Mirjams mand faldt 7,5 meter ned: Du må ikke dø

Mirjam havde lige erfaret, at hun var gravid, da hun fik besked om, at hendes mand næppe ville overleve en arbejdsulykke. Sammen med deres 2-årige datter vågede hun ved hans side, for han skulle bare opleve sit barns fødsel.

2-årige Ester står foran den store hospitalsseng, hvor hendes far, 24-årige Lourens, ligger med lukkede øjne. Den eneste lyd er respiratorens monotone lyd, der trækker vejret for ham. På hans krop er der tilkoblet slanger. Hans hovede er svulmet op af væske, og om han igen vil slå øjnene op, er der ingen, der ved. Alligevel smiler Ester, da hun nærmer sig sengen. Hun finder hans livløse fod og begynder at kilde ham, som hun har gjort så mange gange før. Men det forventede grin udebliver.

Læs også: Kærligeden blev i familien

Ingen lyd

Ester prøver igen med sine små barnefinger at fremprovokere grinet, men til sidst må hun opgive. Hendes far giver ingen lyd fra sig.

– Det skar i mit moderhjerte at se, hvordan Ester prøvede at få sin far til at smile. Hun ville jo bare gerne have, at han vågnede op, så hun kunne være sammen med ham, som hun plejede, men jeg kunne ikke fortælle hende, hvornår det ville ske, fortæller 21-årige Mirjam Henriksen, der er fra Vejle og bor i Holland med sin hollandske mand, der lige som hun er kristen.

Den 19. februar var en helt almindelig dag, hvor Mirjam nussede rundt derhjemme med sin datter og sin gravide mave, da det bankede på døren.

Faldt 7,5 meter ned

Hendes første tanke var, at det nok var en pakke, hun havde bestilt, men da hun så de to uniformerede betjente, forstod hun, at det handlede om Lourens.

– To uger forinden havde jeg fået et indre billede, hvor jeg så to betjente foran min dør, og de fortalte mig, at Lourens var faldet ned fra et tag, og at jeg skulle følge med dem til sygehuset. Jeg vidste ikke, hvad der var sket, men jeg vidste, at det var alvorligt, forklarer Mirjam, der få sekunder efter fik bekræftet sin forudsigelse, da betjentene fortalte, at Lourens havde været ude for en arbejdsulykke, hvor han var faldet 7,5 meter ned på et betongulv.

– Vi skulle hurtigst muligt på hospitalet, og jeg kunne fornemme, at de mente, at han ikke havde lang tid igen. Så jeg skyndte mig at pakke de mest nødvendige ting til mig og min datter.

Læs også: Mor til to skalperet i frygtelig gokart ulykke

Frygteligt syn

De kørte over kantsten, over for rødt og hurtigst muligt uden om de andre bilister med insisterende blå blink, og da de nåede frem til hospitalet, var det et frygteligt syn, der mødte Mirjam. Hendes elskede mand og Esters far var nærmest ikke til at genkende i hospitalssengen. Hun kunne lige nå at hviske nogle kærlige ord i hans øre, inden han få minutter senere blev kørt hen til operation. Ifølge lægerne var det usikkert, om han ville overleve. Alligevel følte Mirjam en gudgiven ro inden i sig.

Fik stor opbakning

– Det billede, jeg havde haft om ulykken, fortalte mig, at Gud også havde en vej ud af det hele. Samtidig havde Gud allerede for et år siden vist mig, at Lourens var ved min side til fødslen af vores kommende datter. Så selv om jeg godt var klar over, at det var en voldsom ulykke, var jeg overbevist om, at han ville overleve.

Begge Lourens lunger var kollapset, han havde kraniebrud, hjerneblødninger og en hjerneskade, og da han blev kørt tilbage til sin stue ved halvnitiden om aftenen, nåede Mirjam kun at få fire minutter med ham, før han igen skulle opereres.

– Han var blå og gul og hævet og nærmest ikke til at kende. Mine forældre var ankommet i løbet af natten, så de kunne tage over med Ester. For jeg vidste, at det ville blive nogle lange dage på hospitalet, fortæller Mirjam, der lejede sig ind på patienthotellet nær hospitalet for at være tæt på sin mand. Hun indså, at udgifterne hurtigt ville løbe løbsk, og startede en indsamling på nettet. Hurtigt strømmede der penge ind, så hun ikke skulle tænke på det økonomiske.

Læs også: Melissas kæreste har brækket nakken

Stadig en del af graviditeten

Hver dag sad Mirjam ved sin mands seng. Hun sang sange, kyssede hans pande og talte til ham, så han kunne høre, at hun kæmpede sammen med ham. Ofte faldt hun i søvn, mens hun holdt ham i hånden, og når besøgstiden var slut, spiste hun lidt mad, forsøgte at være mor og få nogle timers søvn, før hun igen tog tilbage til hospitalet.

– Når babyen sparkede, lagde jeg hans livløse hånd på maven. Jeg vidste ikke, hvor meget han kunne opfatte i koma, men på den måde følte jeg, at han alligevel stadig var en del af graviditeten.

Ville snart dø

Hele vejen igennem holdt Mirjam fast i sin kristne tro. Alligevel var det voldsomt, da hun en aften endnu engang sad på hospitalsstuen og kunne se, hvordan en sygeplejerske fik et panisk udtryk i ansigtet. På få sekunder var stuen fyldt med læger og sygeplejersker. Lourens tryk i hjernen var steget til et kritisk niveau.

– Lægen kom hen og sagde til mig, at nu var tiden kommet. At han ville dø snart, fordi trykket i hjernen var så højt. Jeg blev ved med at sige, at han ikke ville dø, og de troede nok, at jeg var i chok, men jeg vidste bare, at han ville overleve, forklarer Mirjam.

Læs også: Dobbelt tragedie: Præstø-overlever druknet i Panama

Lå tre uger i koma

I tre uger lå Lourens i koma. Imens prøvede Mirjam at forklare sin datter, hvad der var sket med hendes far. Ester fik bandager og plastre af sygeplejerskerne, som hun brugte på sine dukker. Hun fik et lille rør og fik forklaret, at det var det samme rør, som far havde i munden, så han kunne få luft, når han lå med lukkede øjne og trak vejret igennem en maskine.

– Jeg kan huske, hun sagde: ”Far bruger sut”. På den måde så kom alt det uforståelige og skræmmende ned i børnehøjde, og det var rart, fortæller Mirjam.

Den svære uforudsigelighed

Lægens dystre ord kom ikke til at holde stik – tværtimod kom Mirjam en dag ind på sin mands stue og blev mødt af hans halvåbne øjne.  

– Det sværeste har været uforudsigeligheden. Jeg var overbevist om, at jeg nok skulle få min mand tilbage, men jeg vidste ikke hvornår. Så da jeg så, at han var vågen, blev jeg selvfølgelig rigtig glad. Alligevel var det sværere, end da han lå i koma, for jeg kunne slet ikke genkende hans personlighed eller ansigtsudtryk, forklarer Mirjam. Det tog flere dage, før han var ude af de voldsomme mængder medicin og blev mere klar i hovedet. Selv om lægerne ikke havde givet dem store forhåbninger, kunne Mirjam se, at hendes mand gjorde store fremskridt. 

– Når jeg sagde noget sjovt, grinede han på de rigtige tidspunkter. På den måde kunne jeg mærke ham igen og det, vi havde sammen før ulykken. Det gav mig en fornyet tro på, at han ville blive som før, fortæller Mirjam.

Læs også: Heidi er lam fra livet og ned

Coronakrisen 

Så rullede coronakrisen hen over verden. Ester og Mirjam måtte ikke længere komme på hospitalet, og de skulle tage en afgørende beslutning. Hun besluttede at få ham hjem. Så allerede en uge efter, at han vågnede fra koma, kørte ambulancen ind i deres indkørsel med Lourens. Det var den 20. marts. Lourens sad i kørestol, stadig som et ”livløst hylster”.  Han kunne ikke gå eller tale, han skulle løftes af en lift eller to personer, når han skulle på toilettet, og han kunne ikke synke, når han fik noget at spise.

Utrolige fremskridt

Men dag for dag gjorde han utrolige fremskridt. I løbet af tre uger kunne han både tale, gå og spise selv, og hukommelsen fra tiden før ulykken er intakt. Lægerne har i dag svært ved at forstå, at Lourens har klaret sig så godt. 

For familien handler det nu om at se fremad. Om få måneder bliver familien beriget med endnu en lille pige, og selv om hverdagen stadig er hård, og Lourens stadig har et stykke vej endnu, tror de på, at Gud har vist dem vejen.

– Vores tro har været stærk, og vi er bare blevet bekræftet i, at selv om det hele kan se sort ud, er det ikke nødvendigvis sådan, at det ender, fortæller Mirjam, der er dybt taknemmelig.

– Vi har fået så megen støtte fra familie og venner, og vi er endnu engang blevet mindet om, hvor vigtigt det er at sætte pris på de mennesker, der er i vores liv.

Læs også: Bruden fik et chok af glæde