Nu hjælper Ulrika andre kvinder i krise: Mit liv var et stort kaos

Inden for en uge mistede Ulrika både sin mor og sin svigermor. De to bedstemødre betød alverden for familien. Dødsfaldene gjorde, at Ulrika fik angst og befandt sig i en krise. Hun blev tvunget til at lave om på sit liv.

Der er en grænse for, hvor meget et menneske kan klare. Den er forskellig for os alle, men de fleste ville nok føle, at den var nået, hvis de skulle gennemleve det, som Ulrika Hederberg og hendes familie har oplevet.

– Vi fattede ikke, hvad der var sket. Alt gik så hurtigt, og vi levede som i en boble. Selv om de begge havde kræft, er det utroligt, at de døde inden for så kort tid, siger Ulrika.

På blot en uge mistede Ulrika både sin mor, Anita, og sin svigermor, Kerstin. De var Ulrikas eneste familie ud over manden Magnus og deres sønner, Sebastian på 17 år og Olle på 14.

De to bedstemødre betød alverden for familien. Sebastian er født svært hjerneskadet. Han var 3 år, før han lærte at gå, og han har endnu ikke noget sprog. Bedstemødrene var familiens eneste aflastning.

Læs også: Christina fra Årgang 0: Nu tør jeg tale om mit livs krise

Livskrise

Ulrika havde et særligt nært forhold til sin mor. De talte sammen hver dag, og de så hinanden, så tit de kunne. Anita stillede gerne op som barnepige for Sebastian, når Ulrika og Magnus ville give lillebror eller hinanden lidt ekstra opmærksomhed.

– Min mor var min klippe. Jeg kunne altid ringe til hende, og pludselig var hun bare borte – kun 56 år. Jeg kan ikke beskrive min sorg med ord, siger 45-årige Ulrika, som bor i Norrköbing i Sverige.

Svigermor Kerstin døde også alt for ung som kun 58-årig. Hun havde været syg af kræft i fire år.

Samme sygdom kostede Anita livet, men for hende gik det hurtigt. Hun var kun syg et år, inden hun døde.

Hverken Ulrika eller Magnus har nogen forbindelse til deres fædre, så da deres mødre døde, havde de ikke mere familie tilbage.

– Jeg har en bror, men vi ser ikke hinanden, og Magnus er enebarn. Derfor var vores mødre vores eneste familiemedlemmer, og de eneste som hjalp os, når vi havde brug for det, fortæller Ulrika.

Og familien havde tit brug for hjælp.

Læs også: Tanja tabte sig 92 kilo: Sådan gjorde hun

Sebastian er udviklingshæmmet

– Både for vores parforhold og for lillebror Olle var deres aflastning meget værdifuld. Nu bor Sebastian på et bosted hver torsdag til fredag og hveranden weekend. Så kan vi stadig foretage os ting med Olle, som Sebastian ikke kan deltage i, uden at vi behøver at dele os op, fortæller Ulrika.

Første gang, Ulrika oplevede en livskrise, var, da de opdagede, at Sebastian ikke var som alle andre. I hans første leveår var han inde og ude af hospitaler hele tiden. Da han halvandet år gammel fik en svær influenza, blev han så syg, at lægerne måtte lægge ham i koma i en uge. Han var flere uger om at komme sig.

– Det var forfærdeligt. Han var døden nær, men jeg var næsten mere bekymret over min mavefornemmelse. Der var noget andet galt med Sebastian. Selv om han var 18 måneder, var han slet ikke i nærheden af at kunne gå, og han væltede, når han sad op. Muskulaturen fungerede ikke, og han kunne ikke tale, fortæller Ulrika.

Det lykkedes hende at overtale lægerne til at lave en MR-scanning af sønnens hjerne, og det viste sig, at han var svært udviklingshæmmet.

Sebastian mangler hjernevæv i tindingelapperne, og ved en senere udredning opdagede man, at han desuden har en kromosomfejl. Han er som en 2-årig dreng i en voksen mands krop, og han må have hjælp til alt.

Sadlede om

Hver gang, Ulrika havde for meget om ørene, kunne hun altid finde støtte hos Anita eller Kerstin. Da de pludselig var væk, blev Ulrika ramt af angstanfald og kom på beroligende medicin.

I dag er det 11 år siden. Dengang var Sebastian 6 og Olle 3 år.

– Tæppet blev revet væk under fødderne på mig, og jeg følte mig i frit fald. Hele mit liv var et stort kaos, og jeg havde det forfærdeligt. Hvis jeg ikke lavede mit liv om, ville jeg være gået i hundene, siger Ulrika.

Ulrika driver nu sin egen virksomhed, hvor hun arrangerer kurser for kvinder, som ønsker at lægge deres liv om.

Læs også: Født alt for tidligt: Jeg troede, min datter var død

Da hun blev ramt af dobbelt sorg, arbejdede hun som indkøber for et stort svensk firma. Et job, som hun ikke trivedes i. Hun havde ikke tid nok med sin mand og deres drenge, og hun tog derfor springet, sagde sit job op og uddannede sig som coach i Stockholm.

– Jeg er en inspirator for kvinder i krise. Jeg fokuserer på det positive og på fremtiden i stedet for at fokusere på det, som har været, fortæller Ulrika.

Hun har i høj grad ladet sig inspirere af sønnen Sebastian.

– Det bedste er, at Sebastian altid er glad og helt sorgløs. Jeg har virkelig lært meget af ham. Han lever i nuet – det er her og nu, og hans fokus er ikke nogen andre steder. Før kunne jeg ofte have mine tanker helt andre steder, og jeg skulle planlægge alting. Jeg kunne aldrig bare være, fortæller Ulrika.