Nannas mor bor i himlen: Nu er det bare os to

Heidi kæmpede en sej kamp mod kræften, men hendes hjerte slog det sidste slag 1. november 2018. Tilbage står 4-årige Nanna og hendes far, som hver dag kæmper med sorgen.

Nanna kigger op på den mørke himmel fra vindueskarmen i det lille værelse, hvor hendes mor tog den sidste udånding.

På himlen lyser en stjerne op. Hendes far har fortalt, at mors sjæl er en stjerne, og selv om hun ikke kan se hende mere, kan hun stadig snakke med hende.

– Jeg har fået en ny dukke, mor, siger hun, mens hun kigger op på nattehimmelen. Mor svarer ikke tilbage, men det ved hun godt, at man ikke kan, når man er i himmelen. I stedet putter hun sig ind i fars seng, som hun har sovet i, lige siden hendes mor tabte kampen mod kræften for få måneder siden.

I huset i Vejen står den sorte læderstol stadig ved vinduet foran fjernsynet. Det var det eneste sted, hvor 39-årige Heidi Jørgensen kunne holde ud at sidde, mens kræften overtog hendes krop og gjorde hende til en passiv tilskuer til sit eget familieliv. Men selv om stolen er tom, så smiler den rødhårede kvinde fra væggene og vidner om, at hun har sat et stort aftryk i hjerterne på den familie, der står tilbage.

– Nanna fortalte forleden om dengang, hun var ude og ride på heste sammen med sin mor. Det er dejligt, hun stadig har minder fra før sygdommen, men jeg ved også, at de fortager sig med tiden, siger 40-årige Johnny Momme fra spisebordet i midten af stuen.

Uhelbredeligt syg

Som vi skrev i Ude og Hjemme nr. 42 2018, mærkede den kun 39-årige Heidi Jørgensen en smerte i hendes armhule tilbage i sommeren samme år.

Dagen efter havde smerten bredt sig til hele armen, og der gik ikke lang tid, før lægerne måtte overbringe det livsomvæltende nyhed om, at de ikke kunne helbrede Heidi.

Alligevel var familien ikke parat til at opgive. Heidi fortsatte med behandlingen og spiste sundt, så hun kunne være der så længe som muligt for sin dengang 3-årige datter Nanna.

Men de lange ture til Esbjerg Sygehus trak på kræfterne, og til sidst var kroppen så svag, at hun måtte over i en kørestol, når hun skulle ind på afdelingen.

Når hun var hjemme igen, brugte hun de sidste kræfter til at sige hej til Nanna, når hun kom hjem fra børnehave. Men smerterne var altoverskyggende, og ofte kunne hun ikke andet end at sidde og kigge på sin familie.

– Nanna kunne godt mærke, at hendes mor ikke havde overskud, så hun trak sig meget fra hende, hvilket gjorde ondt på Heidi, for inderst inde vidste hun jo godt, at hun ikke havde så meget tid tilbage, fortæller Johnny, der fik orlov fra sit arbejde, så han kunne passe Heidi.

Se tv i stilhed

Mens Johnny prøvede at opretholde familielivet, blev Heidi stadig mere dårlig. En enkelt gang samlede hun kræfter til at sætte sig ud ved spisebordet, hvor hun sammen med Nanna formede kastaniedyr, men sygdommen havde til sidst overtaget kroppen så meget, at hun takkede ja til at komme på hospice.

– Jeg tror, hun vejede 40 kilo til sidst, og jeg kan huske, at lægen for første gang indirekte sagde, at hun nok ikke havde lang tid igen, fortæller Johnny, der nogle dage senere fik en opringning fra Heidi, der sagde, at hun gerne ville hjem.

Da hun den dag trådte ud af ambulancen i familiens indkørsel, bredte der sig for første gang i lang tid et smil på hendes læber. For en kort stund var der overskud til et knus til Nanna. De kunne sidde foran fjernsynet og se Ramasjang i stilhed, inden hun igen skulle ind i sengen.

– Jeg kan huske en aften, hvor jeg brød sammen og sagde til hende, at jeg ikke kunne undvære hende. Hun kiggede på mig og sagde ”det bliver du nok nødt til”, mindes Johnny, der kun kunne se passivt til, mens hans livs kærlighed til sidst var så tynd og afkræftet, at hun kun lignede skyggen af sig selv.

Smukt og sørgeligt

Alligevel var de ikke parat til at opgive drømmen om at blive gift. Datoen var sat til den 2. november. Ringene var bestilt, men da præsten kom over om formiddagen den 30. oktober og kiggede ind til Heidi, så var han ikke i tvivl.

– Han sagde, at han havde set en del syge mennesker i sin tid, og hvis vi ville nå det, så skulle det være nu. Så præsten tog ned til guldsmeden og fik fat i vores prøveringe.

Midt i sygdom og tappede kræfter kiggede Heidi og Johnny på hinanden med smil i øjnene. De fortalte, at de elskede hinanden, og til trods for, at de vidste, at deres tid sammen var ved at ebbe ud, så gav de hinanden deres ja.

– Det var det smukkeste og sørgeligste, jeg nogensinde har prøvet, siger Johnny, mens klumpen i halsen bygger sig op.

På parrets bryllupsnat sad der vågepersonale ved Heidis seng. Få meter derfra lå Johnny med Nanna ved sin side og frygtede, at der snart ville blive banket på døren med den besked, som han frygtede allermest.

Passer på Nanna

Da han vågnede dagen efter, havde Heidi det værre. Alligevel klarede hun sig igennem dagen, men da han den efterfølgende dag kom hjem fra børnehaven efter at have afleveret Nanna, kunne han høre sin kone ømme sig fra sygesengen.

– Jeg havde lige sat kaffe over, da de kom efter mig, fortæller han, mens han gnider øjnene i håndryggen.

– Jeg tog hendes hånd og sagde, at jeg nok skulle passe på Nanna. Jeg lovede hende, at hun ville blive en stor og dygtig pige, så det måtte hun aldrig være nervøs for. Kort tid efter kunne vi ikke mærke pulsen mere.

Den dag mistede Johnny den kvinde, han kun nåede at være gift med i mindre end 48 timer, og da han satte sig ind i bilen og kørte mod børnehaven, kunne han ikke holde tårerne tilbage.

Som så mange gange før trådte han ind på Nannas stue. Synet af sin far fik den lille pige til at lyse op i et stort smil, men da hun havde kastet sig i hans arme, lagde hun mærke til tårerne i hans øjne.

– Far, hvorfor græder du?

– Jeg er bare lidt ked af det, fik han sagt, mens Nannas smil havde forstummet sig. Hun kiggede sin far i øjnene, og da hun spurgte, om mor var død, kunne han bare nikke.

Tårerne trillede ned ad kinderne på den lille pige, og først efter en blid overtalelse indvilligede hun i at komme med hjem.

Hendes mor var allerede lagt i kisten, og Nanna tegnede en tegning og lagde den ned til hende, mens hun hviskede, at hun elskede hende.

Nyd hinanden

– Jeg tror ikke helt, at hun forstod, at hun ikke skulle se sin mor igen. Jeg ved, at Heidi i børnetermer prøvede at fortælle hende, at selv om man ikke er gammel, kan man godt dø, men det var som om, at der lige skulle gå noget tid, før det for alvor gik op for hende, forklarer Johnny her snart fem måneder efter Heidis død.

– I begyndelsen spurgte hun, hvor mor var henne. Jeg fortalte hende, at hendes sjæl var en stjerne, men hendes krop var nede på det sted, hvor vi lægger blomster. Det virker, som om hun godt kan forstå det, siger Johnny, der nu står alene med ansvaret for den lille pige, der mistede sin mor alt for tidligt.

Derfor er han begyndt at gå hos en psykolog, og han har sørget for at samle en gruppe mennesker omkring Nanna, hvor de hver uge snakker om, hvordan hun har det.

– Jeg følte egentlig ikke, at jeg havde behov for terapi, så det er forbyggende. For jeg skal være der for Nanna, uanset hvad der sker, forklarer Johnny, der går lange ture, hvor han klarer hovedet, så han har mentalt overskud til at klare de udfordringer, der kan være i hverdagen.

– Flere gange om dagen kan hun sige, at hun savner mor. Forleden dag græd hun i næsten en time, og så er der ikke andet at gøre end bare at kramme hende. Jeg har sagt til hende, at det ikke bliver ved med at gøre så ondt, men det kan jo være svært for en lille pige at forstå.

Når Johnny kigger tilbage på årene med sin kone, så er kærligheden ikke til at tage fejl af. Alligevel ville han ønske, at de havde været endnu bedre til at værdsætte hinanden.

– Da Nanna kom til verden, gik der bleer og praktik i den, og jeg fortryder, at vi ikke nød hinanden mere. Man tror jo, at man har masser af tid, men pludselig rammer lynet, og så er det slut, fortæller Johnny, der håber, at han med sin historie kan være med til at vise, hvor vigtigt det er at værdsætte de mennesker, man holder af.

– Husk at give hinanden et kys, når I kommer hjem, og sig til hinanden jævnligt, at I elsker hinanden. Vi har så travlt med alt muligt andet, men i sidste ende er det vigtigste de mennesker, som vi er sammen med.