Sanne blev offer hans vrede

Sanne blev kæreste med en morder i Statsfængslet i Vridsløselille. Kort tid efter hans løsladelse, fik hun selv hans temperament at føle.

Et brev fra ungdomskæresten gav Sannes liv en ny drejning. Hun blev kæreste med en morder i Statsfængslet i Vridsløselille. Kort tid efter hans løsladelse, fik hun selv hans temperament at føle.

Sanne Cellina Helena Graffe, 47 år, sidder på en hemmelig adresse et sted i Danmark af frygt for sin ekskæreste. I 2001 slog han sin daværende kæreste ihjel og blev idømt 10 års fængsel. Mens han sad i fængslet, begyndte de at skrive sammen og forholdet udviklede sig. Endelig i september, da han var blevet løsladt, flyttede de sammen. Men livet i friheden blev ikke, hvad de havde forestillet sig.

- Jeg gav ham meget plads, for jeg vidste jo, han havde brug for det efter syv år i fængsel, siger Sanne, der har fire børn, hvoraf pigerne Nanna, 16 år, og Freja på otte år boede sammen med dem.

Forholdet ændrede sig til det værre.
- Han begyndte at brokke sig over, at jeg brugte for meget tid med mine børn, og det tog for lang tid at læse godnat-historie for min yngste datter. Han synes, jeg klædte mig billigt, og han blev jaloux, når jeg talte med andre mennesker, remser hun op.

I oktober sidste år meldte hun ham første gang. Han havde råbt af hende, kaldt hende modbydelige ting og kastet ting efter hende.
- Jeg tog op på politistationen sammen med pigerne, for jeg ville bare ikke finde mig i det. Bagefter tog vi på psykiatrisk skadestue og fik krisehjælp, og klokken tre om natten kom vi på krisecenter i Kalundborg, fortæller hun.

Men Sanne trak anmeldelsen tilbage.
- Han havde brug for hjælp, ikke en anmeldelse, siger hun.
Sanne flyttede tilbage til ham. Da han næste gang overfuste hende, truede med at smadre hende, og sågar brændte hendes tøj, flyttede hun igen, men også denne gang flyttede hun tilbage igen.

Men pludselig blev det for meget. Sanne pakkede børnene og sine ting og flyttede igen på krisecenter. Den 14. april så hun ekskæresten sidste gang, da hun ryddede deres fælles lejlighed.

- Han sparkede havedøren ind, så den ramte min skulder. Så gav han mig et ordentlig skub, så jeg mistede balancen og forstuvede min lillefinger, fortæller Sanne.

- Når jeg står overfor ham, er jeg ikke bange, men når jeg ikke ved, hvor han er, så frygter jeg ham, siger Sanne, der nu har valgt at bo på en hemmelig adresse et sted i Danmark i håb om at få fred.

Sannes ekskæreste har ikke ønsket at medvirke i artiklen.

Kvinder og pårørende til voldsramte kvinder kan få råd og vejledning på: www.voldsramtekvinder.dk

[email protected]

Læs hele artiklen i Ude og Hjemme nummer 22