Opkalder søn efter dræbt bror

Lille Danni er opkaldt efter onkel, som døde i forsøget på at redde en anden.

Danni Nielsen døde, da han ville redde en kollega fra at begå selvmord på togskinnerne i Hillerød.

Kollegaen slap uden en skramme på kroppen, men Danni blev ramt af toget, og efter 20 minutters forsøg på at genoplive ham døde han af indre blødninger, kun 17 år gammel.

Allerede kort efter Dannis død spurgte hans halvandet år yngre lillesøster, Michelle, deres mor, Jannie, om hun måtte opkalde sin søn efter Danni, hvis hun engang fik en lille dreng. Det er nu sket. Lille Danni er 11 måneder og lykkeligt uvidende om sin onkels tragiske død, men hans navn har en historie, som han engang vil få fortalt, når han er gammel nok til at forstå det.

- Navnet er til ære for min storebror, fordi han døde alt for tidligt og på så uretfærdig en måde. Det var lidt underligt i begyndelsen at sige Danni til min søn, men nu føles det helt fint. Jeg kan jo ikke huske, hvordan min storebror var som baby, så jeg sammenligner dem ikke.

Lille Danni er lille Danni, og store Danni er store Danni, siger Michelle, 22. Det skaber naturligvis lykke i familien, at der er kommet en lille ny Danni, og navnet vil altid minde dem om noget godt, som desværre blev taget fra dem alt for tidligt.

Læs om Michelles brors skæbne i det nye Ude og Hjemme på gaden 21. januar.