Sabine blev seksuelt misbrugt som barn: Sendte stedfar i fængsel

Sabine voksede op med klirrende flasker og muggen mad i køleskabet. Men det var ikke det værste. Det var, når hendes søskende og mor havde forladt huset, og hendes stedfar forgreb sig på hende. Dengang skammede hun sig – det gør hun ikke længere.

En tiltrængt ro har sænket sig over huset i Øster Starup. Gårsdagens råben og skrigen mellem hendes mor og stedfar sidder stadig i kroppen, men for en stund er der stille. Hendes mor er taget på arbejde, og hendes søskende møder tidligere end hende, så hun lægger sig på sovesofaen i stuen og tænder for fjernsynet, hvor stemmerne skaber et behageligt lydtapet.

Alligevel kan hun mærke kroppen reagere, da hendes stedfar kommer ind i stuen. En blanding af alkohol, sved og cigaretrøg bevæger sig som en usynlig dyne efter ham, og da han lægger sig ved siden af hende i sofaen, kan hun mærke, at der er noget galt.

Da hun mærker hans hånd på sin, går hendes krop i alarmberedskab, og da han tvinger den ned til hans kønsdele, føles det, som om hun fryser til is. Hvor længe hun lægger der, ved hun ikke, men da hun endelig kan søge tilflugt på sit værelse, ryster hendes 11-årige krop.

– Jeg forstod slet ikke, hvad der skete. Hvorfor gjorde han sådan noget. Jeg var jo hans kærestes datter. Jeg skammede mig rigtig meget, og da jeg gik i seng om aftenen, lå jeg bare og græd, fortæller den nu 25-årige Sabine Poulsen fra sin lejlighed i Vejle.

Inden alkoholen

Sabine skal skrue tiden helt tilbage til den tidlige barndom for at erindre glæde og uskyld.

Hun husker den røde murstensvilla, hvor hun boede sammen med sin mor og tre søskende uden for Vejle. Blommetræet og rabarberne i haven, hvor de ofte legede og kørte rundt på en lejetøjsscooter. Der blev serveret franskbrødsmadder med syltetøj, og der var brede smil og grin rundt om bordet.

Fritiden gik med veninder og springgymnastik, hvor den unge pige kunne brænde sin energi af.

Men smilene og den barnlige uskyld forstummede, da hendes mor fik en ny kæreste. Der blev længere og længere mellem den trygge stemning ved middagsbordet, og i stedet begyndte alkoholen at dominere familien.

Sabine og hendes søskende holdt sammen, men som tiden gik, var det ofte hver aften, de kunne høre snøvlende stemmer, når hendes mor og stedfar kom hjem.

Bange hele tiden

Ofte blev der ikke købt ind, og Sabine, der var den ældste, følte sig nødsaget til at passe på sine mindre søskende. Hun lavede ofte mad til dem om aftenen, smurte madpakker og hjalp til med lektierne.

– Ofte var maden muggen, og jeg syntes, at det var så pinligt i skolen, hvis de andre kunne se det gamle rugbrød. Men min stedfar syntes, at det var noget pjat. Man kunne jo bare skære det væk, fortæller Sabine, der i takt med, at alkoholindtaget eskalerede i hjemmet, begyndte at lukke sig mere og mere inde i sig selv.

Savnet efter en ædru og smilende mor gjorde, at Sabine flere gange prøvede at fortælle hende, at hun skulle holde op med at drikke, men hver gang blev hun fejet af:  Alkoholen var ikke et problem. 

Den dag, Sabines stedfar misbrugte hende første gang, i familiens sofa skete der noget inde i hende. Frygten blev en trofast følgesvend, fra hun stod op om morgenen, til drømmene overtog om natten.

– Første gang, han gjorde det, undskyldte han efterfølgende. Så jeg stolede på, at han ikke ville gøre det igen, men jeg kunne ikke tage mere fejl, fortæller Sabine, der et stykke tid efter igen blev misbrugt af sin stedfar, når hendes mor og søskende var ude af huset.

– Jeg ville inderst inde gerne fortælle nogen om, hvad der foregik, men jeg var så bange for, at de ikke troede på mig. Og hvis de gjorde, så frygtede jeg, at jeg og mine søskende ville blive sendt til hver vores plejefamilie. Så jeg valgte at holde på vores hemmelighed, fortæller Sabine, der fandt et frirum i sin dagbog, hvor hun kunne få afløb for mange af de tanker og følelser, som hun ikke kunne fortælle andre om.

Som tiden gik, begyndte Sabine at acceptere, at de seksuelle overgreb var en del af hverdagen, selv om hun hver dag blev mere og mere nedbrudt og strittede imod, var det uden held.

Følte mig beskidt

Ingen vidste noget om hendes hemmelighed, men da de en sommer var på ferie på Fanø, blev overgrebet tydeligt.

På campingpladsen i forteltet fik han Sabine op på sit skød med et tæppe omkring hende. Foran dem sad familien, men hvad de ikke vidste var, at stedfarens hænder søgte mod hendes skød, og han fik hende til at røre ved ham.

– Jeg havde lyst til at skrige, men jeg turde ikke. I stedet skammede jeg mig og følte mig beskidt. Jeg forstod slet ikke, hvad en gammel mand ville med en lille pige, fortæller Sabine, der i skolen ofte sad i sine egne tanker.

Hun rakte sjældent hånden i vejret, og hendes klasselærer begyndte at lægge mærke til, at Sabine havde forandret sig. Men selv om læreren ikke troede på hende, når hun sagde, at hun havde det godt, nægtede Sabine at åbne op. I stedet prøvede hun at smile ekstra meget den følgende tid.

Flere gange, når hun sad i skolen, modtog hun sms’er med billeder, som hendes stedfar havde taget af hende. Hun skrev gentagne gange, at han skulle holde sig væk, men lige lidt hjalp det.

Endelig et lys

Det eneste sted, Sabine følte sig tryg, var hos sin faster. Her var der varme knus og et lyttende øre, men frygten for at tale over sig betød, at Sabine begyndte at trække sig fra sin hende.

– Jeg prøvede konstant at holde mennesker på afstand, som jeg egentlig godt kunne lide. Jeg følte, at det var for farligt, for hvis jeg blev for tryg, kunne jeg tale, og det var det værste, der kunne ske.

Men mens mørket virkede altoverskyggende, kom der en dag en sprække med et håb om en bedre fremtid: Sabines mor og stedfar gik fra hinanden.

– Jeg var jublende lykkelig, for det var jo den dag, jeg nærmest ikke turde tro på ville komme. Nu skulle han aldrig røre mig igen. Eller det troede jeg i hvert fald.

Til trods for, at hendes stedfar ikke længere havde adresse i huset, besluttede hendes mor, at Sabine og hendes søskende stadig skulle se ham. Det stoppede dog hurtigt efter store protester, men stedfarens lyster fik ham ikke til at holde sig tilbage. Når Sabine ventede på bussen om morgenen, stod han ofte og ventede på hende.

Samlede beviser

– Der er nok mange, der ikke kan forstå, hvorfor jeg ikke bare sagde noget til nogen. Men frygten var fuldstændig den samme, som da jeg barn, fortæller Sabine, der mærkede den velkendte uro i kroppen, hvis en fyr var interesseret i hende.

Frygten for at røbe sin hemmelighed fik hende til at holde afstand, og fysisk berøring havde hun igennem flere år forbundet med noget negativt.

Sabine begyndte at bo forskellige steder og havde ikke de samme rutiner i sin hverdag, så efterhånden havde hendes stedfar svært ved at finde hende.

Misbruget stoppede, da hun var 17 år, men alligevel tikkede der ofte vulgære beskeder og billeder ind på hendes telefon. Men fraværet af hans hænder på hendes krop begyndte at så et frø i hende. Tanken om, at et andet barn skulle have ødelagt sin barndom, fik hende til at overveje muligheden for at melde ham. Men hun vidste også, at der skulle flere beviser til end hendes ord. Derfor begyndte hun at svare sin tidligere stedfar.

– Jeg ville have ham til at indrømme på skrift, hvad han havde gjort, så jeg havde nogle konkrete beviser. Jeg havde allerede nogle billeder, han havde sendt til mig, og en masse vulgære beskeder, så hurtigt følte jeg, at jeg havde nok, fortæller Sabine, der med svedige håndflader og en hurtig puls trådte ind på politistationen.

Jeg tog styringen

For første gang satte hun ord på de mange år med seksuelt misbrug. Hun fremviste beskeder og korrespondancer, og selv om hun frygtede, hvad folk ville sige, så holdt det hende ikke tilbage.

I Byretten i september sidste år blev Sabines stedfar idømt 2½ års fængsel. Han ankede dommen til Landsretten, som dog valgte at fastholde dommen.

For første gang siden hun var 11 år, havde Sabine styringen. Alligevel kunne dommen ikke lave om på, at hun altid vil være præget af de seks år, hvor hendes stedfar misbrugte hende. 

– Jeg har mareridt, hvor jeg genoplever misbruget. Ofte har jeg svært ved at falde i søvn om aftenen, og jeg har svært ved at være alene. Forhåbentlig bliver det bedre med tiden, siger Sabine, der i dag betragter sig selv om en mønsterbryder. Hun arbejder som pædagog og bor sammen med sin kæreste, og hun er fast besluttet på, at hendes barndom ikke skal definere resten af hendes liv.

Sabine har netop færdiggjort bogen ”Du er ikke alene – en hård opvækst”, der både handler om hendes eget liv og samtidig giver gode råd til, hvordan man kommer videre efter seksuelt misbrug.

– Jeg vil gerne vise andre, at man kan få et godt liv, selv om ens barndom har været et mareridt. Det kræver en masse mentalt arbejde, men det kan lade sig gøre. Det vigtigste er at tale om det og få det bearbejdet. Der er så mange, der føler skyld og skam, men det er aldrig din skyld, at et andet menneske krænker dine grænser. Aldrig.