Sørens dagbog

Læs Sørens dagbog fra den forfærdelige dag, hvor far faldt om på håndboldbanen

Søndag d. 11/1

(forkortet af red.)
Min far er til fødselsdag ved Lise. Kl. 12 tager han med sine drenge til håndbold, de taber kampen.

Vi kører fra Toftlund hallerne mellem 15:30 og 16:00 mod Brørup, hvor vi skal spille kamp mellem 17:30 og 18:00. Min far kørte derop, og han spiller en hel normal kamp, han løber, som han plejer og spiller de steder, hvor han nu plejer, streg, fløj og back. Han scorer endda et mål fra backen, og da jeg brænder en kontra, en rigtig stor chance, siger han: "Kom igen, Søren. Det er godt nok, det der".

I anden halvleg bliver min far pludselig svimmel, han går først ned i knæ, hvor han råber "dommer!". Han kommer selv op igen og går ud på bænken, hvor han siger til Ole Notlev: "Jeg blev lige pludselig svimmel". Ole siger til dommerbordet, at de skal holde øje med ham. Jeg spørger min far, om han er okay, og han svarer "Ja - Hva" og begynder så småt at gå til jorden. Der kommer nogle ubehagelige lyde fra ham. Det er som om, han snakker i tåger uden, at der kommer ord fra ham, og der kommer snorkelyde fra ham.

De ligger ham ned. Hans øjne er halvt lukkede, og der er ingen former for kontakt. En falckredder og dyrlæge er på stedet og tager meget hurtigt over. De ligger ham om på siden, og dyrlægen sørger for at min fars tyngde er, hvor den skal være. På et tidspunkt siger falckredderen: "Han er væk", og så går de i gang med hjertemassage. Selvom de får hjertet i gang forsvinder min far flere gange.

Kent Henningsen tager mig med ud i omklædningsrummet, hvor vi snakker lidt. Han har selv været i den samme episode, hvor han mistede sin far, og det tog også meget hårdt på ham.

Efter 8 lange minutter kommer ambulancen. De giver min far 4 stød på stedet, hvor han kommer til sig selv De kører ham så til Kolding sygehuse.

Jeg kommer til Kolding lidt efter min far er ankommet. Jeg bliver kørt af Ole Notlev og undervejs kommer der mange ubehagelige tanker i hovedet. Ole prøver at holde humøret oppe ved at sige: "De havde godt styr på det, ambulancefolkene, falckredderen og dyrlægen". Vi ankommer hurtigt til Kolding sygehus, og bliver vist frem til min far. Han ligger på en briks med en masse ledninger og en masse læger rundt om sig.

Sygeplejersken tvang mig ind til min far, selvom jeg ikke kunne lide det, han vred sig og kæmpede for at få eller holde sit hjerte i gang, han hverken snorkede eller tågede nu, men han havde bare rigtig ondt. Sygeplejersken sagde, jeg skulle snakke til ham, det eneste jeg fik sagt var "Far jeg er her", hvorefter lægerne sagde: "Vi har ingen psykisk kontakt til ham".

Sygeplejersken sagde, at det var vigtig for mig at se, at min far selv prøvede at trække vejret, og at hans hjerte selv pumpede. Næste gang jeg kom til at se min far, ville de nemlig trække vejret for ham, og de ville slå for hans hjerte, og han ville ligge helt roligt. De gjorde alt dette for at skåne hans krop, så den ikke tog skade.

Nu sidder jeg bare på en stol, og jeg kan ikke fatte, at det her sker. Min far, som er så sund og rask og aldrig har gjort noget forkert, og man synes bare, at det hele er så uretfærdig. Man har de mest ubehagelige billeder i hoveder. Selvom lægerne sagde, at de ikke havde psykisk kontakt, havde jeg øjenkontakt med min far, og det var de mest ubehagelige øje, jeg har set. Det var frygt, angst og tårer. Han led så hårdt. Det var slet ikke til at bære.

Efter de har lagt min far i respirator, ankommer min mor, storesøster, lillesøster og min storesøsters kæreste Lars. De er henne og se til ham og forsøger at snakke til ham. De kan heller ikke fatte det, som der er sket. De regnede med, at de bare skal hente ham, fordi at han er dehydreret, og så ser de ham med en masse slanger i sig og der står en masse læger.

Lægerne ligger is på hans ben og hans arme, så kroppen kun fokuser på hans mave, hjerte og hjerne. Lægerne mener, at han skal køres til Odense, hvor vi følger efter. Da vi kommer til Odense, bliver vi henvist til VITA intensivafdeling, inden han kommer til VITA, er han blevet undersøgt i hjertet gennem lysken, men de kan ikke finde noget, hvilket er godt, så er det ikke tegn på en blodprop, da han blodårer var rigtig fine.

Han bliver nu koblet til i VITA, og vi snakker med læger og sygeplejerske om, hvad der så skal ske. Vi kigger til min far, hvorefter vi tjekker ind på patienthotellet på sygehuset.

Søndag den 11. Januar, er nok den værste dag i mit liv, og det er en dag jeg aldrig vil glemme.