Mobning førte til angst: Jeg følte mig værdiløs

I de små klasser var Ida en udadvendt, skoleglad pige, men da hun mødte op i 5. klasse efter sommerferien, var alt forandret. Pigerne holdt hende udenfor, og til sidst udviklede mobningen så voldsomt angst, at hun til sidst ikke kunne være alene.

Mobning førte til angst: Jeg følte mig værdiløs

Allerede før ordene bliver sagt, kan hun mærke nervøsiteten brede sig i kroppen. Hun kigger rundt i klassen og prøver at gennemskue, om hun denne gang kan få lov til at være sammen med pigerne. De fniser og har øjenkontakt med hinanden, men selv om Ida prøver at være imødekommende, føler hun sig usynlig.

– I skal finde sammen i grupper, siger klasselæreren, som Ida allerede havde forudsagt.

Selv om hun ved, hvordan det ender, prøver hun alligevel at spørge pigerne, om hun må være sammen med dem.

– Kan du ikke spørge nogle andre?

– Ej, det er lang tid siden, at det bare har været os.

– Vi er nok i gruppen.

For hver afvisning, hun får, breder der sig en modløshed i kroppen, og som alle de andre gange sætter hun sig over til drengene.

– Når jeg kom hjem fra skole, kunne jeg nærmest ikke huske, hvad vi havde lært. Jeg brugte så meget energi på at være sød og imødekommende, så pigerne måske havde lyst til at være sammen med mig. Hvis det endelig lykkedes at komme med i en gruppe, turde jeg nærmest ikke sige noget af frygt for, at jeg sagde noget forkert, fortæller 12-årige Ida fra hjemmet i Kværkeby lidt uden for Ringsted med sin mor ved sin side.

Uro i maven

Tårerne har nemt ved at finde vej til 44-årige Dorthe Kubels øjne, når hun mindes den tid, hvor hun sjældent så et smil på sin datters læber. I stedet så hun en trist pige, der gjorde alt for at blive hjemme fra skole.

Ida havde ellers altid været en udadvendt pige, der havde veninder omkring sig, som hun så efter skole eller mødtes med til fritidsaktiviteter.

Men da hun skulle begynde i 5. klasse efter sommerferien, var noget forandret. Pigerne var begyndt at gå med makeup og opførte sig mere modent, end Ida følte sig.

– I begyndelsen prøvede jeg at gøre det samme. Jeg tog makeup på og prøvede at gå med bh. Men det endte bare med, at en af pigerne mobbede mig med, at jeg lignede Linse Kessler, fortæller Ida, der begyndte at føle en uro i maven, når hun skulle i skole.

Når hun var der, ignorerede de andre piger hende, og ofte endte hun med at være sammen med drengene. De piger, hun havde snakket med førhen, værdigede hende ikke et blik, og til sidst holdt hun op med at forsøge at få kontakt. I stedet sad hun tit alene i frikvarteret.

Hjemme i huset i Kværkeby blev Idas mor, Dorthe, mødt af en slukøret pige. Ofte skulle Ida sidde i sin mors favn, så hun kunne mærke trygheden, og som tiden gik, var Dorthe den eneste, der kunne nå ind til den unge pige.

Følte sig forfulgt

– Allerede, når hun hørte mine forsigtige skridt på trappen op til hendes værelse om morgenen, råbte hun til mig, at hun havde ondt i hovedet. Nogle dage kom hun med på arbejde, eller jeg holdt hende hjemme, men hun skulle jo i skole, og det var simpelthen forfærdeligt at sende hende afsted, når hun havde det så skidt, fortæller Dorthe, der prøvede at kontakte både skolen og forældrene til de piger, der havde det svært med Ida – uden resultat. I stedet kunne Dorthe se sin datter få det værre og værre.

En dag, da Ida cyklede hjem fra skole, oplevede hun for første gang noget, som hun stadig har svært ved at forklare.

– Jeg havde følelsen af, at der var nogen, der fulgte efter mig. Når jeg kiggede mig omkring, var der ingen, men jeg havde følelsen, indtil jeg var hjemme, og det gjorde mig virkelig bange, fortæller Ida.

I den efterfølgende tid oplevede Ida flere gange, at katastrofetankerne tog over, og flere gange måtte hun sige til sin klasselærer, at hun havde ondt i maven, så hun kunne komme hjem.

Hun begyndte at følge sin mor rundt i huset som en utryg hundehvalp, og hun kunne mærke, at hjertet galoperede, hvis hun ikke vidste, hvor hun var.

Startede hos en psykolog

– På et tidspunkt kommenterede hun, at jeg havde hostet ret meget. Det havde jeg også, men det var bare almindelig hoste. Men Ida blev bange og spurgte, om jeg var sikker på, at jeg ikke havde fået kræft, fortæller Dorthe, der ofte blev ringet op af sin grædende datter, der gav hende følelsen af at være magtesløs.

– Det var så forfærdeligt at se sin datter have det så skidt, og jeg ville gøre alt for, at hun fik det bedre. Jeg vidste bare ikke, hvad jeg skulle gøre, fortæller Dorthe, der dog oplevede en forbedring, da Ida begyndte hos en psykolog.

Men problemerne i klassen kunne hun ikke fjerne. Der var ikke plads på andre skoler, så da Dorthe en dag faldt over en annonce om et Julemærkehjem, kunne Dorthe for første gang i lang tid mærke et smil på sine læber. Hun var ikke i tvivl. Det var præcis det, som Ida havde brug for.

Selvsikker og glad

– Er det ikke for tykke børn, var Idas første kommentar, da hendes mor begejstret fortalte hende om det.

Men Julemærkehjemmet var for børn, der generelt havde det svært. Ida sagde ja, men da tiden kom til at tage afsted, begyndte angsten at snige sig ind på hende igen.

De første par uger på Julemærkehjemmet Liljeborg græd Ida som pisket. Hun havde kun mulighed for at ringe til sin mor en halv time om dagen, og det var altid en ulykkelig pige, Dorthe havde i røret.

Selv om det gjorde ondt på Dorthe at høre sin ulykkelige datter, overtalte hun hende til at blive.

– Jeg vidste, at hun ville falde til ro, hvis jeg kunne give hende et kram, men i stedet fandt jeg et gammelt tørklæde, der duftede af mig, og gav hende med, og det hjalp. Så var der en velkendt duft midt i alt det nye, fortæller Dorthe.

Langsomt begyndte Ida at falde til. Hun fik nye veninder, og til trods for at hun altid havde hadet at løbe, fandt hun ud af, at hun faktisk var god til det, og efter opholdets 10 uger var det en smilende og selvsikker pige, der kom hjem til Ringsted.

En vild oplevelse

I mellemtiden var det blevet arrangeret, at Ida skulle gå en klasse om på samme skole, så hun kunne komme i klasse med nogle piger, som hun kendte i forvejen. 

– Det var en lettelse, at jeg kunne bruge min energi på noget andet end at gå og være bange. Jeg kunne være sammen med andre og ikke kun min mor, fortæller Ida, der under opholdet på Julemærkehjemmet blomstrede så meget op, at hun fik lyst til at fortælle andre, hvor stor betydning det havde haft for hende. Derfor holdt hun en dag et oplæg på skolen, hvor hun selvsikkert og smilende stod foran en masse mennesker og fortalte om sit ophold.

Og en dag blev Dorthe ringet op med en opfordring, som hun ikke kunne vente med at fortælle sin datter.

Ida var blevet udvalgt til at fortælle sin historie foran Kronprinsesse Mary på Københavns Rådhus i anledning af lanceringen af det nye julemærke.

Fra at gemme sig i sin mors favn trådte 12-årige Ida selvsikkert op på scenen den 29. oktober i år og fortalte sin historie, mens Kronprinsessen smilede til hende fra første række, og da Ida var færdig, strålende hun som aldrig før. 

– Det er det vildeste, jeg har prøvet, og hvis jeg selv skal sige det, synes jeg faktisk, at det gik ret godt, griner Ida, der for et år siden ikke havde troet på, at hun igen ville smile og se ubekymret på tilværelsen. Derfor er det også vigtigt for hende at give sine erfaringer videre.

– Selv om det hele virker håbløst, kan det godt blive godt. Jeg troede heller ikke på det. Heller ikke, da jeg kom på Julemærkehjem. Men vidste sig at være det bedste, jeg nogensinde har gjort.