Nu har hun fundet den ukendte mand fra toget

I flere dage har 23årige Sammie ledt efter den ukendte mand, som gav hende en rørende seddel i toget. Hun ville så gerne takke ham. Nu er han dukket op


I flere dage har den unge mor Sammie Welch efterlyst en ukendt mand fra toget. En mand, som gjorde en kæmpe forskel for den 23årige kvinde. Ikke at han hverken reddede hendes liv eller gjorde hende til millionær. Men han skrev en kort og rammende besked på bagsiden af et stykke papir, hvor han roste hende som mor
Manden havde under togturen diskret iagttaget, hvordan Sammie havde siddet med sin treårige søn, og hendes evner som mor havde rørt ham så meget, at han på vej ud af toget stak sedlen i hånden på hende sammen med 5 pund.

Du lærer din dreng god manere

"Tag en drink på min regning. Du er en gave for din generation, fordi du lærer din dreng gode manere," stod der.
Sammie følte ikke selv, hun havde gjort noget særligt som mor. Hun havde givet sin søn en madpakke. Grinet med ham. Underholdt ham og bedt ham om at holde sig for munden, når han hostede. Da der på et tidspunkt kom en anden passager, havde hun løftet sin søn op på skødet, så der blev en ledig plads.

Mindede ham om sin egen datter

Alt det havde manden observeret, og det ville han gerne belønne. Måske fordi Sammie mindede ham om sin egen datter.
"Jeg har en datter på din alder. En anden gjorde engang det samme for hende. Jeg håber, at hun bliver en ligeså god mor som dig, når hun engang får børn," sluttede brevet, hvor manden beskrev sig selv som "ham ved bordet med hat og briller."

Ledte efter ham på Facebook

Sammie sad med sin sovende søn på skødet, da han stak hende sedlen, og inden hun havde læst det, var han ude af døren. Det ærgrede hende efterfølgende, for hun ville meget gerne have takket ham for det lille skulderklap, som varmede efter en fire timers lang togtur på en kold januar dag.
I starten efterlyste hun ham bare på Facebook. Men hurtigt eksploderede den livsbekræftende historie. Især de engelske medier kastede sig over historien om den ukendte mand i toget. Endelig en nyhedshistorie, som ikke handlede om død og ulykke. Men om det bedste i mennesket.

Kæresten regnede ud, at han var den ukendte mand fra toget

Mens historien kørte på sit højeste, sad den 50årige Ken Saunders ydmygt i sit hjem i Brinkworth i England. Han vidste godt, hvem den ukendte mand var. Det gjorde hans kæreste også.
- Det er dig, de skriver om, er det ikke? sagde hun, da hun sad og bladrede i avisen. Hun vidste, at det præcist var den slags, som den betænksomme Ken kunne finde på. Også Kens 20årige datter kunne gennemskue, hvem der havde skrevet den seddel, som hele tiden var i avisen.
- Det var helt sikkert hans forfærdelige håndskift, har hun sagt til avisen MailOnline

Overvældet over mediedækningen

Det var godt set af både kæreste og datter. I dag er den 50årige Ken endelig stået frem, og han er selvfølgelig meget overvældet over den voldsomme mediedækning.
Selv husker han tydeligt togturen, hvor han kiggede på den unge mor og den søde dreng i den overfyldte kupe.
- Alt det hun gjorde, fik mig til at smile, og jeg kom til at tænke på mine egne børn, da de var små. Jeg tænkte bare, hvor er det en sød dreng, husker den 50årige gentleman, som tilfældigvis mærkede sin fem pund seddel i lommen, da han skulle have fat i sin billet. De penge skulle den unge mor i toget have.
- Jeg tænkte: Nu har hun lyst min dag op. Så vil jeg lyse hendes op, siger Ken Saunders, som også forklarer sin egen handling med en episode, som skete for to år siden.

Fremmede hjalp også hans datter

Dengang var der nemlig nogle fremmede mennesker, som gjorde en stor forskel for hans familie. Det var nytårsaften, da hans dengang 18 årige datter var kommet til at stå af på en forkert togstation. En ret uheldig fejltageles, som ikke lige kunne redes ved at tage et andet tog. Men heldigvis kom et venligt par forbi, som tilbød at køre den unge pige. Senere var hun igen uheldig, da hun var kommet til at smide sin togbillet væk. Men også her viste omgivelserne sig fra sin mest med-menneskelige side, da en tilfældig forbipasserende købte en ny billet til hende. Og mens hun ventede på den kolde station, fik hun pludselig en frakke over skuldrene af endnu et ukendt menneske.
"Godt nytår," sagde han, inden han forsvandt.
Nu var det Ken Saunders tur til at være venlig. I dag er hans fem pund sat ind på treårige Rylans børneopsparing. Og hans ord på sedlen varmer stadig Sammie, som er enlig mor.
- Jeg har været meget berørt. Han beviser jo, at der stadig er mange gode mennsker derude, og det var vigtigt for mig at vise, at jeg var taknemmelig, siger hun til MailOnline.