Tanjas far overlevede sine blodpropper: Jeg mistede ham alligevel

Tanja var 16 år, da to blodpropper tog den far, hun kendte. Sorgen havde hun ikke tid til at bearbejde, for hun skulle jo kæmpe for sin syge far.

Hej far, hviskede 16-årige Tanja, mens tårerne hastigt løb ned ad hendes kinder. Hendes far lå helt stille i hospitalssengen, mens respiratoren bippede rytmisk ved hans side. Hun anede ikke, om han kunne genkende hende.

Dagen inden havde hendes far, Carsten, fået en blodprop i hjernen, der havde lammet ham i højre side.

Men på sygehuset fik han det hurtigt bedre og fortalte sin datter, at det hele nok skulle gå. Han skulle nok komme på benene igen.

– Det var sidste gang, jeg hørte min fars stemme, fortæller Tanja Gade Johannesen.

Blodproppen kom ikke alene, for i løbet af natten satte endnu en blodprop sig i hjernestammen. Hele hans krop krampede. Lægerne kunne ikke sige, om han ville overleve. Hvis han gjorde, ville han have det såkaldte locked-in-syndrom. Hans øjne, ører og hjerne ville virke som før, men han ville ikke kunne tale eller røre sig. Carsten var kun 50 år.

– Lægerne kunne lige så godt have sagt, at han var død. Uanset hvad, havde jeg mistet den far, jeg kendte, siger Tanja.

Alvorlig hverdag

I dag er det fem år siden, at det ikke længere var almindelige teenagebekymringer, som den dengang 16-årige Tanja stod med.

Hverdagene kom til at handle om at få sin far til at trække vejret selv. Han måtte ikke være afhængig af en respirator, hvis han skulle genoptrænes.

Tanjas forældre er skilt, og da faderen boede alene, var der kun Tanja og hendes storebrødre til at finde ham en ny bolig, der var egnet til kørestol. Faderens gård og Tanjas barndomshjem ved Hadsund kunne han ikke flytte tilbage til.

– På et tidspunkt tog jeg mig selv i at tænke, at det ville være meget nemmere, hvis han var død. Det var skræmmende at tænke sådan, for det ville jeg selvfølgelig aldrig ønske, fortæller Tanja, der sjældent kom i skole, fordi hun skulle passe sin far.

Inden farens blodprop var hun begyndt på handelsskolen i Aalborg, men gik der kun tre måneder, før hun droppede ud. På det tidspunkt havde hun 121 timers fravær.

Glemte sig selv

I takt med at Tanja fokuserede så meget på at skaffe sin far den bedste hjælp, han kunne få, glemte hun sig selv.

En dag kunne hun mærke en hurtig hjertebanken i sit bryst. Hun havde problemer med at trække vejret og kunne mærke panikken vokse. Følelsen kom tilbage, hver gang Tanja var bare den mindste smule presset. 

Hos lægen fik Tanja at vide, det var angstanfald, hun oplevede. De var forårsaget af stress.

Tanjas krop skreg simpelthen på en pause, og i oktober 2018, næsten fem år efter hendes fars blodpropper, måtte hun erkende, at presset var for stort. Hun måtte sygemelde sig – og hun har været det lige siden.

I dag er der kommet mere ro på. Tanja er ikke længere hos sin far hver dag, men kun en eller to gange om ugen.

Han har fået et godt hold af faste plejere og har to plejere omkring sig i alle døgnets timer.

I sidste ende var det også plejerne omkring Carsten, der inspirerede Tanja til at tage en social- og sundhedsuddannelse, så hun også kunne gøre en forskel for andre mennesker som sin far.

Nye taleveje

Under genoptræningen lærte Tanjas far at kommunikere, selv om han hverken kan tale og bevæge sig.

Ved at kigge opad siger han ja. Kigger han nedad, siger han nej. Og med den teknik kan han bruge en taleplade.

Talepladen er så simpelt som et alfabet, der bliver læst op, og så siger Carsten ”ja” med øjnene, når det rigtige bogstav bliver nævnt. Sådan kan han i dag danne sætninger.

Men i lang tid måtte Tanja og hendes brødre tage en masse beslutninger om deres fars fremtid, uden de havde nogen anelse om, hvad Carsten overhovedet ville.

Det var først efter fire måneder, at de igen fik muligheden for at kommunikere. Der indså lægerne og familien, at Carsten intet kunne huske fra de første tre måneder, efter blodpropperne havde ramt ham.

Tårerne kunne umuligt holdes tilbage, da Tanja skulle fortælle sin far om alt det, der var sket. Værst af alt var at skulle fortælle ham om hans fremtid. For de havde ingen anelse om, hvad der ville ske.

Humøret er stadig højt

Men efter de hårde samtaler var overstået, bragte talepladen kun lykke.

Familien skulle ikke længere gætte sig til, hvad Carsten mente. Mange af hans sætninger er blevet skrevet ned i en sort kinabog, og bladrer man gennem de tætskrevne sider, kan man godt se, at Carsten er en mand med skarpe holdninger.

”Vi er ikke på talefod” er noget af det seneste, som er skrevet ned. Det er en af plejerne, som han var blevet lidt uvenner med. Det sker en gang imellem, men oftest er der en let stemning, og plejerne er ikke bange for at joke med Carsten.

– Han er god til at holde på en hemmelighed, fortæller en af plejerne. Og selv om man skulle tro, at det var en kommentar, man hurtigt kunne blive træt af, når man ikke kan tale, så kan den stadig få Carsten til at knække af grin. Selv om hele kroppen er lammet, er man ikke i tvivl, når han griner. Smilet breder sig i hans øjne, som blinker og blinker. Griner han rigtig meget, får det hele hans krop til at ryste helt ustyrligt. Så meget, at Tanja og plejerne må holde både arme og ben på ham for at få ham til at sidde stille igen.

Gode tider er der stadig masser af.

Carsten er altid blevet kaldt familiens hyggeonkel, for han kunne altid skabe en let stemning. Selv om han havde et travlt liv som lastbilchauffør, kunne hele familien hver uge altid regne med at blive inviteret hjem til ham på gården, hvor han gerne lavede mad til 20 personer.

– Jeg plejede at hade, at han inviterede på aftensmad klokken 18, for maden var aldrig på bordet før klokken 20. Han skulle altid lige snakke lidt, og så tog det bare altid lidt længere tid at lave maden, husker Tanja.

Savner fars stemme

I dag savner hun det. Nu er det som regel hende, der samler familien og laver mad. Men mest af alt savner hun at blive mødt i døren af sin far med et kram, et kys på panden og ordene ”hej smukke.”

En lille del af Tanja tror stadig, at hun en dag vil høre sin fars stemme igen.

– Jeg lever nok lidt i en boble af optimisme og har altid tænkt, at lige om lidt er han så god som ny igen. Inderst inde ved jeg nok godt, at det ikke kommer til at ske.

Men håbet er det, der har hjulpet Tanja med at blive ved med at kæmpe.

Hun kæmper stadig for mere genoptræning til sin far. Han kan dreje hovedet en smule, men det er muligt, at han også vil kunne løfte sin ene arm, hvis han bliver trænet.

– Jeg ved ikke, om der nogensinde kommer en dag, hvor vi giver op, siger Tanja og kigger på sin far.

– Det gør der ikke, siger hun og retter sig selv, for hendes fars øjne kigger nedad.

Han vil aldrig smide håndklædet i ringen, og så længe han vil kæmpe, giver Tanja heller ikke op.