville overleve, og rejse hjem til min familie, siger Anita.

Kræfterne sivede ud af Anitas krop

Læs også: Mor må ikke se sine elskede børn

Mens mennesker omkring hende kæmpede for livet, indså Anita, at hun måtte bort fra den synkende færge, hvis hun ikke skulle blive suget med i dybet. Hun svømmede hen mod en redningsflåde, men havde ikke længere kræfter til at komme op i den. Hun bandt sig fast med et reb og tænkte, at familien så i det mindste havde hendes lig at begrave. Pludselig greb en mand fat i Anita, og hev hende op i flåden. Der var to andre mænd i flåden, og den ene kunne man ikke komme i kontakt med. Kort efter kom endnu to mænd i flåden, men de var endnu ikke reddet.

Det iskolde vand skyllede konstant ind over dem, og kræfterne forsvandt ud af Anitas krop. Hun véd ikke, hvor mange timer hun havde befundet sig i flåden, men pludselig hørte hun lyden af en helikopter. Alle i flåden blev fløjet til den finske by Utö, hvor Anita mødte to af sine kollegaer. De andre havde mistet livet. Anita havde en meget lav legemstemperatur, og blev lagt i et varmebad. Samtidig fik hendes mand Per og børnene besked på, at hun havde reddet livet.

Talte med andre overlevende

Læs også: Nyfødt gav sin mor et chok

I tiden efter gik Anita i psykoterapi, og begyndte sin egen, personlige kamp for at vende tilbage til livet. I november 1994 var hun tilbage på jobbet på plejehjemmet for mentalt retarderede. Én af hendes første opgaver var at ansætte nye medarbejdere til erstatning for de 9, der ikke slap levende fra færgekatastrofen. Hun havde det på mange måder svært, men samtaler med andre overlevende hjalp hende på vej. Men det største forandring skete, da Anita blev mormor. Moa fødte datteren Cornelia tre år efter forliset, og det gav Anita fornyet livsmod.

- Det gav mig håb. Jeg havde indset, at tiden ikke læger alle sår, men barnebarnet var beviset på, at der også er plads til glæde og sjov i mit liv, siger Anita Persson Flygare.

Danske Morten reddede også livet

27. september 1994 stævner kaptajn Arvo Andresson ud fra Tallinn med færgen Estonia med kurs mod Stockholm. Klokken 01.15 indikerer monitorer på broen, at der er vand på bildækket. Syv minutter senere sender skibet nødråb, og bliver hørt af flere fartøjer.

Klokken 01.50 forsvinder Estonia fra de andre skibes radarer, og 7 minutter senere ankommer færgen M/S Mariella som den første til det sted, hvor Estonia forsvandt. Klokken 02.00 meddeles det, at færgen er forsvundet far havets overflade. Katastrofen er en realitet.

Ifølge havarikommissionens rapport tog det kun Estonia lidt over 50 minutter at synke. Årsagen var en bovport, der rev sig løs i stormen. Af de 989 personer om bord overlevede 137, hvilket svarer til 14 procent af de ombordværende. Da Titanic sank i 1912 overlevede flere end 30 procent.

Én af de overlevende fra Estonia-forliset var den 28-årige dansker Morten Boje Hviid, der havde været til et fredstræf i Estland. Efter tragedien skrev han bogen "Jeg ville overleve - fire år efter Estonia-tragedien". Morten Boje Hviid fortalte senere om sin ulidelige smerte, da han undlod at bistå en ung pige, som han på vej ud af det synkende skib så ligge fastklemt under et skab. Pigens bedende øjne med udtrykket "hjælp mig" glemmer han aldrig.

Men Morten havde kun tanke for at overleve for enhver pris, og komme hjem til sin kæreste. Akkurat som svenske Anita Persson Flygare havde haft det. Mange år efter katastrofen bebrejdede Morten stadig selv, at han ikke havde hjulpet pigen. Derved levede han ikke op til sine egne idealer om menneskelig anstændighed. Han havde håbet, at han ville optræde som en helt, men endte i stedet i rollen som antihelt. Dette traume, sit livs kors, som han udtrykker det, fortalte Morten Boje Hviid blandt andet om i sin bog.