Mine elskede er taget fra mig

Josephine Offenberg og hendes kæreste var på vej ud til hendes svigerforældre for at fortælle, at de skulle være bedsteforældre, da en trafikulykke kostede den 17-årige mor alle hendes kære livet.

Cirkeline med et foto af Yasmin og sig selv


Tårerne løber ned ad kinderne på 17-årige Josephine, mens hun fortæller om den tragedie, der har ramt hende. Hendes bedste ven og støtte, moderen Mitzi Offenberg, 39, forsøger at trøste, og lægger kærligt en arm omkring sin grædende datter.

Sorgen, savnet og afmagten ligger som en tung, usynlig dyne over mor og datter, mens de tørrer tårer bort og forsøger at samle tankerne.

Et stearinlys på reolen i stuen sender lysglimt over på billedet af en lille pige, der for få dage siden var Josephines ét og alt, datteren Yasmin. Nu er den lille pige borte for evigt, og Josephine har kun minderne om hende tilbage. Om lidt kommer bedemanden for at aftale de sidste detaljer omkring begravelsen af Yasmin fra Roskilde domkirke.

Livet bliver aldrig det samme igen

Læs også: Kræftsyge Brittany begik selvnmord

Bagefter venter uvisheden og en fremtid, hvor Josephine med hjælp fra blandt andre psykologer skal forsøge at finde en mening med livet. Men ét er sikkert. Intet i den unge piges tilværelse bliver det samme, som før hendes kære blev revet fra hende på en isglat landevej.

Josephine græder, selv om hun forsøger at være stærk. Hun husker hvert et sekund fra den tragedie, der tog det bedste i livet fra hende. Ved en voldsom trafikulykke mistede Josephine datteren Yasmin på halvandet år, sit ufødte barn og sit livs kærlighed, kæresten Dennis, 19. Fysisk slap Josephine med skrammer på det ene ben. De psykiske skader er derimod uoverskuelige.

Josephines sorgfulde ansigtsudtryk, tårerne og magtesløsheden står i skærende kontrast til første gang, jeg mødte hende. Det var på Sydfyn en smuk forårsdag for ikke engang et år siden. Jeg glemmer aldrig mødet med den ansvarsbevidste og kærlige mor på bare 16 år. Hun gjorde et stort og positivt indtryk. Dengang strålede lykke og stolthed ud af øjnene på Josephine, mens hun ivrigt fortalte om det bedste i sit liv, datteren Yasmin.

Blev gravid som 15-årig skoleelev

Læs også: Smed datter ud fra en bro

"16 år og supermor" hed overskriften på Ude og Hjemmes livsbekræftende og rørende reportage om Josephine og hendes lille guldklump, Yasmin. Teenageren fra 7. klasse på Assens skole var blot 15 år, da hun blev gravid. Den 2. april 2013 blev Yasmin født på Odense Universitetshospital. Det var blot en uge før Josephines 16 års fødselsdag, og myndighederne var skeptiske. Man mente ikke, at teenageren på grund af sin alder og uerfarenhed ville være i stand til at tage vare på sit barn.

Under graviditeten udstyrede Assens kommune Josephine med en babysimulator, der kunne programmeres til at opføre sig som et rigtigt barn. Josephine skulle lære at blive en god mor. I modsat fald ville Yasmin blive fjernet fra hende.

Hos en plejefamilie på en lille gård udenfor Hårby fik Josephine og Yasmin deres egen lejlighed, og den purunge mor satte alle skeptikere på plads. Mens skoleveninderne tog på diskotek og festede i weekenderne, sad Josephine med lille Yasmin i sine arme hjemme i lejligheden, og udviklede sig til verdens bedste mor. Hun elskede sit liv som alenemor.

Kun Josephines mor fik lov at passe Yasmin

Læs også: Mor kan se datters gravsted fra lejligheden

2015 er kun få dage gammel, da vi igen møder Josephine. Denne gang er det i lejligheden i Roskilde hos hendes mor, Mitzi Offenberg. Her har Josephine været omgivet af en beskyttende og kærlig familie, siden verden styrtede sammen omkring hende på en kold vinterdag for kort tid siden. Mitzi har altid støttet sin datter. Hun var den eneste, der bakkede op omkring Josephines beslutning om, at gennemføre graviditeten og ikke få abort.

Mormoren var også den eneste, der fik lov at passe Yasmin, når Josephine en sjælden gang havde behov for en barnepige. Sammen vandt mor og datter kampen for at sikre ufødte Yasmin retten til et liv. Det kom kun til at vare 1 år, 8 måneder og 24 dage, men Josephine mindes hver eneste dag sammen med datteren med glæde og taknemmelighed.

Forelskede sig hovedkulds

Den fatale trafikulykke skete på et tidspunkt, da hun var mere lykkelig end længe. I september 2014 flyttede hun fra Sydfyn til Holbæk, hvor hun fik en lejlighed. Josephine ønskede at komme tættere på sin mor og sine fire søskende. Efter få dage på Sjælland mødte hun 19-årige Dennis, og de forelskede sig hovedkulds.

På trods af, at Josephine havde fået indopereret en såkaldt p-stav, der skulle forhindre hende i at blive gravid, blev hun det alligevel. Hun opdagede det kort før jul via en test. Juleaften holdt hun sammen med Dennis hos hans forældre, men først den 27. december fortalte hun ham, at de ventede barn.

Svigerforældrene skulle have nyheden

Læs også: Må ikke se sine elskede børn

Dennis havde længe haft en drøm om at blive far, og det unge par besluttede at flytte sammen i hans lejlighed i Holbæk. Mandag den 29. december gjorde de lejligheden i stand, så Josephine og Yasmin kunne flytte ind. Sidst på eftermiddagen ville de køre til hans forældre i en lille by udenfor Holbæk, og overbringe dem nyheden om, at de skulle være bedsteforældre.

- Vi havde været ude at køre flere gange den dag og talte om, at det var meget glat. Vi overvejede at aflyse køreturen til mine svigerforældre. Men vi glædede os så meget til at fortælle om min graviditet, at vi alligevel besluttede at tage af sted, siger Josephine.

På en landevej ved Skibby gik det galt, og Josephine husker det hele. Klokken var 17.40, og Yasmin græd i sin barnestol på sædet bag Dennis. Josephine havde glemt hende sut. I stedet ledte hun på sin mobiltelefon efter sangen om den magiske drage Puff, der var Yasmins yndlingssang. Pludselig så Josephine lygterne fra en bus, og kort efter kom braget. Hun røg op i forruden, og da hun kikkede tilbage på Yasmin, sad datteren helt stille.

Yasmin fløjet til Rigshospitalet

Læs også: Fødte mens kræftsyg søn kæmpede for livet

Dennis mistede kontrollen over sin bil på en spejlglat vej. En bus kørte ind i førersiden på bilen med det unge par og Yasmin, og ulykken fik katastrofale konsekvenser. Josephine sad fastklemt i bilen, mens Yasmin med helikopter blev fløjet til Rigshospitalets traumecenter. Dennis var død på stedet.

Da Josephine kom til Rigshospitalet med ambulance, fik hun besked om datterens kritiske tilstand. Klokken 19.45 ankom Mitzi Offenberg til hospitalet, og sammen blev mor og datter ført ind til Yasmin, der lå i respirator. Lægernes besked var ligeså kort, som den var tragisk. Yasmin var hjernedød. Josephine og hendes mor skulle afgøre, hvornår lægerne skulle slukke for respiratoren. Samtidig fik Josephine at vide, at Dennis var død.

- Yasmin var navngivet, men ikke døbt. Det blev hun klokken 23.30. Samtidig fortalte lægerne os, at vi måtte samle familien, så alle kunne tage afsked med Yasmin. Der var intet alternativ til Yasmins død. Næste formiddag klokken 10.55 blev respiratoren afbrudt, og siden har alt været kaos i mit liv, siger Josephine.

Yasmin skulle være storesøster

En scanning viste, at Josephines ufødte foster heller ikke havde overlevet ulykken. Tragedien var total og ufattelig. Langsomt gik det op for Josephine, at hun havde mistet sin datter, sin kæreste og sit ufødte barn. I stedet for at lægge planer for fremtiden, indrette lejlighed sammen med Dennis, og glæde sig til at gøre Yasmin til storesøster, måtte Josephine sammen med sin mor vælge gravsted, holde møder med bedemanden, og via facebook fortælle venner og bekendte om sin ubegribelige sorg.

- I øjeblikket synes jeg ikke, at jeg har noget at leve for. Heldigvis har jeg mine søskende og min mor, som gør alt for at hjælpe og støtte mig. Vi græder sammen og trøster hinanden. Mor elskede Yasmin ligeså højt som jeg gjorde, og forhåbentlig kan vi hjælpe hinanden tilbage til et meningsfuldt liv, siger Josephine.

"Ingen skulle pege fingre ad mig"

Læs også: Nyfødt pige ville ikke dø

For mindre end et år siden sagde en stolt Josephine til Ude og Hjemme:

"Når jeg ser på Yasmin, kan jeg blive helt syg ved tanken om, at nogen ikke ønskede hende til verden. Jeg vil gøre alt for at være en god mor. Jeg tænker hele tiden på, at jeg ikke vil bringe mig i en situation, hvor folk kan pege fingre ad mig eller kritisere mig. Hun er hele mit liv".

Josephine har mistet det kæreste og mest dyrebare, hun havde. På det tidspunkt, hvor hun normalt lægger Yasmin i seng, skrev hun et par dage efter tragedien et brev til Dennis og Yasmin. Under overskriften "Hvil i fred" skrev hun med blødende hjerte dette:

"Jeg elsker Jer så meget. Jeg savner Jer hele tiden. Kan ikke forstå, at I nu er væk, at jeg ikke mere skal kysse eller kramme Jer. Véd I nu er et bedre sted. Men ville ønske I var her sammen med mig nu. Jeg håber I passer godt på hinanden mine 2 engle. Altid elsket aldrig glemt. Vil tænke på Jer hvert sekund resten af mit liv. I vil altid være i mit hjerte. Vil aldrig glemme Jer. Den værste smerte i mit liv var at miste Jer. I bliver de 2 smukkeste stjerner på himlen. Sov sødt fra kæreste/mor".