Miss Danmark-finalist med barsk fortid: Jeg skar i mig selv

Monica Hougaard Jacobsen er bare 19 år, men hun har oplevet mere smerte, end de fleste andre gør i et helt liv. Som 10-årig fik hun konstateret kræft, og året efter døde hendes far af sygdommen. Det førte til svær depression og indlæggelser på psykiatrisk hospital.

– Det er aldrig for sent at kæmpe for et godt liv. Uanset hvor sort det ser ud.

Sådan lyder budskabet fra Monica Hougaard Jacobsen, som er en af de 30 finalister i Miss Danmark 2018. Og det er ikke bare tomme ord, som skal sikre, at hun vinder konkurrencen og dermed adgangen til at deltage i Miss World i Kina senere på året. 

Nej, den 19-årige pige fra Herlev har om nogen prøvet at kæmpe sig op af et sort hul og tilbage til livet. I dag stråler styrken og glæden ud af hende, og hun er dybt taknemmelig for, at hun som Miss Danmark-finalist får mulighed for at stå frem og vise andre, at der altid er et lys for enden af tunnelen. Selv når man har været igennem så hårde prøvelser, som hun har.

Det hele begyndte, da Monica var 7 år. Hendes far begyndte at vise forskellige sygdomstegn og fik blandt andet blodpropper i benene.

– Selv om jeg ikke var så gammel, kunne jeg godt se, at noget pludselig var anderledes, og at der måtte være et eller andet galt. Det var der så også, for efter en række undersøgelser fik min far konstateret uhelbredelig leukæmi. Herefter fulgte et langt og opslidende sygdomsforløb med mange hospitalsindlæggelser, og jeg vidste godt, hvor det ville bære hen. Det blev der ikke lagt skjul på, for så ville det være et endnu større chok for mig, når det endelig skete, fortæller Monica.

Fik selv kræft

Monica var bare 11 år, da hendes far døde. På det tidspunkt kendte hun kun alt for godt til sygdom og hospitaler. Året inden farens død havde Monica nemlig også selv fået konstateret kræft. For hendes vedkommende var der tale om en svulst i den venstre æggestok.

– Allerede som 8-årig var jeg begyndt at gå i puberteten, så ligesom min far havde jeg også været til en masse undersøgelser på hospitalet, hvor man kunne se på blodprøver, at mine tal ikke var, som de skulle være. Men det var først, da jeg var 10, at de opdagede, at det skyldtes en svulst. Jeg var dog så heldig, at de i mit tilfælde opdagede den lige i tide, så kræften stadig var indkapslet, og de kunne fjerne det hele ved en operation. Jeg undgik også kemoterapi, og man mener ikke, at det har påvirket mine evner til en dag at få børn, siger Monica lettet.

Dengang var det dog en kæmpe mundfuld for hende at skulle forholde sig til både sin egen og faderens dødelighed.

– Jeg husker tydeligt den dag, min mor fortalte mig, at jeg havde kræft og skulle opereres. Jeg var lige kommet hjem fra skøjteløb, og så ramte virkeligheden mig som en mur. Selv om min far også var igennem et kræftforløb, var det svært at overskue omfanget af det hele, for som 10-årig forstår man på ingen måde, hvad det vil sige. Hvad betyder det at have kræft, når man er 10 år? Jeg husker bare, at jeg bagefter tog på tankstationen med en veninde for at købe slik. Det kunne man bedre forholde sig til. Det var velkendt og trygt.

Læs også: Miss Danmark-deltager blev mobbet i skolen

Holdt en facade

Herefter fulgte til gengæld en lang periode med kaos, og Monica husker ikke alle detaljer fra denne tid. Selv om hendes operation var gået godt, skulle hun stadig til mange kontrolbesøg på hospitalet, så hun havde et højt fravær fra skolen og kom bagud både fagligt og socialt. Og det blev kun værre, efter hendes far døde.

– Man kan slet ikke forklare, hvad det gør ved et menneske, når et tæt familiemedlem går bort. Jeg ved bare, at jeg blev ekstremt sårbar og lukkede mine følelser inde. Jeg isolerede mig, når noget eller nogen kom for tæt på. Efter min fars død begyndte jeg ellers ret hurtigt i skole igen, men det var mere, fordi jeg ikke ville forholde mig til det, der var sket. Det var min måde at overbevise mig selv og andre om, at jeg da ikke var ked af det, og at de ikke behøvede at spørge ind til mig, for der var jo ikke noget galt.

Men sådan var det ikke i virkeligheden. Langt fra, indrømmer Monica.

– Jeg var mester i at putte en maske på og lade som om, jeg havde det godt. Men da jeg så blev 12 år, begyndte de negative tanker lige så småt at komme snigende, når jeg lå alene inde på værelset: ”Hvorfor skulle det lige ske for mig? Jeg er jo kun 12 år!”. Jeg fik det værre og værre og kunne næsten ikke få noget mad ned. Det var selvfølgelig et symptom på, hvordan jeg havde det rent psykisk.

Og Monica havde det virkelig ikke godt. Hun vidste det ikke på det tidspunkt, men hun var faktisk blevet ramt af en svær depression.

Så sort på livet

– Jeg var flov over, hvordan jeg havde det, og turde ikke sige det højt. Jeg burde jo være stærkere end det, tænkte jeg. Så udover at kæmpe med sorg og depression efter min fars død, skulle jeg også kæmpe med en skyldfølelse over at have det så dårligt, som jeg havde det. Så det endte med, at jeg begyndte at skære i mig selv i smug. Det var ren overlevelse, for jeg havde brug for at undslippe smerten oppe i hovedet, og idet jeg skar mig i armen, blev fokus flyttet derned. Så forsvandt de negative tanker for en stund.

Men tankerne vendte hele tiden tilbage. Monica tror ikke, at hendes familie vidste, hvor slemt det stod til, men de fik hende alligevel indlagt på et psykiatrisk hospital, da hun gik i 9. klasse, og det blev vendepunktet for hende. Dog ikke lige med det samme. Og ikke af den grund, man skulle tro.

– Jeg var indlagt ad flere omgange, hvor man gav mig medicin og psykologhjælp ud fra de forskellige diagnoser, man kom frem til, at jeg havde. Men det var bare den forkerte hjælp, følte jeg. Ikke noget ondt om personalet på hospitalet, men det var noget helt andet, jeg havde brug for. Jeg havde haft det dårligt i så lang tid, så det var ikke nok blot at ”komme mig i en kasse” og kradse lidt i overfladen. For det var ikke længere bare en sorg eller en depression, der skulle bearbejdes. Det var blevet en så fast del af mig at se sort på livet, så det kunne ikke bare fikses med lidt medicin og nogle psykologtimer. Jeg var stadig i gang med at reagere, så jeg tror heller ikke, at jeg ville hjælpes på det tidspunkt. Jeg var slet ikke klar.

Vejen tilbage

Dét, som til gengæld hjalp Monica meget, var, når hun sad alene og tegnede. 

– Jeg havde ikke rigtigt andet at lave, mens jeg var indlagt, så jeg begyndte at sidde og tegne øjne på et stykke papir, og jeg blev hurtigt grebet af det, for jeg opdagede, at jeg fik det godt, når jeg tegnede. Jeg fik mine følelser ned på papiret og ud af kroppen. Så jeg lavede næsten ikke andet og blev faktisk ret god til også at tegne andre ting, der lignede noget. Der var tegninger overalt, og jeg fik det bedre for hver eneste, jeg lavede. Så pludselig en dag, hvor jeg var hjemme på besøg hos min mor, kiggede jeg hende i øjnene og sagde: ”Nu gider jeg ikke have det dårligt mere. Det er slut med at skære i mig selv”. Så jeg flyttede hjem til min mor og skar ikke i mig selv igen. Jeg var fast besluttet på, at nu ville jeg have et godt liv.

På det tidspunkt havde Monica været væk fra undervisning i skolen i godt tre år. Mange af vennerne var efterhånden færdige med gymnasiet, og det var en hård erkendelse for Monica, at hun nu var et helt andet sted i livet.

– Så der kom selvfølgelig stadig negative tanker, og når det var værst, kom der også en lyst til at gøre skade på mig selv igen. Det var jo ikke sådan, at jeg trykkede på en knap, og så var tankerne væk fra den ene dag til den anden. Men hver gang, de kom, satte jeg mig straks ned og tegnede, og så kom jeg ind i en boble, hvor jeg havde det godt. Jeg lærte mig selv godt at kende og vidste, hvornår den var gal, og hvordan jeg skulle reagere.

Vil hjælpe andre

I dag er Monica helt rask i både krop og sind. Kræften er aldrig vendt tilbage, og det er depressionen heller ikke. Sorgen lever hun med som et ufravigeligt vilkår, men nu fokuserer hun i stedet på de gode minder om sin far.  

– Jeg er stolt af, at jeg har kæmpet mig igennem de svære perioder, og jeg er blevet stærkere af hver eneste ting, der er sket mig. Den styrke vil jeg gerne bruge til at hjælpe andre. Jeg har lært utroligt meget om empati, fordi jeg selv har gennemgået så meget, så jeg kan nærmest forstå enhver situation, siger Monica.

Monica ser det som sin vigtigste rolle, at hun bruger sine personlige oplevelser til at gøre noget godt. Derfor viser hun uden at tøve både sin sårbarhed og sine ar frem.

– Jeg har selvfølgelig haft mine overvejelser om at skulle vise mine ar i forbindelse med Miss Danmark, men jeg er hele tiden nået frem til, at det ikke er arrene, som definerer mig. Jeg er, som jeg er – med og uden ar. Og jeg kan heller ikke bare tage et viskelæder og fjerne dem. Tværtimod kan jeg bruge dem til at bryde et tabu og skabe opmærksomhed om en sag, og det er fantastisk på den måde at kunne vende mine oplevelser til noget positivt. Jeg vil gerne vise, at man sagtens kan have noget at byde på, selv om man ikke ser perfekt ud eller har en perfekt baggrundshistorie. Vi har alle sammen noget sårbarhed i bagagen, og det er helt okay. Det vigtige er, at man ikke giver op, for der er altid noget, man kan gøre for at finde glæden ved livet. Det er jeg selv et godt eksempel på.