Offer for hverdagens meningsløse vold: Erik var millimeter fra døden

På vej hjem fra en festlig bytur løb 34-årige Erik og hans tre venner ind i en voldsbande. Erik blev slået ned og bankede hovedet så hårdt i asfalten, at lægerne ikke vidste, om han ville overleve læsionerne i hjernen.

Slaget kom hårdt, uventet og pludseligt. Med strakte arme holdt Erik Mathiasson to af voldsmændene borte fra sig og var forsvarsløs, da et knytnæveslag traf ham på venstre kind. Han opdagede slet ikke personen, der ramte ham fra siden med det lammende slag.

Den 34-årige mand blev slået bevidstløs og bankede hovedet ned i asfalten. Skaderne var voldsomme, og senere betegnede lægerne det som et under, at Erik overhovedet overlevede.

Hans kindben var knust og hjerneskallen flækket. Erik havde massive blødninger i hovedet, og lægerne gav ham ikke mange chancer for nogensinde at vende tilbage til et meningsfuldt liv. På grund af de voldsomme læsioner på hjernen blev Erik holdt tre uger i kunstig koma, mens hans nærmeste familie forberedte sig på at tage den ultimative afsked med ham.

– Jeg vil resten af mit liv være taknemmelig for det fantastiske arbejde, som lægerne på Karolinska Sygehus gjorde for mig. Jeg er lykkelig for den nærhed og kærlighed, som jeg fik fra min kæreste Amanda, fra min familie og fra mine venner. Når jeg var nede i kulkælderen, var der altid folk parate til at tage sig af mig. Det gav mig styrken til at kæmpe, siger Erik Mathiasson.

Næsten som Jesus

Når man møder den smilende mand, er det svært at forestille sig, hvor tæt han var på at dø.

Erik er tilbage på job, og han har overskud til at lave sjov.

Nogle måneder efter overfaldet i Stockholms centrum klædte han sig pænt på og tog til hospitalets neurologiske intensivafdeling for at udtrykke sin taknemmelighed over den behandling, han havde fået. Han anede intet om det sygdomsforløb, han havde været igennem, enten fordi han lå i koma eller fordi hans hukommelse svigtede.

– En kvinde på hospitalet kom imod mig og spurgte: ”Hedder du Erik?”. Da jeg svarede ja, sagde hun: ”Åh herregud, lad mig lige hente de andre”. Afdelingschefen kom også til, selv om han var travlt optaget af noget andet. Til sidst stod syv-otte mennesker omkring mig. Nogle græd, og andre stirrede blot på mig, som om jeg var Jesus, fortæller Erik Mathiasson med et smil.

Slog ikke igen

Natten til søndag den 29. maj 2016 blev Erik og tre af hans venner udsat for uventet og meningsløs vold. På vej hjem fra en bytur i Stokholm centrum løb de ind i en bande mænd i 20’erne, der åbenlyst søgte ballade. De fire venner forsøgte at undgå problemer, men helt uprovokeret gik de unge løs på dem. Den ene af vennerne fik brækket en næse og en anden et ribben.

Men værst gik det ud over Erik, der længe svævede mellem liv og død.

– Jeg forsøgte forgæves at forsvare mig. Men i dag er jeg glad for, at jeg ikke slog på nogen af overfaldsmændene. Jeg ved af bitter erfaring, at blot et enkelt slag kan være skæbnesvangert. Det kan ændre alt for et menneske, siger Erik.

Mod alle odds

Hans kæreste, Amanda Göransson, 28, opholdt sig i parrets lejlighed, da hun klokken 4.30 om morgenen fik besked om overfaldet. Hun tog en taxa til hospitalet, og ved ankomsten blev hun orienteret om Eriks omfattende skader på hjernen, og at han var lagt i koma.

– Seks læger stod omkring Eriks seng, og jeg kunne høre lyden fra maskinerne, som han var koblet til. Jeg gik i panik ved synet af alle slangerne og var overbevist om, at Erik var død. Det hjalp ikke, at en læge sagde ”nej, han er ikke død”, fortæller Amanda.

Situationen var yderst kritisk. Senere fik Amanda at vide, at lægerne ikke troede, at hendes kæreste ville overleve. Væsketrykket i hovedet var stort efter slagene, og hjernen var svulmet op.

Men imod alle odds vågnede Erik efter tre uger i koma. Lægerne har ikke været i stand til at forklare, hvorfor eller hvordan han kunne klare sig så godt. Statistisk set var der stor risiko for, at han enten ville blive lam eller pådrage sig andre fysiske mén.

Først efter en uge var Erik i stand til at sige noget, og efter endnu et par uger begyndte hans hukommelse at fungere. Erik fortæller, at hans øjne kunne registrere alt, men indvendig i ham var alt kaos.

– Jeg var utrolig rystet og forvirret, da min bevidsthed og hukommelse vendte tilbage. Først da jeg i en lille patientbog læste om og så billeder af alt det, jeg havde været igennem, kunne jeg indse alvoren i min situation, siger Erik.

Sætter pris på de små ting

Retssagen mod Eriks overfaldsmand blev indledt i maj 2017. Den 20-årige gerningsmand blev idømt 180 timers samfundstjeneste samt to års betinget fængsel for vold. En taxachauffør havde optaget en film af den meningsløse vold, og én af voldsmandens venner blev ført som vidne. Han græd, da han pegede på gerningsmanden og fortalte om tragedien.

I slutningen af 2017 vendte Erik efter 14 måneder tilbage til sit job som digital marketingsmedarbejder. Sygdomsforløbet havde kostet ham mange penge, men det værste er de mén, som han pådrog sig efter overfaldet. Erik vil ikke gå i detaljer med hvilke fysiske og psykiske skavanker, han har fået, men vil bruge kræfterne på at se fremad.

– Jeg var millimeter fra at dø. Lægerne er ikke engang i stand til at fortælle, hvorfor eller hvordan jeg overlevede. Oplevelsen gør, at jeg i dag sætter pris på små ting, som jeg førhen tog for givet. Bare det at sidde sammen med verdens dejligste kæreste, Amanda, og høre vores hund lege bag os, gør mig lykkelig. Det var noget, som jeg før tog for givet og slet ikke tænkte over, siger Erik Mathiasson.

Voldsofferet er overbevist om, at hans positive natur, samt ikke mindst støtten fra sine nærmeste, har været med til at få ham helskindet igennem det, der kunne være endt som den helt store tragedie.

– Jeg vil give andre i min situation det råd, at de aldrig skal give op. I samme øjeblik du begynder at tvivle på, om alt bliver godt igen, har du tabt, siger Erik.