Skal jeg nu også forbydes

Dansk Kennel Klub har netop offentliggjort listen over de mest populære hunderacer. Og atter er det labrador retrieveren, der står over dem alle. Men til gengæld er en mere omdiskuteret hund, nemlig rottweileren, kommet ind som årets højdespringer. Men kan rottweilerens succes ende med, at den også bliver forbudt?

Rottweileren er blevet en populær hund. Her er det en sød hvalp, men som voksen er den en kæmpe, som kan misbruges til truende adfærd af uansvarlige hundeejere.


Rottweileren er en omdiskuteret hund. Den har en krop som en stor kamphund og når den viser tænder, kan det gibbe i enhver. Alligevel er rottweileren blevet årets højdespringer i den liste over populære hunderacer, som Dansk Kennel Klub netop har offentliggjort. Den er sprunget fra en 10-plads til den nuværende sjetteplads.

Kan indføre forbud

Liberal Alliances folketingsmedlem Ole Birk Olesen mener dog, at rottweilerens popularitet kan skyldes en temmelig ubehagelig tendens. Han mener ligefrem, at tendensen kan føre til, at politikerne vil indføre et forbud mod rottweileren - på linje med det forbud, der er rettet mod en række kamphunde eller såkaldt muskelhunde allerede i dag.

LÆS OGSÅ: Aggressive kamphunde holdes i live

I en facebook-opdatering skriver han i dag:
- Efter at Folketinget har forbudt bl.a. amerikansk bulldog og amerikansk staffordshire terrier, er de folk, som før købte de hunde, nu begyndt at købe rottweilere. Og da et mindretal af disse mennesker ikke er Guds bedste børn, men tværtimod er folk, som bruger deres hund til at intimidere og true andre mennesker med, så vil de problemer, som folk i dag forbinder med de nu forbudte hunderacer, fremover blive forbundet med rottweilere. Og så vil der blive stillet krav om, at rottweilere skal forbydes, og hvis det sker, så vil disse mennesker i stedet købe en schæfer eller en dobermann, og så skal vi til at forbyde dem også. Sådan kan det fortsætte i det uendelige, indtil det går op for folk og Folketinget, at det ikke er hunderacerne, der er problemet, men at nogle mennesker ikke køber hund med gode hensigter, og at det er disse mennesker, som skal have frakendt retten til at have hund, lyder der fra Ole Birk Olesen.

Familiehunde i front

LÆS OGSÅ: Elsa lå i kold fryser

Rottweileren er den eneste omdiskuterede hund på listen. I front er som sagt labradoren. Nummer to er schæferhunden. Nummer tre er atter en god klassisk familiehund, nemlig golden retrieveren.
Her er den samlede liste fra Dansk Kennel Klub. Tallet i parantes angiver sidste års placering.

1 Labrador retriever (1)

2 Schæferhund (2)

3 Golden retriever (3)

4 Bichon havanais (4)

5 Coton de tulear (5)

6 Rottweiler (10)

7 Cavalier king charles spaniel (7)

8 Fransk bulldog (8)

9 Ruhåret hønsehund (6)

10 Engelsk Cocker spaniel (9)