Peter Brixtoftes datter Marie: Jeg kunne ikke redde far

Som barn glædede Marie sig til tirsdage. Det var den dag, hendes far var nærværende og alkohol fraværende. Hvor de kunne danse rundt til jødisk folkemusik og se Olsen- Banden. Men som tiden gik, blev glæde vendt til skuffelse, når alkoholen spændte ben for det nærvær, som Marie higede efter hele sin barndom.

– Min far kommer om lidt, siger den 13-årige Marie til tjeneren på Krogs Fiskerestaurant i Indre København, hvor hun venter på sin far, Peter Brixtofte, der er den, der kan dulme fraværet af hendes mor, som hun er flyttet fra nogle måneder tidligere.

Hun har pjækket de sidste timer, og nu glæder hun sig til at snakke med sin far. Mærke hans nærvær og få at vide, at det hele nok skal gå.

– Hvad er klokken? spørger hun kort tid efter.

Det er tyve minutter siden, at hendes far skulle være kommet. Måske skal hun gå op på Christiansborg. Men hvad, hvis han er på vej ned til hende, og de går forbi hinanden? Hun låner i stedet telefonen i restauranten, og da sekretærens søde stemme fortæller hende, at hendes far sidder i møde, tager hun hjem.

Mørket er faldet på, da han viser sig i døren. Marie holder fast i håbet om, at der stadig er mulighed for at få hans opmærksomhed. Bare for en kort stund. Men da hun hører den genkendelige lyd af vin, der bliver hældt op i et glas, ved hun, at løbet af kørt. Nu bliver far nemlig snart ”træt”.

– Far var et af de mest fantastiske mennesker, når han var nærværende og ædru. Han kendte ikke ordet snob, og du var lige vigtig, uanset om du var kendt eller skraldemand. Han havde en kæmpe omsorg for andre, og jeg har aldrig været i tvivl om, at han elskede mig. Desværre prioriterede han alkoholen højere, fortæller 40-årige Marie Magne Brixtofte fra Hellerup, hvor hun bor med sin mand og tre børn.

Skulle klare sig selv

Marie flyttede med sin mor til Mols, da hun var 8 år, fem år efter at hendes forældre blev skilt, men hun savnede både sin far og vennerne. Derfor plagede hun i lang tid sin mor om at få lov til at flytte tilbage til sin fødeby Farum, hvilket lykkedes, da hun var 13 år.

Men gensynet med faren var anderledes, end hun havde forstillet sig. Hver dag var der vin på bordet, og Marie fandt ud af, at hvis hun skulle have en nærværende samtale med ham, skulle hun stå tidligt op om morgenen. Om aftenen faldt han i søvn i sofaen med en flaske rødvin ved sin side.

– Jeg lærte hurtigt, at jeg skulle klare mig selv, så i stedet for at blive skuffet havde jeg en indre dialog, hvor jeg argumenterede for, hvorfor det var sådan. Han havde jo travlt. Han var borgmester, og det var et vigtigt arbejde, fortæller Marie, der kunne se den skærende kontrast til sit eget hjem, når hun besøgte sine veninder.

Her sad familien ved bordet med grin og smil, som hun kendte hjemme fra sin mor. Men da hun en dag prøvede at fortælle sin far, at han skulle drikke mindre, blev hun fejet af. Han var ikke alkoholiker. Han kunne sagtens stoppe, argumenterede han.

– Jeg blev paf og tænkte, at så måtte han leve sit liv, og jeg måtte leve mit. Men når jeg kigger tilbage, kan jeg jo se, at mange af mine handlinger handlede om, at jeg higede efter hans opmærksomhed. Når jeg ikke kunne få den på normal vis, prøvede jeg med andre metoder, fortæller Marie, der udviklede en spiseforstyrrelse og derigennem underlagde sig selv kontrol med alt, hvad hun foretog sig.

Styr på det hele

I en periode stod hun op halv seks om morgenen for at løbe tre kilometer. Derefter lavede hun lektier, før hun tog i skole, så hun kunne undgå den utrygge stemning derhjemme og i stedet være sammen med sine venner. Men selv om kiloene raslede af den unge pige, lagde hendes far ikke mærke til det.

– Udadtil virkede jeg nok bare som en pige, der havde tjek på tingene. Jeg var rigtig god i skolen og tynd, fortæller Marie, der aldrig fortalte til nogen, hvordan hun rigtigt havde det.

– Jeg havde en følelse af, at det kun var mig, han gjorde ked af det. Det kunne jeg jo klare, så jeg kunne ikke se nogen grund til at ødelægge noget for ham. Jeg kunne bære hans skam. For når han var i fjernsynet eller til offentlige arrangementer, var det ikke til at se, at han havde et misbrug, fortæller hun.

Teenagelivet var fyldt med fester i København med alt, hvad det indebar, og hun begyndte at tage afstand fra sin far.

– På et tidspunkt sagde jeg til ham, at jeg ikke ville se ham, hvis han var fuld. Jeg håbede jo inderst inde, at han ville holde op med at drikke. At jeg var vigtig nok til, at han holdt op, men der skete det modsatte. Han blev vred og bebrejdende, fortæller Marie, der trods en succesfuld karriere i London stadig bar rundt på en sorg og en dårlig samvittighed over, at hun ignorerede hans opkald og sms’er.

En afgørende drøm

I perioder så de hinanden. Hun nød de gode stunder. Andre gange kunne der gå måneder, hvor de ikke havde kontakt, og selv om hendes far kom i afvænning, valgte han i sidste ende flasken.

Den 8. november 2016 var Marie på vej ned at træne, da hun fik den opringning, som hun hele sit liv både havde frygtet og forventet ville komme. Hendes far var fundet død i sin lejlighed. Han blev 66 år.

Mens medierne kørte breaking news med nyheden om den tidligere borgmester og skatteministers død, prøvede Marie at forstå, at hun aldrig skulle se sin far igen. Selvbebrejdelsen skyllede ind over hende, og følelsen af, at hun havde været en dårlig datter, var altoverskyggende.

– Jeg kunne ikke lade være med at tænke på alle de ting, jeg kunne have gjort anderledes. Var det overhovedet så slemt med den alkohol? Alle de gange, hvor jeg ikke havde taget telefonen, når han havde ringet eller ignoreret hans beskeder. Så jeg havde en lang periode, hvor jeg ønskede, at jeg kunne gøre alt om, fortæller Marie, der nogle måneder senere var i Dubai, hvor der en nat udfoldede sig en drøm, som fik afgørende betydning for hendes sorg.

– Jeg drømte, at min far blev genoplivet, og jeg og mine søskende var lykkelige. I drømmen beklagede vi os ikke over, at han drak. Faktisk skænkede vi vin til ham, men som tiden gik, begyndte vi at blive bekymrede for hans misbrug. Vi ville have ham til at stoppe, og drømmen sluttede med, at han igen døde. Lige der vidste jeg, at jeg ikke ville gøre noget om, selv om jeg havde muligheden for det. Alt, hvad jeg havde gjort, handlede jo bare om, at jeg elskede min far, fortæller Marie, der i dag arbejder som psykolog i Børn, Unge & Sorg.

Far ville have været stolt

Marie har netop udgivet bogen ”Kun når det regner”, der handler om at vokse op med en far, der er alkoholiker. En bog, der er skrevet for at bearbejde alle de tanker, der er forbundet med den evige higen efter sin fars opmærksomhed og kampen for at få ham til at holde op med drikke.

I dag har sorgen fundet et lejde, hvor hun mindes de gode ting, og selv om hendes linje gennem livet har været kontrollen, har hun arbejdet for at slippe den, og nu kan hun både glemme at købe mælk og sige ”pyt”, når det sker.

– I dag kan jeg mærke lykke. Det kan måske lyde mærkeligt, men når du konstant skal være på forkant med alting, når du ikke at nyde nuet. Kontrollen var min måde at overleve på, men da jeg begyndte at arbejde med at give lidt slip på den, lærte jeg, at tingene ikke endte i kaos, selv om jeg ikke havde styr på alt. På den måde har jeg fundet en ro, jeg ikke har oplevet før, fortæller Marie, der håber, at hendes far er et bedre sted nu, end han var i sit jordiske liv.

– Hvis jeg kunne sige noget til ham, så ville jeg sige, at jeg er stolt af ham. Fortælle ham, hvor meget han har lært mig om at være et godt menneske og aldrig se ned på nogen. Jeg tror faktisk, at han ville være stolt af mig, hvis han havde læst min bog.