Slået af sin træner

Irinas barndom sluttede, da hun var fire år. Da blev hun nemlig sat på isen af sine forældre med ét eneste formål: Hun skulle være en stjerne. De næste 16 år handlede om træning, nedture og et stort pres fra hendes ambitiøse forældre.

Foto: Steen Wrem og privat

- Der er meget bagtalelse i reality-tv, men det kan ikke få mig ned med nakken. Jeg har prøvet det, der var 1000 gange værre. Irina er bygget af noget særligt. Selv om hun er en spinkel kvinde med buede vipper og lange, skrøbelige negle, skal der mere end en byge ondskabsfulde bemærkninger til at vælte hende. Råstyrken har hun bygget op gennem en ekstremt hård og målrettet barndom og ungdom, som begyndte, da hun som fireårig fik skøjter på sine små fødder og blev sat ud på isen af sine forældre.

Deres mål for datteren var klart: Hun skulle være en af verdens bedste skøjteprinsesser.

Irina er født i Ukraine. Begge forældre var unge og yderst ambitiøse med alt i livet.

- Noget af det første, jeg husker fra min barndom, er, at jeg løber rundt på en gård med bare tæer. Og at jeg havde en ko som kæledyr. Jeg var meget væk fra mine forældre, men de sendte mig jo kun væk for at give mig det bedste liv senere, siger Irina.

Bortset fra små glimt fra bedsteforældrenes gård husker hun kun én ting fra sin barndom: Livet på isen.

Det var moderen, som ønskede at gøre hende til skøjteprinsesse, fordi deres hjemby husede en af verdens bedste skøjteskoler. Det var ikke en nem opgave at komme ind. Hver dag forsøgte flere hundrede forældre at få deres børn optaget. Irina var et af dem, men som fireårig havde hun hverken lysten eller talentet til det.

Havde ingen venner
Hun sad mest på isen. Det fik dog ikke moderen til at give op. I stedet sendte hun Irina til ballet, klaverundervisning og pardans. Færdigheder, som kunne hjælpe Irina på vej på isen.

Moderens kamp gav resultater. Langsomt udviklede Irina sig til at blive en lille stjerne, som fangede skøjtelærernes opmærksomhed. Hun trænede og trænede. Alt handlede om skøjteløb.

Hun gik på en særlig skøjteskole, hvor undervisning og træning var samlet samme sted. Og når hun kom træt hjem efter en lang dag, var moderen hendes utrættelige træner.


Læs også: Realitystjernes far var narkoman


Irene med sine forældre Mila og
Victor Babenko.

Kunne Irina ikke gå i spagat, måtte hun øve på gulvet, før hun kunne sætte sig ved middagsbordet og spise. Maden blev også nøje afmålt. Irina var en lille bitte pige, og det skulle hun blive ved med for at få succes på isen, så moderen gemte lækkerier langt væk.

- I skøjteløb er der ingen tid at spilde. Der er kun at træne og træne, så jeg var aldrig sammen med venner eller sad og så fjernsyn, husker Irina, som i en alder af otte år var så dygtig på isen, at hun blev taget ind af klubbens VM-træner, som ellers kun koncentrerede sig om de dygtigste teenagere.

- Hos ham blev jeg bedre og bedre. Min mor kunne se, at jeg blev en verdensstjerne, og selv var jeg aldrig i tvivl om, at jeg var født til et liv på isen, siger Irina, som også husker angsten for træneren.

Pædagogikken var nemlig en helt anden end i Danmark. Var en af skøjteløberne uoplagt, fik hun slag med en skøjtebeskytter af træneren.

I dag fortæller Irina om hans metoder uden forargelse. Hun er slet ikke i tvivl om, at det kræver så benhård disciplin, hvis man vil til tops i skøjteløb. Hun ved det, for da hendes far fik job på Aalborg Universitet for at gennemføre sin PHD i hjerneforskning, flyttede familien til Danmark. Da var Irina 10 år.

Selv om hun begyndte i den lokale skøjteklub, stoppede hendes udvikling på isen langsomt.

- Vi troede, at det ville være godt for mig at komme til Danmark. At jeg ville være stjernen og få mange flere muligheder.

Men som 20-årig valgte hun at stoppe karrieren på isen. Der havde været for mange skader og for megen modstand. Nu skulle hun stå på egne ben. Det blev bl.a. som reality-stjerne.

Irena fra Fristet: Jeg blev mobbet