P-piller gav Berit blodpropper

I flere uger gik 24-årige Berit Nielsen rundt med feber og ondt i kroppen. Da hun en dag faldt om på sit værelse, fandt hun ud af, at det ikke var influenza, men i stedet livstruende blodpropper, sandsynligvis forårsaget af hendes p-piller.

Foto: Morten Mejnecke
Berit! 54-årige Bente Nielsen råber på sin 24-årige datter fra stuen i huset i Vordingborg. Hendes værelse ligger få meter fra stuen, men selv om Bentes kalden bliver mere og mere insisterende, er der intet livstegn. Et ligblegt ansigt og ukontrollerede bevægelser er det syn, der møder Bente, da hun ser sin datter liggende på gulvet.

- Hvad er der galt? spørger Bente, men datteren svarer ikke.

- Min første tanke var, at hun var kommet til skade, men jeg kunne hurtigt se, at der ikke var tale om en faldulykke eller lignende, da jeg så hendes ansigt, fortæller 54-årige Bente, der til daglig har et fleksjob.

Bente ringer 112, og kort tid efter stormer en flok reddere ind på Berits værelse, lægger den ligblege pige på båren og kører mod Næstved Sygehus.

I flere uger forinden har Berit været forkølet, varm i kroppen og haft ondt i halsen. Men hver gang hun går til lægen, bliver hun sendt hjem med beskeden om, at hun har en virus. Antibiotika hjælper ikke på Berits symptomer, og den 24-årige pige fra Vordingborg får det bare værre.

Flere blodpropper
På sygehuset i Næstved kan lægerne konstatere, at hendes blodtryk er skræmmende lavt, og en hjertescanning viser, at der er en stor blodprop i højre lunge samt flere små i venstre.

- Jeg spurgte lægen, om jeg kunne dø. Men han svarede nej, fordi jeg var i behandling. Men hvis jeg ikke var kommet ind, havde det helt sikkert udviklet sig til at blive livstruende, siger Berit.

På det tidspunkt skænker hun ikke sine p-piller en tanke. Men for lægerne på Næstved Sygehus er det ikke første gang, de får en ung pige med Berits symptomer ind, og de mistænker hurtigt Berits p-piller, der er af mærket Modina.

Uhyggelig taxatur
Behandlingen virker, og efter et par dage bliver hun udskrevet med beskeden om, at hun skal holde sig i ro. Berit følger lægens råd og holder sig hjemme i huset i Vordingborg. Men allerede dagen efter får hun igen smerter.

Efter en kort undersøgelse kan Berit dog ånde lettet op. Smerterne er eftervirkninger fra de blodpropper, der netop er fjernet fra hendes lunger. Symptomerne er helt normale, og efter et par dage kan hun igen tage hjem.

I dag tager hun blodfortyndende medicin på grund af blodpropperne, der var tæt på at koste hende livet. Men tanken om, at de små p-piller kunne gøre så meget skade, er stadig skræmmende.

- Jeg ville ønske, min læge havde taget nogle flere prøver. Jeg fik antibiotika, men det hjalp ikke, og så sendte han mig bare hjem. Det var ikke i orden. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at hvis min mor ikke havde været hjemme den dag, så er det ikke sikkert, at jeg var nået på sygehuset tids nok til, at de kunne redde mig. Så jeg er trods alt taknemmelig.