Sønnen døde og forholdet brast: Alt var bare så tomt

Da Camilla og kæresten mistede deres ønskebarn, reagerede de vidt forskelligt. Hun havde brug for at tale om tabet og sorgen hele tiden. Det behov havde kæresten ikke, og to måneder senere gik de fra hinanden. At livet sjældent går, som man planlægger, ved Camilla alt om, for også da hun havde besluttet at få et donorbarn, skete noget uventet.

De havde pakket fire krus ind i pænt gavepapir. ”Mormor”, stod der på et af dem. ”Farmor” på et andet. Der gik lige et øjeblik, før modtagerne af gaverne helt forstod, at de havde pakket mere end et kaffekrus op. Meget mere.

Da budskabet endelig banede sig vej helt op til hjernen, brød glæden, smilene og begejstringen selvfølgelig ud.

– Skal vi virkelig være bedsteforældre?

Det skulle de. Camilla og hendes kæreste gennem tre år ventede barn. Et rigtigt ønskebarn. Et barn, som ikke skulle mangle noget, så da parret havde været til 12-ugers scanning og fået at vide, at alt var godt, begyndte de at anskaffe ting til familieforøgelsen. Bittesmå sparkedragter. Sutteflasker. Bamser. Sutteklude.

Tre uger senere skulle Camilla til 20-ugers scanning på Randers Sygehus, og noget var ikke helt, som det skulle være, da jordemoderen kørte scanneren over Camillas mave. Barnet var godt nok fint og velskabt. Men det burde være lidt større.

Umiddelbart var der ingen grund til bekymring. Camilla er selv en spinkel kvinde, og det kunne jo meget vel forklare barnets beskedne størrelse. Alligevel blev hun sendt til yderligere undersøgelser på Skejby Sygehus, hvor både en fostervandsprøve og en ny scanning skulle give svar på, om alt var godt.

Læs også: Gravide Trine fik livmoderhalskræft: Jeg fik fjernet mit raske barn

Et frygteligt valg

Camilla havde både sin kæreste og sin mor med, da hun sad anspændt i et nøgent samtalerum på sygehuset og ventede på, at døren skulle gå op.

Det var en høj og nydelig overlæge, der kom ind. Han var iført hvid kittel. Ansigtet havde han lagt i alvorlige folder. Lægen kom nemlig med et budskab, som helt sikkert ikke var let at levere, selv om det er en del af jobbet.

Camilla ventede en dreng, som umiddelbart virkede velskabt. Men hans hjerne var for lille, og lægen vurderede, at der ville være 50 procents risiko for, at barnet ville være hjerneskadet. Omvendt var der også 50 procents chance for, at han ville udvikle sig helt normalt.

Det var nu op til Camilla og hendes kæreste at tage en beslutning: Ville de tro og håbe på det bedste og fortsætte graviditeten? Eller ville de afbryde den?

– Lige så snart vi var hjemme, kunne jeg mærke, at jeg ikke ville have et barn, som jeg ikke kunne magte på egen hånd. Jeg ville ikke være mor til et barn, der ikke kunne være hjemme. For mig var det egentligt et let valg, og min kæreste var enig, siger Camilla, som hurtigt ringede til hospitalet for at videregive sin beslutning.

To dage efter blev hun indlagt og fødte sin søn. Hun havde været til en samtale inden, men meget kunne desværre ikke forklares på forhånd. Ingen kunne fortælle, om det ville ende med kejsersnit, eller om barnet ville være i live, når han kom ud.

Camilla fødte naturligt efter to en halv times veer, og hendes lille dreng var ikke i live. Men han så helt perfekt ud. Ti fingre. Ti tæer. Så lille og fin.

– Og så lignede han sin far på en prik, smiler Camilla, som fik ham ind på stuen, efter at personalet havde badet ham som efter en helt almindelig fødsel.

Se også: Pia fik en søn med Downs syndrom: Jeg ville have valgt Eliaz fra

Sorgen fyldte alt

Drengen var svøbt i et tæppe og havde en lille hue på hovedet, og både Camilla og kæresten holdt ham og betragtede ham hele eftermiddagen. Til sidst blev det aften. De vidste, at de på et tidspunkt skulle tage afsked med deres dreng, Bastian. De vidste bare ikke helt hvornår eller hvordan.

Til sidst sad Camilla med sit barn en sidste gang, inden hun overlod ham til en sygeplejerske. Bagefter kørte parret hjem til deres lejlighed, hvor sparkedragter og sutteklude stadig lå i fine bunker.

– Jeg ved næsten ikke, hvordan jeg skal beskrive det. Alt var bare tomt. Jeg havde gået med mit barn i maven, og nu havde jeg ham ikke med hjem.

I tiden efter var Camilla ikke bare knust. Hun var også i chok. Og samtidig følte hun en overvældende ensomhed. Godt nok havde hun sin kæreste. Sine veninder. Og sine omsorgsfulde forældre. Men ingen af dem havde stået der, hvor hun stod.

Heller ikke kæresten, selv om han også havde mistet sit barn.

– Det var jo mig, der havde været gravid. Og mig, der havde båret barnet. Jeg tror, de fleste mænd først rigtig bliver fædre, når barnet er kommet til verden. Min kæreste og jeg tacklede det i hvert fald meget forskelligt. Min sorg fyldte det hele. Han havde nok brug for at komme videre, hvor jeg havde brug for at tale om det. Til sidst blev forskellighederne for meget, og efter to måneder gik vi fra hinanden.

En hård rejse

– Selv om vi gik fra hinanden som gode venner, var det meget, meget svært. Han var jo den eneste, jeg følte, at jeg havde brug for, siger Camilla, som var helt nede og ramme bunden og uendelig langt væk fra at få en kernefamilie, som havde været hendes virkelighed et par måneder tidligere.

Alligevel fik Camilla pakket sine flyttekasser ud i sin nye lejlighed, og imens besluttede hun, at hun ikke ville lade sig opsluge helt af det sorte hul. Hun ville gøre, hvad hun kunne for at komme op igen, selv om rejsen ville blive hård.

Som tiden gik, kunne Camilla mærke, at hun blev mere og mere sig selv igen. Hun kunne også mærke, at drømmen om at blive mor var præcis lige så stærk som før. Nu manglede hun selvfølgelig en mand at få barnet med, men efter nogle gode samtaler med sin læge besluttede hun, at hun ville have et donorbarn.

– Det skræmte mig slet ikke at blive enlig mor, siger Camilla, som var godt i gang med at sætte sig ind i de mange regler omkring anonyme donorer, da livet igen tog et uventet skarpt sving.

Læs også: Louise blev enke som højgravid: Vi må leve uden far

En overraskelse

En morgen stod hun med en graviditetstest i hånden. Den var positiv! Og hun vidste udmærket, hvem faren var.

Hun og ekskæresten havde hele tiden bevaret et varmt venskab. Og det var der nu kommet en graviditet ud af, som på ingen måde var planlagt.

– Jeg rystede over hele kroppen den morgen, da jeg opdagede det. Jeg kunne næsten ikke tro det.

Men Camilla kunne roligt tro. Og i dag kan hun også nyde graviditeten, fordi hun er forbi det punkt, hvor det gik galt under den første graviditet.

Hendes lejlighed er igen fuld af babyting, men det er ikke helt de samme som sidst, for nu er lyserød den dominerende farve.

Meget andet har også ændret sig. Camilla og barnets far er ikke kærester, men hun er ikke i tvivl om, at de får et godt samarbejde.

– Vi er rigtig gode venner, og jeg er slet ikke i tvivl om, at han er der for os, siger Camilla og holder på sin lille runde mave, som bare vil vokse og vokse indtil oktober, hvor hun har termin.

Camilla har også fundet en vis trøst i obduktionen af hendes søn. Rapporten kom fire en halv måned efter fødslen, og den beskrev, at der havde været noget galt med moderkagen. Barnet fik derfor ikke næring nok og ville ikke have overlevet. Camilla ved derfor, at hun traf det rigtige valg, selv om det var svært.