Rikke fra ”Paradise” støtter sin mors ønske om at dø

Rikke Kimie Andersen, 23, står i sit livs sværeste situation. Hendes 53-årige mor, Jane, lider af den frygtelige sygdom ALS. Der er ingen kur, og Jane ved, at sygdommen til sidst vil koste hende livet. Sådan ønsker hun ikke at dø. Derfor har hun besluttet at tage til selvmordsklinikken Dignitas i Schweiz og få hjælp til at tage sit eget liv. Rikke støtter hende i beslutningen.

Rikkes mor, Jane, er uhelbredeligt syg og har derfor besluttet at tage sit eget liv. Det, mener familien, bør være lovligt i Danmark også.

 

SÅDAN YDES DØDSHJÆLPEN

Foreningen Dignitas, som er en af de to organisationer i Schweiz, der tager imod udlændinge, der ønsker at dø, har eksisteret siden 1998. I 2012 ydede Dignitas dødshjælp omkring 200 gange.

Selvmordet foregår på Dignitas' klinik syd for Zürich. Forinden skal patienten skrive under på, at organisationen er friholdt for ansvar.

Først får patienten udleveret et glas med et medikament, der bedøver mavesækken, så giften ikke efterfølgende kastes op. Et kvarter senere får patienten udleveret en deciliter vand, hvori der er opløst 15 gram sodium pentobarbital, samme middel, der bruges til henrettelser i USA. Dignitas filmer, når patienten drikker giften, så foreningen bagefter kan dokumentere over for myndighederne, at selvmordet er sket frivilligt.

Selvmordet kan således kun ske, hvis patienten selv er i stand til at indtage giften. Kan patienten ikke synke, kan giften tages intravenøst, så længe patienten selv er i stand til at åbne for ventilen. Flere gange i løbet af proceduren bliver patienten mindet om, at han eller hun vil dø af at indtage giften og spurgt, om patienten er sikker på, at han eller hun vil fortsætte.

Der går som regel få minutter, før patienten er død. Herefter bliver politi og embedslæge tilkaldt.

Assisteret selvmord har været lovligt i Schweiz siden 1942 - så længe det ikke sker for egen vindings skyld.

 

53-årige Jane Marie Hoffmann kommer aldrig til at møde sine børnebørn. Hun kommer heller ikke til at opleve sine to børn, Rikke, 23, og Rune, 26, blive gift.

Jane skal nemlig dø inden for få måneder.

Efter planen drager Jane til februar til Schweiz, hvor hun på en særlig klinik vil tage sit eget liv ved at drikke gift.

Familien støtter hendes beslutning.

En frygtelig sygdom

- 53 år er jo alt for tidligt, men det er bare sådan, det er. Desværre, lyder det trist fra den dødsdømte kvinde, da Ude og Hjemme møder hende og datteren, Rikke Kimie Andersen, som nogle måske kender fra tv-programmet Paradise Hotel, i Janes hjem i den lille by Rodskov, nord for Aarhus.

Den 53-årige kvinde, som for få måneder siden stadig kunne gå, er i dag lænket til sin kørestol og har svært ved at tale.

Jane lider af muskelsvindsygdommen ALS, Amyotrofisk Lateral Sklerose, en motorisk nervecellesygdom, som dag for dag er ved at tage livet af hende. Lægerne giver hende to til fire år at leve i.

LÆS OGSÅ: Jane måtte tale sin mand fra at følge hende i døden

Jane ved, at hun inden for få måneder vil ende i en hospitalsseng, lammet og tavs, kun i stand til at blinke med øjnene, mens en maskine sørger for, at hun trækker vejret. Men hendes hjerne vil fungere til det sidste.

Der findes ingen behandling. Der er intet at stille op.

Brug for debat

Og dog. For Jane har besluttet at komme sygdommen i forkøbet og tage sit eget liv. Mens hun stadig kan.

Gennem den danske Landsforeningen En Værdig Død (klik her for mere info) har Jane taget kontakt til organisationen Dignitas i Schweiz (klik her for mere info), som lovligt yder assisteret selvmord ved hjælp af gift - en løsning, som Jane mener også burde være lovlig i Danmark.

Efter planen vil Jane om små tre måneder flyve til det lille alpeland for at dø.

- Der er ikke noget, jeg hellere ville, end at leve videre - men ikke for alt i verden. Jeg vil have lov at dø med værdighed. Det er derfor, jeg har sagt ja til at medvirke i denne artikel. For at sætte fokus på aktiv dødshjælp. Det skal vi også have i Danmark. Det er forkert, at man er nødt til at rejse ud af sit eget land, når man er så syg, som jeg er, forklarer Jane med sin spinkle stemme.

Ordene kommer langsomt, mens hun hiver efter vejret og af og til tørrer munden med sin serviet.

Rikke støtter mors beslutning

- Jeg ville ønske, vi havde et system som i Holland, hvor ens egen praktiserende læge kan komme hjem til en og give en sprøjte. Jeg ville helt klart hellere dø i fred og ro herhjemme, siger hun.

LÆS OGSÅ: Dødsdømte Janes sidste ferie med familien

Efter svære overvejelser har Rikke, ligesom sin storebror, Rune, og deres stedfar, Kim, besluttet at bakke op om Janes valg.

- Fordi hun selv ønsker det. Og fordi jeg ved, at sygdommen ikke stopper. Vi ved, det ender med, at mor ligger i respirator og ikke kan tale. Det ønsker jeg heller ikke for hende. Men jeg er da enormt splittet ...

Rikke kigger på sin mor med tårer i øjnene. Den storm at tvivl og sorg, som har raset inden i hende, siden Jane i sommer meddelte familien sine planer, har tydeligvis ikke helt lagt sig endnu.

- Jeg forstår dig godt, siger Jane stille og kigger kærligt på sin datter.

Ansøgning godkendt

- Nogle gange får jeg dårlig samvittighed, når jeg tænker: Jeg er ligeglad, om du ender som en grønsag, bare du er her hos mig, siger Rikke.

Jane ryster stille på hovedet. Så svarer hun:

- At ende som en grønsag er ikke værdigt, hverken for den syge eller for de pårørende. Til de, der siger til mig: "Hvordan kan du gøre det," svarer jeg: "Hvad ville du selv gøre?"

Familien har netop fået grønt lys fra lægerne i Schweiz, som har godkendt Janes ansøgning. Datoen er endnu ikke valgt.

Godkendelsen har været i gang siden i sommer. Jane har sendt et hav af papirer, journaler og kopier af både sin dåbsattest, vielsesattest og pas, alt sammen oversat til engelsk, af sted til Schweiz.

Familien tager med

Det er ikke en billig proces. Alt i alt kommer det assisterede selvmord til at koste familien omkring 110.000 kroner, inklusive rejseomkostninger, ophold i Schweiz, kremering, urne og så videre.

Der bliver helt stille i køkkenet et øjeblik. Så rømmer Rikke sig.

- Vi tager alle med mor ned til Schweiz og støtter hende, når hun skal af sted. Men jeg ved ikke, om jeg vil med ind i lokalet, når hun skal drikke giften, siger hun.

LÆS OGSÅ: Dødsdømt af heksedoktor

- Det skal du heller ikke tage stilling til nu, siger Jane og smiler lidt.

Resten er planlagt ned til mindste detalje. Når Jane er død, skal hun kremeres i Schweiz, hvorefter urnen bliver sendt til Danmark.

Kan vælge mellem tre datoer

Jane har ryddet op i alle sine papirer. Til Rikke, Rune og Kim har hun skrevet breve, som ligger klar, ligesom hun har skrevet den tale, der skal læses op ved en mindehøjtid i Aarhus. Hendes aske skal spredes i havet.

- Det er godt, jeg allerede har skrevet brevene. For jeg kan næsten ikke skrive på computeren længere, siger hun.

Jane håber, at hun kan tage til Schweiz engang i februar.

- Man får tre datoer, man kan vælge imellem. Hvis man takker nej til dem, kan man få tre nye datoer. Man vælger selv, når man er klar. Jeg håber, det kan blive i februar. Da kommer lyset nemlig igen. Jeg vil så gerne se lyset ud over vandet en sidste gang, siger hun stille og kigger ud ad vinduet mod Kalø Vig, mens tårerne vælder op i hendes varme, brune øjne.