Miss Danmark-deltager blev mobbet i skolen

Cecilie havde et blændende smil på læberne, da hun gik ind foran dommerne i Miss Danmark-konkurrencen. Men få år tidligere sad hun i hvert frikvarter alene i skolegården og håbede, at hendes plageånder ville lade hende være i fred.

Det var egentligt ikke håbet om at stå tilbage som den sidste på scenen med en krone på hovedet og en buket blomster i favnen, som trak mest. Selvfølgelig ville det være rart at vinde titlen som årets Miss Danmark.

Men Cecilie Steffensen var mest af alt drevet af et helt andet motiv, da hun sidste år sad hjemme i Randers og tilmeldte sig den berømte skønhedskonkurrence.

Hun ville bevise, at det kan betale sig at være sig selv. Det har hun nemlig altid selv været. Også selv om hun har betalt en høj pris for det.

Fra 2. til 7. klasse var hun den, de andre ikke ville lege med. Den, de andre kaldte modbydelige navne. Og den, der til sidst måtte give sine to værste plageånder penge til madboden bare for at få fred.

Læs også: Miss Danmark og autist: Jeg har altid følt mig forkert

Ligner en Miss Danmark

– Med Miss Danmark ville jeg vise, at selv om man har været i det dybeste, sorte mørke, er der lys på den anden side. Det kan være en hård kamp at turde være sig selv, men i sidste ende bliver det ens styrke, siger Cecilie, som med sin plads i Miss Danmark-konkurrencen beviste, at man godt kan ende med at gå catwalk og fylde et helt rum med sit blændende smil, selv om man har været den, der tidligere krøb langs muren i skolegården.

Cecilie er smuk. Hendes ryg er rank, hendes kindben høje og hendes øjne er næsten turkisgrønne. Men det er ikke bare den særlige farve, som gør dem interessante. Der er også en dybde i dem, som man ikke ser hos ret mange 19-årige piger.

Cecilie har nemlig været igennem mere end de fleste.

Jeg skilte mig ud

Mobningen begyndte, da Cecilies familie flyttede til Randers, og hun ankom som den nye pige i klassen som 8-årig. Det er selvfølgelig ikke en naturlov, at den nye pige i klassen skal mobbes. Cecilies storesøster blev for eksempel hurtigt populær, men med Cecilie var det omvendt. Hvad der gjorde det, er nok svært at pege på. Måske var det ørerne, der strittede lidt. Måske hendes lidt mere farvestrålende tøj. Eller måske hendes madglæde, som gjorde, at hun var lidt rundere i det end de andre.

– Jeg skilte mig ud, fordi jeg ikke var som de andre. Jeg var nok det oplagt mobbeoffer, siger Cecilie og tilføjer:

– Hvis man kan sige det.

Hvad der foregik i frikvartererne, var meget forskelligt. Nogle dage føg det med sårende øgenavne. Andre dage blev hun skubbet eller fik smidt en håndfuld sand efter sig, hvis hun sad på kanten af sandkassen.

Se også: Isak fra "Mit livs konfirmation" blev mobbet

Svære skoleår

Cecilie havde heldigvis en enkelt god veninde i klassekammeraten Amanda. Og en god familie, når hun kom hjem. En skøn storesøster og en mor og far, der elskede hende. Men selv om de gjorde, hvad de kunne for at stoppe mobningen, var der aldrig noget, der ændrede sig, uanset hvor mange møder de holdt med skolen.

Forældrene foreslog tit, at Cecilie skiftede skole. Men hver gang rystede hun stædigt på hovedet.

– Jeg ville jo ikke virke svag, og jeg ville heller ikke væk fra min søster, der gik på min skole, siger Cecilie, som med tiden helt holdt op med at opsøge klassekammeraternes selskab i frikvartererne. Hun blev indadvendt og fandt sin egen plads på et rækværk bagerst i skolegården, hvor hun for det meste kunne være i fred, indtil klokken ringede ind.

Skiftede skole

Cecilie ville gøre meget for at få fred. I en periode gav hun ligefrem de værste mobbere penge til skoleboden. Så lod de hende nemlig være.

Først da Cecilie skulle begynde i 8. klasse, fandt hun modet til at give op og starte på en helt ny skole. Det viste sig at være en så god beslutning, at Cecilie ville ønske, hun havde taget den længe før. Hun fik to rigtig gode år i den nye klasse og går nu på hf, hvor hun også trives.

Men de mange svære skoleår og mobningen sidder for altid i hende, så det var også med nervøse skridt, at hun sidste sommer rejste til København for at møde de 29 andre finalister. En stor flok piger, som hun skulle tilbringe rigtig megen tid sammen med de næste tre-fire måneder, hvor de havde mange forskellige workshops op til finaledagen.

Plads til alle

– Da jeg kom den første dag, var jeg nervøs. Jeg havde jo oplevet at stå uden for fællesskabet, og hvad ville der så ske nu? Jeg havde også mine fordomme om piger, der stillede op i Miss Danmark. Jeg var bange for, at det ville være sådan nogle spydige og egoistiske piger med spidse albuer. Men jeg blev helt vildt overrasket. Jeg følte virkelig, at det var en gruppe, hvor der var plads til alle, og det var simpelthen så fedt at opleve, siger Cecilie, som ikke bare lærte at hæve sig fra gummisko til høje stiletter i de mange workshops før og under selve konkurrencen. Hun lærte også, at hun faktisk er rigtig god til at knytte venskaber.

På finaledagen foregik den store udskillelse, som måske kan virke brutal. 15 af pigerne gik videre. Og de andre 15 blev siet fra. Cecilie hørte til den sidste gruppe, men hun så på ingen måde resultatet som et nederlag. Tværtimod. For hende var det meget mere end en skønhedskonkurrence.

– Bare det, at jeg var med, var en kæmpe sejr for mig, siger Cecilie, som bliver student til sommer, og som drømmer om at læse jura bagefter.

Læs også: Blev falsk anmeldt for voldtægt: Jeg forstår stadig ikke hvorfor

Stop mobning

Men hun har også andre drømme. Efter hun har været med i Miss Danmark, har hun fået smag for velgørenhedsarbejde.

– Jeg vil hjælpe i kampen mod mobning. Når jeg hører om børn, der bliver mobbet, gør det helt ondt. Lige nu hjælper jeg nogle piger på en friskole, der laver et projekt om mobning, men jeg vil også gerne ud og holde foredrag. For eksempel på julemærkehjem, siger Cecilie, som på det seneste også har fået sit budskab ud på DR3 i dokumentarserien, ”Miss Perfect”, om Miss Danmark-konkurrencen, hvor Cecilie blandt andet fortæller sin historie om mobning.

De siger undskyld

Den har gjort indtryk. Ikke bare på andre, som selv er blevet mobbet, og som efterfølgende har skrevet til Cecilie. Men også på hendes gamle klassekammerater, som tidligere ikke behandlede hende særlig kønt. Nu møder de hende smilende, når de træffer hende på gaden eller i byen. Hilser, som var hun en gammel, god ven, og roser hende for hendes plads i Miss Danmark.

Hver gang, det sker, får Cecilie en mærkelig fornemmelse i kroppen.

– Næsten ved hver lejlighed har jeg sagt: ”Du var faktisk en del af det. Du var med til at mobbe”. Det er ikke svært at sige, for jeg synes, de skal mærke den dårlige samvittighed. Og de skal vide, at de har gjort noget galt, siger Cecilie og retter ryggen endnu mere.

Cecilies direkte facon har fået flere af dem til at undskylde. Og hver gang møder Cecilie undskyldningen på samme måde.

– Jeg tager imod deres undskyldning. Selvfølgelig gør jeg det.