Reddet fra selvmord

14-årige Kristina havde svært ved at tale om sine problemer. At dø virkede som den eneste løsning.

Kristina kunne ikke slappe af. Det var ellers en stille søndag formiddag hos mor i Tønder den 5. oktober 2008. De skulle rigtig hygge sig og ingenting lave, bare slappe af i sofaen.Men den 14-årige pige var så ked af det den dag. Hendes 18-årige kæreste havde svigtet hende dagen før, og det var dråben, der fik Kristinas verden til at bryde sammen.

Jeg ville bare væk fra det hele, og jeg havde læst om at man kunne dø af at spise piller, men jeg vidste ikke hvor mange. På sedlen på pilleæsken stod der, at et menneske ikke måtte få mere end 8-10 om dagen. Derfor tænkte jeg, at så var 10 nok for få. Jeg tog pillerne med ned på mit værelse og talte først 10, og så talte jeg 10 mere. De var ikke nemme at sluge, fortæller Kristina.Hun lagde sig på sofaen i stuen. Der kunne hun høre fjernsynets trygge larm og sin mor, der gik omkring i huset, og sådan faldt hun i søvn. Men efter et par timer vågnede hun.

Pillerne havde ikke virket, som hun havde troet. Hun følte sig kun dårlig. Hovedet værkede, og næsten hele kroppen gjorde ondt. Hun kunne dårligt gå, men hun måtte sluge nogle flere, tænkte hun. Ellers ville det tage alt for lang tid. Det lykkedes Kristina at slæbe sig ind på sit værelse, hvor hun slugte endnu 20 panodiler og lagde sig på sin seng. Nu måtte de da virke.

-Det var et kæmpe chok for mig, at hun kunne gøre det. Jeg troede jo, at vi var så tæt, fordi vi boede sammen bare os to, og jeg følte, at vi kunne tale sammen om alt. Nu håber jeg, at Kristina har lært, at der ikke findes nogen problemer, som er for store. At hun altid skal gå til mig først, siger Kristinas mor Charlotte Bossen.

Hun og Kristina har valgt at fortælle åbent om selvmordsforsøget, i håbet om, at Kristinas historie, kan forhindre andre unge i at gøre det samme.
- Jeg har virkelig fortrudt, og jeg vil gerne fraråde alle andre at gøre det samme. De problemer, der dengang virkede så uoverskuelige har løst sig, og nu er jeg jo lykkelig for at være i live.

[email protected]

Læs hele artiklen i Ude og Hjemme nr. 10