Sammen igen efter to år

4-årige Karoline er nu 100 % rask.

To år med kemo stod lille Karoline igennem med smerter og savn: Hun måtte undvære sin mor, der passede Karolines spæde lillebror, mens far var hos Karoline på sygehuset. Men behandlingen virkede, og i dag er familien endelig sammen igen.

Karoline fik konstateret leukæmi, en uge efter at hendes lillebror, Mathias, var kommet til verden. Karolines mor, Mette, har det stadig dårligt med, at hun i to år ikke kunne sidde ved datterens sygeseng og trøste, da Karoline lå helt slået ud af kemobehandlingerne. Mette havde lige født Mathias, der var blevet født med hovedet skævt langs skulderen. Det betød, at han havde en masse nakkespændinger, der fik ham til at skrige konstant. Fordi han skreg og skreg i de første måneder, måtte hun blive hjemme med ham, mens Karoline var indlagt med far Henrik på Skejby Sygehus i Århus. Henrik fik ganske enkelt bevilget pasningsorlov, så han kunne bo på sygehuset sammen med hende, når hun var indlagt.


Mette og Henrik tør knap nok tro det, men den
er god nok: Karoline er 100 procent helbredt.

Erklæret rask
Vi levede som et skilt par med hver sit barn, der begge havde behov for opmærksomhed og omsorg 24 timer i døgnet, fortæller Mette. Enten bliver man skilt, eller også bliver man stærkere af sådan en oplevelse, er hendes holdning, og Mette og Henrik føler sig på trods af leukæmien heldige. Deres forhold er blevet endnu stærkere, og for tre uger siden, da Karoline fik sin sidste kemokur og blev erklæret helbredt, kunne de sidde sammen på terrassen og kigge på deres to børn, som legede glade sammen for første gang. For nogle måske en hverdagsbegivenhed, men for Mette og Henrik en luksus og en glæde lige så stor som livet.