Opereret for fedme to gange

Selvom lægerne to gange har forsøgt at hjælpe Liselotte af med sin overvægt med operationer, er hun stødt blevet ved at tage på. Nu lever hun med smerter og depression.

To fejlslagne fedmeoperationer har gjort tilværelsen til et rent helvede for Liselotte Nielsen, der er mor til seks-årige Kenneth. Hun lider nu af en dyb depression og slås dagligt med fysiske smerter, permanent sult og opkastninger.

Snoren blev ikke placeret korrekt
- Hvis jeg ikke havde Kenneth, tror jeg ikke, jeg ville have været i live i dag, fortæller Liselotte.
I marts 2007 skulle hun have sin første operation mod sin overvægt. Hun vejede da 115 kilo og fik foretaget en såkaldt gastrisk binding, der betyder, at patienten får en snor sammen om mavesækken.
- Derved skulle jeg miste appetitten og ikke have så megen plads til mad. Men snoren blev ikke sat rigtigt fast. Så jeg endte med at tage på, fortæller Liselotte, der blev opereret igen syv måneder senere. Men heller ikke denne gang lykkedes det at få placeret snoren ordentligt. Nu vejer hun 122 kilo.

Håber, at tredje gang er lykkens gang
De mislykkede operationer, de permanente smerter og den dårlige samvittighed har gjort, at Liselotte nu er brudt sammen psykisk.
- Jeg får lykkepiller for at holde mig oppe, fortæller Liselotte.
Nu gælder det den tredje fedmeoperation.
- Næste gang, jeg skal under kniven, håber jeg, at blive indstillet til en gastrisk bypass, hvilket vil sige, at lægerne frakobler noget af min tyndtarm. Mit allerstørste ønske er at tabe mig, så næste gang skal det bare lykkes, slår den 25-årige fast.


LÆS OGSÅ:

Sygdom skilte mor og datter

Vores liv er ødelagt