Tanjas 14-årige søn døde: Min verden gik i stykker

Det er snart et år siden, Marcus døde. Sorgen har endnu ikke sluppet sit tag i hans mor, men ved at tage en dag ad gangen har Tanja lært at leve med den.

”Vi beklager meget, men…”

Den sætning, som ingen forældre ønsker at høre til ende, forstummede mellem lejlighedens vægge uden rigtigt at nå Tanja.

– Da det ringede på døren, troede jeg, at det var Marcus, der var kommet hjem. Så da jeg åbnede, og der stod to betjente udenfor, blev jeg selvfølgelig bekymret og tænkte, at der nok var sket en ulykke. At Marcus måske var blevet kørt ned, og jeg skulle ud på hospitalet til ham. Jeg kunne jo godt høre, at de sagde, Marcus var død, men det var så uvirkeligt, at jeg ikke kunne tro på det.

– Jeg gik frem og tilbage i lejligheden. Frem og tilbage. Tankerne væltede rundt i mit hoved. Jeg troede ikke på, hvad de sagde. Det kunne ikke passe.

– De kom ind og sad i sofaen og prøvede at tale med mig, men jeg kunne slet ikke være i det. Jeg blev bare ved med at gå frem og tilbage fra stuen til køkkenet og tilbage til stuen. Jeg kan huske, at jeg blev ved at sige ”Det passer ikke. Det passer ikke.” Han måtte da kunne reddes, tænkte jeg. De måtte da kunne gøre noget.

Kender ikke dødsdatoen

Der gik lang tid, før Tanja Andersen fik at vide, hvad hendes kun 14-årige søn var død af. Først troede man, at han døde af en overdosis piller, men det var ikke det, der var fatalt. Det var derimod dødelige spark og en lang række omstændigheder, hvor ingen hjalp ham.

Han døde på et badeværelsesgulv i en lejlighed på Østerbro i København, mens hans venner festede med alkohol og stoffer. Kæresten Liv lå bevidstløs af stoffer, og hendes mor, der var den eneste voksne i lejligheden, ville ikke tilkalde hjælp af frygt for, at hendes datter ville blive fjernet. Derfor lå Marcus længe på badeværelsesgulvet, inden nogle teenagere bar hans livløse krop ned på gaden og ringede efter en ambulance.

– Jeg ved stadig ikke, præcis hvornår han døde.

Den officielle dødsdato er den 11. marts, hvor Marcus blev erklæret død på Rigshospitalet. Men Tanja tror, han døde før midnat. Det har gjort det svært at få bestilt en gravsten, for datoen skulle jo på. Men efter knapt et år er hun endelig ved at være klar til at bestille stenen

– Jeg har besluttet mig for, at der skal stå den 10. marts på stenen. Det er mest rigtigt.

Nægtede at tro det

Meget af tiden, der er gået siden Marcus’ død, fortaber sig i sorgens barmhjertige tåger, men efterhånden er Tanja ved at kunne overskue livet igen. Hun er netop igen begyndt at arbejde i det cateringfirma, som hun blev sygemeldt fra, da hun mistede sin søn. Få timer om ugen. Et skridt ad gangen.

Erindringen om den morgen, de to betjente bankede på hendes dør, forsvinder dog aldrig. Hun husker, at betjentene ringede efter en veninde og Tanjas eksmand, Marcus’ far.

– Da min eksmand kom, viste de ham et billede af Marcus. Jeg så det ikke. De sagde, at vi skulle ud på hospitalet og se ham. Jeg ville ikke derud, men det var jeg jo nødt til.

Selv da Tanja så sin døde søn ligge bleg og stille, nægtede hun at tro, at han ikke kunne reddes.

– Jeg blev ved med at tænke, at der da måtte være noget, de kunne gøre, forklarer hun.

– Da jeg endelig forstod, at Marcus var død, gik min verden i stykker.

Et langt farvel

Stuen i Tanjas lyse lejlighed på Amager er prydet af billeder af Marcus. En smuk dreng med smil i de himmelblå øjne. På et af dem vender han med hovedet nedad. Frit svævende i luften.

– Han elskede at lave saltomortaler. Han var sådan en, der bestemte sig for at lære noget, og så øvede han sig bare igen og igen, indtil han kunne. Han var aldrig bange for noget, forklarer Tanja.  

Der gik længe, før Marcus kunne begraves, for man kendte ikke dødsårsagen, og han skulle obduceres, og politiet skulle foretage afhøringer.

Det betød, at Tanja fik næsten to måneder til at forstå og til at sige farvel.

– Jeg besøgte ham hver dag. Jeg måtte se ham og være hos ham så meget som muligt. Det er jeg glad for i dag. For det gav mig mulighed for at sige ordentligt farvel.

Små hverdagsmål

Da Marcus blev revet bort, var det, som om selve livet stoppede.

– Alt, hvad jeg skulle gøre, føltes som første gang. Jeg var som lammet. Alt virkede meningsløst og tomt, og jeg kunne ikke holde ud at være nogen steder. Slet ikke i lejligheden, hvor alt mindede mig om Marcus.

De første måneder boede Tanja hos familie og venner, når det var for svært at være alene, og minderne i lejligheden blev for overvældende.

– De lavede mad til mig og tog mig med ud. Det var helt uoverskueligt for mig at gøre noget på egen hånd, men det var nemmere sammen med dem. Selv om det også var svært.

For at overvinde sig selv lavede Tanja en strategi, som hjalp hende igennem den første svære tid.

– Jeg aftalte med mig selv, at hvis jeg kunne være et sted bare en halv time, så var det godt nok, og så kunne jeg tage hjem igen. Det gav mig en tryghed at vide, jeg kun skulle klare en halv time.

Føler sig skyldig

I tiden efter Marcus’ død gennemspillede Tanja forestillinger i sit hoved om, hvordan tingene var foregået. Tanker, om hvad hun kunne have gjort for at redde sin søn, fyldte meget. Og selv om hun havde forbudt ham at komme i lejligheden hos Liv og hendes mor, følte hun sig alligevel skyldig.

– Jeg havde skyldfølelse over alt det, jeg tænkte, jeg kunne have gjort anderledes. Nu kan jeg godt se, at jeg ikke kunne have gjort noget som helst.

Indimellem kan skyldfølelsen stadig komme snigende, men nu handler det mere om, at det kan være svært at acceptere, at Marcus ikke længere er her til at nyde livet.

– Man kan godt få dårlig samvittighed over at have det sjovt, men jeg er samtidig bevidst om, at der også skal være plads til glæder i livet.

– Det synes umuligt, at jeg nogensinde skal kunne komme over det. Det tror jeg ikke, man kan. Men jeg har fundet en måde at leve et normalt liv igen, fortæller Tanja.

Kærligheden dør aldrig

Med masser af støtte og hjælp er hun efterhånden så afklaret med sin sorg, at hun kan holde ud at se den i øjnene.

– Man bærer sorgen med sig. Den vil altid ligge der, men man lærer at leve med den.

Men indimellem bliver der ribbet op i følelserne igen. Senest, da Marcus’ kæreste Liv døde af den hjerneskade, hun fik af stofferne, den samme aften, Marcus mistede livet.

Derfor går Tanja stadig i sorggruppe. Det hjælper at snakke med nogen, der ved, hvordan det føles indeni.

– Det er rigtig rart at møde ligesindede, der forstår den sorg, jeg gennemlever. Så føler man sig ikke som den eneste.

Det siges, at sorgen er den kærlighed, man ikke kan komme af med. For Tanja dør kærligheden aldrig, og således må sorgen leve med.

Hun har overvejet at flygte. At flytte fra lejligheden og alle minderne. Starte på en frisk. Men man kan hverken flygte fra kærligheden eller sorgen.

– Jeg har haft virkelig svært ved at være i lejligheden og overvejede en periode at flytte for at komme væk fra alt det, der mindende mig om Marcus. Men her er jo også mange positive minder, og dem vil jeg ikke undvære.

Sig dog undskyld

Mange ting kunne være gået anderledes, hvis de mennesker, der var omkring Marcus i hans sidste timer, havde handlet. Det kan være let at lade sig opsluge af vrede og bitterhed, når ens barn på den måde er blevet ladt i stikken.

– Jeg har da været vred, og de negative følelser dukker også stadig op indimellem.

Der er ikke noget, der kan bringe Marcus tilbage, men for Tanja ville det være lettere at komme videre, hvis nogen påtog sig ansvaret.

– Livs mor sagde i retten, at hun var ked af det, der var sket. Det er jo nok hendes måde at sige undskyld på. Men hun kiggede ikke på mig på noget tidspunkt, så det føles ikke helt som at få en rigtig undskyldning. Flere af de unge, der var i lejligheden den aften, har sagt, at de ville tale med mig. Men jeg har ikke hørt fra en eneste af dem. De har nok mistet modet. Jeg forstår godt, det er svært for dem at se mig i øjnene, men jeg ville ønske, de gjorde det alligevel.

– Det ville være rart, hvis nogen så mig i øjnene og sagde undskyld.

Et tæt bånd

– Marcus var meget vellidt. Han skal huskes som en glad og charmerende dreng, der var glad for livet. Han var altid nysgerrig og meget modig. Han drømte om at bestige Mount Everest, og lige inden han døde, lagde vi planer om at prøve bjergbestigning af i Tyskland. Det nåede vi aldrig.

Men mor og søn nåede at få mange andre gode oplevelser sammen. Man får et særligt forhold, når man kun er to, og det tætte bånd mellem Tanja og Marcus blev skabt af masser af grin og oplevelser, og af skiturene, som de begge elskede.

– I starten græd jeg, bare jeg så sne. Jeg troede aldrig, jeg ville kunne tage på skiferie igen. Men nu tænker jeg, det er en måde at ære hans minde, at jeg gør alle de ting, han elskede.