Mobning sendte Martin i døden på sidste skoledag

Sidste skoledag skulle være en glad dag for 16-årige Martin og hans kammerater. I stedet endte dagen dybt tragisk. Flere års mobning kulminerede den dag med Martins alt for tidlige død.

Martin Bondtofte døde på sin sidste skoledag.

Mobning førte til en tragisk sidste skoledag

Chaufføren i lastbilen troede først, at skyggen på vejbanen var en papkasse. Klokken var 22.20, og han var på vej hjem til Jylland ad motorvej E20 på Fyn, da han pludselig blev opmærksom på den farlige situation.

I næste øjeblik så han, at "papkassen" var iklædt en skjorte, og at der stak en livrem frem. Men da var det for sent. Ifølge politirapporten havde han ikke en chance for at undvige. Sådan endte 16- årige Martin sit liv.

LÆS OGSÅ: 13-årig flygtede ind i døden efter 5 års mobning

Politiet konkluderede senere, at drengen enten var faldet eller sprunget ned på vejbanen fra broen ovenover.

Glædede sig til sidste skoledag

Tilbage sidder familie, kammerater, skole - ja et helt samfund - og spørger sig selv: Hvorfor? Og dernæst: Kunne vi have forhindret det?

Nu står Martins familie frem og fortæller om Martins sidste skoledag, som også blev hans sidste dag i live, i håbet om at andre kan lære af hans historie.

Martin var i et vældigt humør fra morgenstunden. Selv om den 16-årige skoleelev var godt træt af de fleste af sine kammerater i niende klasse på Højmeskolen i Odense på grund af en mobning, glædede han sig til dagen.

LÆS OGSÅ: Nadia tabte sig - vil aldrig mere udsættes for mobning

Fordi den betød et farvel til mobning og de ydmygende oplevelser.

Overvejede skoleskift

Det var slut med at blive kaldt øgenavne, slut med at blivet lukket ind i et skab eller badeværelse og slut med at blive holdt fast og blive smurt ind i skosværte.

- Det var tydeligt, at den grove mobning gik Martin på, så midt i skoleåret tog vi ham ud af skolen, og jeg tog på en ferie med ham til Tenerife, hvor vi diskuterede, om han skulle skifte skole.

Men der var ingen anden niende klasse i nærheden, og da skolen havde taget fat om problemet, mente Martin nok, at han kunne klare de sidste måneder, fortæller hans mor, Jeanet Bondtofte, 41.

Men i ugerne op til sidste skoledag tog den massive mobning til. Alligevel var Martin ikke skoletræt. Han havde fundet en efterskole, hvor han ville tage 10. klasse, og han glædede sig til at starte på en frisk.

Aldrig drukket sig fuld

Sidste skoledag er der tradition for, at eleverne klæder sig skægt ud, og den 16-årige fynbo var klædt ud i sin mors lidt for lange kjole og en militærhjelm, klar til at slutte sig til de øvrige elever i Munkemose ved Odense, hvor de unge plejer at samles for at markere, at skoleåret er slut.

LÆS OGSÅ: Mobning gjorde Therese syg: De sagde, jeg var klam

- Han var så glad den morgen og viste mig stolt sit nyudstedte pas, som han havde taget med i inderlommen, hvis han skulle få brug for at dokumentere sin alder over for en kassedame, fortæller Jeanet, der er kundekonsulent ved Kristelig Fagforening.

Selv om Martin ikke havde alkohol og aldrig havde prøvet at være fuld, havde han aftalt med tre kammerater, at de skulle dele en kasse øl.

- Det var efter aftale med os. Vi havde regnet lidt på det og fundet frem til, at selv om de drak det hele, var det i orden sådan en dag. Desuden havde vi fået at vide, at der ville være forældre til stede under festen.
Det havde vi stillet som en betingelse, forklarer Martins far, Kim, 53, der er selvstændig revisor.

Mor så ambulancen

Men Martin nåede ikke at få sin andel af drikkevarerne. Hen på aftenen forlod han festen i vrede, fordi han blev drillet.

Kl. 22.20 samme aften lå Martin død under en motorvejsbro på den fynske motorvej ved afkørslen til Assens, påkørt af en lastbil, som ikke nåede at undvige.

LÆS OGSÅ: Sascha blev lammet af mobning

Jeanet blev ringet op kl. 22.30 af en fra klassen, der fortalte, at Martin havde været væk længe, og at de var bekymrede for ham.

Hun satte sig straks i bilen og begav sig af sted. På vejen ud til festen så hun i den modsatte kørebane flere ambulancer og en lastbil, der holdt parkeret på motorvejen.

200 til begravelsen

- Jeg blev mere og mere nervøs og ringede til Kim for at få ham til at kontakte politiet. Da jeg kom ud til festen, var der ingen forældre til stede, som det ellers var aftalt. Det gjorde mig vred. Jeg fik at vide, at nogle af deltagerne havde drillet Martin, og at han havde truet dem med at hente sine større brødre, så de kunne hjælpe med at banke dem allesammen. Det var en helt ny side af Martin, der aldrig før har været aggressiv, fortæller Jeanet og fortsætter:

- Vi tror, at han har fået mere, end han kunne tåle, og at det kan være årsagen, fortæller Jeanet.

Ifølge politirapporten var Martins alkohol-promille på 1,6, da han blev indbragt på sygehuset.

- Vi har fået at vide af en psykolog, at første gang, man drikker meget alkohol, kan nogle af de ting, man ellers har gået og lagt låg på, godt komme op til overfladen, fortæller Jeanet, der sammen med den øvrige familie og omkring 200 gæster sagde endeligt farvel til Martin den 26. maj 2005 ved begravelsen i Risinge Kirke.

LÆS OGSÅ: De typiske tegn: Sådan opdager du mobning

Savner Martins kram

Midt i de mørke perioder har der også været lyse og rørende øjeblikke. Et af dem var en tale, som storebror Nicolai på i dag 24 holdt til Martins begravelse.

- Vi har lært, at vores børn har mange ressourcer, siger Jeanet og finder talen frem.

"Hver gang jeg kom hjem, kom han futtende og gav mig et lille kram. Savner det kram. Hvil i fred, Martin", står der blandt andet.

Martins yngste søster, Catharina, var dengang kun to år og husker ikke noget fra tragedien. Hun reagerede dengang ved at putte plaster på alle sine dukker.

- Når vi sådan græd, måtte det være fordi, der var noget, der gjorde ondt, siger Jeanet, der forklarede hende, at Martin lå og sov ovre ved fuglene, som er på hans gravsten.

"Livet er noget lort"

Efter begravelsen har familien Bondtofte, der også består af Matins brødre, Henrik, 28, Michael, 20 og hans to søstre, Christine, 19, Josephine, 17, forsøgt at kortlægge deres søn og brors færden.

- Politiet mente, at Martin sandsynligvis havde begået selvmord ved at springe ud fra broen. Det er også muligt, at det er det, der er sandheden. Men efter vores mening kan det også være tale om en ulykke, så det har været vigtigt for os alle at få mest muligt at vide om, hvad der foregik den aften, siger Jeanet, og Kim supplerer:

- Vi ved, at han forlod festen og gik et stykke vej over til en anden fest, hvor han ikke blev lukket ind. Da han gik, sagde han til pigen, der lukkede op, at "livet er noget lort". Da var klokken 22. Senere er han blevet set af et ældre ægtepar på motorvejsbroen, mens han talte i mobiltelefon. Fem minutter senere gik alarmen hos Falck og politi om ulykken.

LÆS OGSÅ: Mobning gav Louise en spiseforstyrrelse

Jeanet og Kim har brugt megen tid og energi på at fundere over, hvad Martin mente med, at "livet var noget lort".

Holder foredrag om Martin

I politirapporten, der er skrevet umiddelbart efter ulykken, er en af Martins klassekammerater citeret for, at han under festen havde sagt, at hans liv var noget lort, og at han lige så godt kunne springe ud fra en bro.

- Det er rigtigt, at der var sket meget skidt i Martins liv de sidste år. Den grove mobning gik ham på, og hans lillebror Michael var psykisk syg. Det tog også en del på ham, siger Jeanet.

Familien må i dag erkende, at det ikke er muligt at få svar på, hvad der skete de sidste minutter af Martins liv.

- Vi har valgt at give slip og bruge vores energi på noget mere konstruktivt, fortæller Jeanet, der sammen med sin mand og Josephine for nylig under overværelse af omkring 150 elever på Catharinas skole i Risinge holdt et timelangt foredrag om Martins liv og især det, der skete den skæbnesvangre dag og aften.

Hovedbudskabet var, at man ikke skal udsætte hinanden for mobning, og at der skal være voksne til stede ved et sådant arrangement.

Tårer i øjnene

- Og det skal være voksne, der er synlige og tør sige stop, hvis det udvikler sig og ringe til den unges forældre, hvis han eller hun har fået for meget at drikke. Og så skal de unge behandle hinanden ordentligt og passe på hinanden, selv om de ikke er bedste venner, siger Jeanet, der er sikker på, at familiens foredrag om mobning gjorde indtryk på de unge mennesker.

LÆS OGSÅ: Stella svarer igen på mobning med bikiniportræt

- Flere af dem sad med tårer i øjnene, og da vi var færdige, kom en elev op til os og takkede for et godt foredrag. Vi håber, at de taler om det i klasserne bagefter og lærer af det. Om Martin tog sit eget liv eller ej, får vi aldrig at vide. Men vi er overbeviste om, at det var mobningen og drillerierne, der førte til hans død. Var han ikke blevet udsat for mobning den aften, havde han ikke forladt festen. Så havde han levet i dag. Kan vi påvirke nogle unge med vores historie, har Martins død ikke kun været ulykkelig og smertefuld, siger Jeanet.

 

FORÆLDRENES GODE RÅD

Her er Jeanet og Kims gode råd til, hvad man som forældre skal være opmærksom på til sidste skoledag:

1. Sørg for at have opdaterede telefonnumre på forældrene i klassen.

2. Hold festen et sted, hvor der er voksne til stede. De voksne skal turde at være tydelige og sige stop og putte ungerne i en taxa, hvis de har det dårligt.

3. Kend klassekammeraternes adresser og telefonnumre.

4. Behandl hinanden pænt, også selv om man ikke er bedste venner. Selv om man har forskellig baggrund, kan man godt respektere hinanden.

5. Nogle drikker, andre gør ikke. Mange prøver det for første gang og ved ikke, hvad der sker. Pas på dem og hjælp dem, også selv om de bliver dumme af at drikke.

Skoleinspektøren: VI GRÆD

Jørgen Madsen, 64, var skoleinspektør på Højmeskolen og husker særdeles godt den ulykkelige sag om Martin, der døde sidste skoledag.

Han husker også, at der i årene forinden tragedien i perioder havde været indberetninger fra lærerne om, at Martin blev udsat for mobning.

- Det tog vi alvorligt og gjorde, hvad vi kunne for at bringe til ophør. Jeg synes, vi havde en god dialog med både Martins forældre, Martin selv og de øvrige elever og fik løst problemet på en god måde, fortæller Jørgen, der straks tog initiativ til et møde med Martins kammerater, et par psykologer og Martin forældre søndag efter tragedien.

- Jeg husker, at der blev grædt og snakket meget. Men vi kom ikke nærmere, hvorfor det endte så ulykkeligt, fortæller skoleinspektøren, der havde indtryk af, at Martin var en glad dreng, og Jeanet og Kim var meget ansvarsfulde forældre.

- Men hvis den grove mobning på sidste skoledag er gået ham på, og han har haft andre problemer at tumle med, er det muligt, at han under indflydelse af for meget alkohol har foretaget sig noget dumt. Men derfra og til at sige, at han bevidst har taget sit eget liv, er der langt, fastslår skoleinspektøren.

DENNE ARTIKEL BLEV BRAGT I UDE OG HJEMME NR. 24, 2010



LÆS OGSÅ: Caitlin tog kampen op mod mobning