Søstre døde midt i legen

Som alle børn elskede de tre søskende Julie, Michelle og Barbara at lege i høet. Men glæden endte i en frygtelig tragedie, da 300 kilo tunge høballer i torsdags væltede ned over pigerne. Ingen af dem overlevede. Tusindvis af danskere har tændt lys for pigerne.

Foto: privat

Allerede fredag morgen begyndte et tæppe af blomster og kondolencekort at folde sig ud foran den vestjyske landejendom ved Hee. Dybt forkrampede voksne ankom med deres grædende børn. Uden et ord stod de med blomster og børnetegninger lavet til de to døde søstre, Michelle og Julie, og den seksårige lillesøster, Barbara, der på det tidspunkt stadig kæmpede for livet. Hun omkom lørdag eftermiddag.

- Michelle var min bedste veninde. Jeg gik i klasse med hende, lød fra en pige, der stod med tårer løbende fra øjnene tæt omfavnet af sine forældre. Som så mange andre var hun kommet med blomster og lys.

- Det er jo det eneste, vi kan gøre lige nu. Hvad kan vi ellers gøre, sagde hendes far opgivende. Tragedien på Ølstrupvej ved Ringkøbing har ramt alle i lokalsamfundet hårdt og fuldstændig smadret en lykkelig familie.

Læs også: Redder lillebrors liv

Sørger ved familiens hus
Forældrene Vivian og Jan Kristensen driver et stutteri med flotte hollandske frieserheste, som familiens tre piger elskede at ride på og passe. Som andre børn legede de i høet, men torsdag formiddag gik det galt, da de kom for tæt på en truende fare.

Tunge minibigballer væltede ned over pigerne, mens de var midt i deres glade leg i familiens ridehal. Det var her, bigballerne var stablet op langs ridehallens ene side. Niårige Michelle var den første af pigerne, der bukkede under. Hun blev erklæret død af lægerne allerede kort efter ulykken.

Fredag morgen ved sekstiden fik de hårdt ramte forældre at vide, at heller ikke deres 13-årige datter Julie havde klaret det. Og lørdag eftermiddag afgik også seksårige Barbara ved døden på Skejby Universitetshospital med familien omkring sig.

Læs også: Kampen om Katrine

Danskerne tænder lys
Selvom flere mennesker stimler sammen foran landejendommen, der ved hovedvejen er afspærret med plastikstrimler fra politiet, er der intet liv at spore bag vinduerne eller på gårdspladsen. Kun familiens frieserheste står og græsser foran hjemmet.

På familiens hjemmeside, hvor der er billeder af både familiens heste og den glade børneflok, kommer der jævnligt trøstende kondolencebreve i gæstebogen. Og på Facebook er der oprettet mindesider for Julie, Michelle og Barbara.

Titusindvis af danskere har udtrykt deres medfølelse med familien og tændt lys for de dræbte piger. Niårige Johan har dog gjort som mange af de lokale. Han er kommet til ulykkesstedet sammen med sin mor Jette Bertelsen.

- Jeg har ikke kunne sove i nat, siger Johan trist, inden han lægger sine røde roser og en flot tegning af en hest blandt de andre blomster. Johan går på den nærliggende Hee Skole og skulle have startet i 3. klasse sammen med Michelle her efter sommerferien. Sådan bliver det ikke.

Far fandt pigerne
Og Jette Bertelsen har snakket med meget med sin søn om ulykken for at få ham til at forstå.

- Det er sådan, vi håndterer det. Johan har haft et stort behov for at snakke om det. Og derfor kørte vi også herud med blomster. Det er frygteligt for den familie, siger hun.

Det var pigernes far, der selv alarmerede politiet torsdag kl 11.47. Det er endnu uvist, hvor længe pigerne har ligget under høballerne, inden de blev fundet af deres far.

Læs også: Mikkel er et mirakel