Pernille brød sammen med stress: Jeg skulle have ro

Pernille troede, hun kunne magte at være mor, hustru og have job på fuld tid. Men hendes datter sov kun 20 minutter ad gangen, og efter tre år knækkede Pernille. I flere måneder lå hun bag nedrullede gardiner. Nu bruger hun sine erfaringer med stress til at hjælpe andre.

Pernille Neess Blix glemmer aldrig den weekend i januar 2013, da hendes verden brast. Hendes krop var udpint. Pernille og hendes mand, Frank, skulle have en tiltrængt friweekend, hvor de bare skulle nyde hinanden i villaen i Otterup, mens deres to små børn blev passet af bedsteforældre.

Men det kom til at gå helt anderledes og noget mere dramatisk. Den lørdag gav den 27-årige fynske kvindes krop op efter tre års fysisk og psykisk udmattelse. Årsagen var, at hun ikke havde sovet ordentligt én nat i flere år.

I stedet for at hygge sig med Frank endte hun på Psykiatriske Skadestue på Odense Universitetshospital. Fuldstændig drænet for energi.

Bukkede under for stress

– Vi havde købt mad udefra. I bilen på vej hjem blev jeg svimmel, og Frank holdt ind til siden. Jeg sad med hovedet mellem benene og mærkede en fysisk trods-reaktion fra min krop, som jeg aldrig før havde oplevet, fortæller Pernille, 33.

– Hjemme ville jeg lægge mig med et ugeblad, men jeg kunne hverken læse eller finde ro. Min krop begyndte at ryste, og jeg gik i seng. Men det blev bare værre og værre. Søndag følte jeg ikke længere, at jeg kunne være inde i min krop.

– Jeg husker ikke engang turen hjem fra hospitalet i Odense til Otterup. Hjemme igen kunne jeg ikke andet end at sidde på gulvet og stirre ud i luften. Det var helt galt, og mit livs mest ubehagelige oplevelse. Men den blev også et vendepunkt, fordi jeg på en barsk måde fik et vink om, at det ikke kunne fortsætte på den måde.

Når Pernille fortæller sin historie, ligner hun prototypen på en lykkelig mor, hustru og kvinde. Børnene Alberte, 9, og William, 7, kommer på skift forbi med enten en hamster eller en hund på armen, og giver deres mor et kærligt knus. Her ånder alt fred og idyl, og udsigten over åbne vidder er en lise for sjælen.

Fik aldrig sovet

Men Pernille gemmer på en barsk historie. Hun elsker sine børn over alt, også selv om den ældste, Alberte, nær havde taget livet af hende.

Torsdag den 18. juni 2009 fødte Pernille en velskabt datter på Odense Universitetshospital. Alberte var et ønskebarn, men hendes ankomst til verden blev starten på et årelangt, fysisk mareridt for den nybagte mor. Alberte ville nemlig ikke sove.

– Når hun endelig faldt i søvn, var det kun 20 minutter ad gangen. Jeg kunne stille mit ur efter hende, ligegyldig om det var nat eller dag. Hun sov 20 minutter og ikke et sekund mere. Jeg lå anspændt som en flitsbue i sengen og ventede på, at Alberte skulle vågne igen. Jeg var aldrig i dyb søvn, og hver nat var jeg oppe mindst 20 gange, fortæller Pernille.

– Det var ren tortur, og til sidst drejede det sig for mig kun om at overleve. Jeg var så træt, at jeg ikke kunne tænke klart. Mit liv og dagligdag drejede sig kun om barnegråd, bleskift, amning og en konstant træthed, der gjorde både fysisk og psykisk ondt.

Orkede intet

Familien flyttede fra Odense til Otterup, og mandag den 8. december 2011 blev William født. Selv om det havde været halvandet svære år uden ordentlig søvn for Pernille, håbede hun, at alt ville blive bedre, når Alberte fik en lillebror.

Hun arbejdede som social- og sundhedsassistent, og på trods af konstant træthed forsøgte hun at undertrykke sine egne behov for søvn.

Pernille troede, hun kunne det hele som mor, hustru og med job på fuld tid. Men flere år uden søvn krævede til sidst sin pris, og den weekend i januar 2013 styrtede verden sammen omkring hende

– Min mand tog over, og han var trods et fuldtidsjob som elinstallatør en fantastisk støtte. Han afleverede og hentede børnene, handlede, lavede mad og gjorde rent. Jeg kunne ikke noget som helst, fortæller Pernille.

Hun lå i sin seng bag nedrullede gardiner og kunne ikke andet end glo ud i luften. Pernille havde ingen sociale relationer og hvis hendes forældre var på besøg, måtte hun være i enerum med dem.

– Det lyder sært, men jeg kunne ikke have noget med andre mennesker at gøre. Hvis min mor sagde noget til mig, måtte jeg lukke øjnene og koncentrere mig, hvis jeg skulle forstå det. Hverken min læge eller andre kunne forklare mig, hvordan jeg skulle komme på fode. Men ingen var i tvivl om, at det var årene uden søvn, der havde sendt mig i brædderne, siger Pernille.

Læs også: Så farligt er stress

Mit eget tempo

Den 33-årige kvinde konsulterede talrige eksperter inden for f.eks. zoneterapi, kiropraktik, akupunktur og kinesiologi. Langsomt begyndte Pernille at indse, at hun i årevis havde fortrængt sine behov via et overlevelsesinstinkt, der ikke gav hende lov til at mærke træthed. Det var børnenes ve og vel frem for alt andet.

Hun opsagde sit job som social- og sundhedsassistent og besluttede at være herre i sit eget liv. Pernille ville ikke længere leve med en livstruende hvilepuls på 220. Hun ville i stedet finde lykken og sit eget jeg. Pernille besluttede at blive selvstændig og bruge sine erfaringer til at hjælpe andre. I forvejen havde hun en uddannelse som massør, og hun tog kurser i forskellige former for terapi.

I august 2014 åbnede hun klinikken ”No stress” på hjemmeadressen i Otterup, og her tilbyder hun både massage for velvære og helbredende behandlinger. Hun hjælper alle mulige mennesker i alle aldre med at få et bedre liv, og Pernille har fundet balance i livet.

– I de første 2-3 år efter, at jeg var ramt af stress, arbejdede jeg i mit eget tempo, og hvis det kun var én time om dagen, så var det kun én time. Jeg startede min egen genoptræning, og jeg skal stadig passe på mig selv. Det var lidt lige som at have haft en hjerneskade, og jeg havde brug for ro og mange pauser. Nogle gange var det for meget for mig, hvis både Alberte og William talte til mig på én gang. I dag kan jeg rumme meget mere og har kræfter til andet end blot at arbejde, siger Pernille.

Hjælper andre

I øjeblikket hjemmeunderviser hun Alberte og William, fordi de begge begyndte at udvise symptomer på stress og social afvigende adfærd. Hun kunne se, at de ikke trivedes.

– William begyndte at bruge et voldsomt sprog, og Alberte var tit syg og måtte blive hjemme. Jeg kunne se i deres øjne, at de ikke havde det godt. De havde konstant hovedpine, og jeg kunne fra mine egne erfaringer genkende mønstre i deres adfærd.

– Nu tager vi en periode uden skolegang, men måske vender de tilbage. Min egen sygdom gør, at jeg er ekstremt opmærksom på de signaler, som mine børn sender. De skal ikke havne i den samme situation, som jeg var i.

Den unge mor ser ud over det smukke, fynske landskab uden for vinduerne, og lader tankerne flyve. Hun ville ønske, at hun inden Albertes fødsel havde vidst, hvor vigtigt det er for en mor at få søvn og hvile.

Pernille troede i flere år, at hendes stress og træthed ville forsvinde af sig selv. Det gjorde den ikke, og ingen advarede hende.

– Min historie gør, at jeg må påtage mig et større ansvar for Alberte og William, når jeg kan se, at de ikke har det godt eller trives. Det er én af de ting, som de svære år har lært mig, siger Pernille.