Sorgen bragte os sammen

Da Jeanne mistede sin storebror i Afghanistan, brast hendes verden. Men efter begravelsen, hvor hun mødte sin afdøde brors gode ven og soldater­kollega Dennis, spirede en ny følelse frem. De to fandt ud af, at de har mere end sorgen til fælles.


I døråbningen står Jeannes far. Han smiler. Men trods det udadtil glade ansigt, kan Jeanne se sorgen i hans øjne. Han bliver stående i døråbningen uden at sige noget, og i det samme forstår Jeanne, at det handler om hendes elskede bror.


- Jeg skreg bare: "Ikke helt ..." Jeg mente, at han forhåbentlig ikke var helt død, og det vidste min far godt. Han nikkede og sagde jo, mens han bare tog om mig og holdt mig fast.
Jeanne og hendes bror, Kenneth, havde altid været tætte. Mens Kenneth var i militæret på Bornholm, havde de fælles base sammen i lejligheden i Vanløse.


LÆS OGSÅ: Enke og gravid samme dag


- Kenneth var en stille og hyggelig dreng, der altid sørgede for, at andre havde det godt. Vi var gode til at give hinanden ro til bare at være, og så var han jo det meste af tiden på kasernen på Bornholm, fortæller 25-årige Jeanne Nielsen, der arbejder som juridisk konsulent.


Med unge mænd som kolleger gjorde Kenneth det klart over for sine kammerater, at de skulle holde sig fra hans lillesøster. Men den kønne blonde pige trak en del opmærksomhed, da hun sammen med sine forældre besøgte Kenneth og resten af hans gruppe i Oksbøllejren i sommeren 2009.


- Hun var en rigtig flot pige, derfor kunne vi heller ikke lade være med at drille Kenneth lidt. Så vi var nogle stykker, der søgte om at blive venner med hende på Facebook, smiler Dennis.


LÆS OGSÅ: Allan Simonsens enke: Vi vil gøre far stolt


For Dennis udviklede mødet med Jeannes bror sig hurtigt til et stærkt venskab, da de begge tog af sted til Afghanistan i 2009. Kenneth og Dennis kunne bruge flere timer på at snakke om de mange svære oplevelser, de var vidne til i de krigshærgede zoner.


- Han var bare en person, der var indbegrebet af godhed, og man vidste hurtigt, at han var en, man kunne åbne sig for. Jeg brugte ham rigtig meget, da vi var af sted, og hvis jeg ikke havde haft ham, tror jeg ikke, jeg havde fået luft for mange af de følelser, jeg gik rundt med dernede, forklarer 28-årige Dennis, der ligesom Jeanne får et sørgmodigt blik i øjnene, da snakken falder på den dag, da den kun 23-årige Kenneth blev dræbt.


Onsdag den 25. november blev Kenneth ramt af vejsidebombe, mens han var ude at patruljere til fods. Han blev omgående fløjet til et felthospital i Camp Bastion, men lægerne kunne intet gøre for at redde ham. Han var død ved ankomsten.


Da militærets Hercules-fly landede i Roskilde Lufthavn den 4. december 2009, var det Dennis, der gik forrest og bar kisten med sin døde ven.

Rørende afskedsbrev


Kenneth havde planlagt at komme hjem på ferie, en uge efter at han blev dræbt, og Jeanne havde allerede bestilt tid hos frisøren, så han kunne blive klippet.


- Da vi stod og så hans kiste blive båret ud af flyet, var det jo bare som en ond drøm, siger Jeanne.


Kort tid efter modtog hun et afskedsbrev fra sin bror, der ligesom alle andre danske soldater var blevet bedt om at skrive et afskedsbrev til familien, før han blev udsendt til Afghanistan, netop for det tilfælde, at de skulle miste livet.







- Han skrev, at jeg skulle slappe af og leve livet, og så skrev han i et fælles brev, at han håbede, at alle fandt kærligheden. Jeg tænkte meget over det dengang og læste ofte brevet for at blive mindet om, hvad han ønskede for mig. Jeg har altid været sådan en, der havde tjek på tingene. Fokuseret på at færdiggøre uddannelse på normeret tid, aldrig overtræk og et lidt skemalagt liv, smiler Jeanne.


Sorgen ramte både Jeanne og Dennis hårdt, men den eneste kontakt, de havde under begravelsen og de efterfølgende mindecermonier, var lidt snak om Kenneth på et professionelt niveau.



Ville høre historier om bror

Dennis havde dog ikke glemt sin vens lillesøster. Han prøvede flere gange at indikere på Facebook, at han var interesseret i hende.


Jeanne havde dog indtryk af, at den mørkhårede mand datede mange piger og, afslog flere gange at mødes med ham. Det var først, da han spurgte, om de ikke skulle træne sammen en dag, at Jeanne gik med til at mødes med ham.


- For mig handlede det nok mest om, at jeg gerne ville høre noget om min bror fra nogen, der kendte ham. Så min bagtanke var nok lidt en anden end Dennis', siger Jeanne og kigger smilende på sin kæreste.


Han var dog ikke i tvivl om sin fascination af den lyshårede pige, da han så hende.


- Jeg kan huske, at hun kom ned ad trappen i træningscenteret og sagde, at hun ikke skulle træne så hårdt, da hun allerede havde trænet om morgenen, og da var jeg bare solgt. Hun er jo så smuk, fortæller Dennis.


Bagefter tog de ud og spiste aftensmad, og så var de begge solgt.


- Jeg fandt hurtigt ud af, at Dennis var mere følsom, end jeg havde regnet med. Det var helt specielt at snakke med ham om sorgen, om Kenneth og det, vi havde været igennem, for jeg behøvede ikke at forklare særlig meget. Han forstod jo det hele.

Tre et halvt år efter at Kenneth mistede livet i Afghanistan, kunne Jeanne og Dennis kalde sig kærester, og i dag har de fælles adresse i Vanløse.

Kenneth ville være glad

De er begge sikre på, at Kenneth ville være rigtig glad på deres vegne, hvis han havde været i live, og for Dennis har kærligheden til sin gode vens søster gjort, at han føler et særligt ansvar.


- Jeg føler, at jeg skal passe ekstra godt på hende. Men egentlig passer vi nok rigtig godt på hinanden. Jeg havde et stort temperament efter at have været i Afghanistan, men Jeanne er god til at håndtere mine følelser, og det har givet mig en god ro.


De er begge enige om, at de har et helt særligt bånd til hinanden, fordi de begge har mistet en, der stod dem nær, og Jeanne har fået opfyldt et ønske, som hun altid har haft til en kommende kæreste.


- Jeg har altid tænkt, at den fyr, jeg skulle være sammen med, skulle ville lære min bror at kende og interessere sig for, hvordan han var som person. Det har jeg fået, og det er jeg lykkelig for.


På hendes håndled er de to ord "lev livet" tatoveret. De ord, som Jeannes bror opfordrede hende til at leve efter.


- Hver gang jeg kigger på dem, minder de mig om ham, og det er dejligt.