Tog sit liv på selvmordsklinik: Simons rørende farvel

Debbie forsøgte forgæves at tale ægtefællen Simon fra at begå selvmord. Men efter en diagnose på den dødelig nervesygdom ALS ville den 57-årige familiefar ikke leve længere. Mens Simon endnu kunne tale, indtalte han en rørende afskedshilsen til sin elskede hustru.

10 måneder efter Simon tog den tungeste beslutning i sit liv, lå han i en hospitalsseng på en selvmordsklinik i Schweiz.

Det var mandag den 19. oktober i fjor. Omkring den 57-årige englænder stod de fem mennesker, der betød mest for ham: hustruen Debbie, søsteren Elizabeth og tre af hans nærmeste venner.

Debbie tog forsigtigt sin mands hånd, mens Simon langsomt åbnede for en lille, gul ventil, der med en nål var fastgjort til hans venstre arm. Han åndede tungt og lukkede sine øjne for sidste gang.

Beslutningen om selvmord blev truffet, da Simon fik den frygtede diagnose ALS. Sygdommen ødelægger nervecellerne i rygmarv og hjerne, og den kan ikke kureres.

LÆS OGSÅ: Fantastiske farmand: Fotograf og fødselshjælper

Simon Binner var fanget i sin egen krop. Han vidste, at han til sidst ville være lammet, end ikke i stand til at kommunikere med sine omgivelser. Det var ikke et liv, han ønskede at leve.

Da Storbritannien ligesom Danmark ikke tillader aktiv dødshjælp, besluttede Simon at ende sine dage i Schweiz. Her har det siden 1942 været tilladt at begå såkaldt assisteret selvmord.

Debbie og Simon har to store piger, Hannah og Zoe. De to piger var ikke med, da Simon tog sit liv. Det ønskede han ikke.

En gnavpot

Efter Simon lukkede op for den dødelige giftsprøjte, gik der fire minutter, så udåndede han. Inden da blev der afspillet en sidste, rørende hilsen fra ham til hustruen Debbie:

 ”Hej Debbie. Det er Simon.

Jeg elsker dig rigtigt meget, Debbie. Jeg har ikke fortjent dig, Hannah eller Zoe. Sikke nogle kærlige og omsorgsfulde unge kvinder, og jeg har været en gnavpot det meste af tiden. Men jeg elsker dig, Debbie. Vi har haft et sjovt og latterfyldt ægteskab. Vi har været meget heldige at finde hinanden.

Det eneste heldige ved at skrante langsomt er, at vi har haft tid til at snakke om tingene i løbet af de sidste 10 måneder. Det er ikke som at dø i en bilulykke. Vi har virkelig fået sagt alt, hvad der skulle siges til hinanden. Du har været en fantastisk kone, Debbie. Og jeg ved, at du elskede mig, og at jeg elskede dig.

Nå, men tid, ebbe og flod venter ikke på nogen. Jeg elsker dig rigtigt meget, Debbie. Farvel.”

LÆS OGSÅ: Sabrinas lykke blev afløst af frygt: Nybagt mor fik sclerose

Simon var en succesfuld forretningsmand i den engelske by Purley, da han i januar 2015 fik sin diagnose. Sygdommen invaliderede ham langsomt, og han var flov over det. Hans nærmeste skulle ikke se ham hjælpeløs og afmægtig. Det var også årsagen til, at hverken hans mor eller hans to steddøtre, Hannah og Zoe, var til stede i Schweiz, da han døde.

Debbie og Simon fotograferet foran deres hjem, inden Simons frygtelige sygdom for alvor tog fat.

Uenig i beslutningen

Til gengæld kunne millioner af tv-seere følge hans sidste tid i en dokumentarudsendelse om det aktive selvmord på tv-kanalen BBC. Dog fik seerne ikke lov at overvære øjeblikket, da Simon sov ind.

Tv-programmet har udløst en voldsom debat i England. Også Debbie indrømmer, at hun havde meget blandede følelser omkring sin mands beslutning om at tage sit liv.

– Jeg ønskede ikke at se Simon lide, men jeg ønskede heller ikke, at han skulle dø. Jeg ønskede mere tid, men Simon insisterede på at planlægge sin død her og nu. Han var i sin gode ret, men jeg var også en del af hans liv. Inderst inde føler jeg ikke, at Simon gjorde det rigtige. Men det var hans valg, udtaler Debbie, som nåede at være gift med Simon i 14 år.

Simon havde fået at vide, at han havde mellem seks måneder og to år at leve i.

LÆS OGSÅ: Helved blev vores paradis

– Simon kunne stadig spise, han kunne bruge sine arme og ben, og han kunne se og høre. Men han ville ikke fokusere på det positive. I stedet bookede han en tid på klinikken. Jeg tror, det var et udtryk for panik. Han traf sin beslutning, mens han endnu kunne, siger Debbie.

Ægtefællens død var ikke første gang, hun blev ramt af en tragedie. I 2013 døde Debbies kun 18-årige datter, Chloe, af en sjælden form for knoglekræft. Modsat Simon kæmpede datteren til det sidste, inden døden indhentede hende.

– Der er ikke noget værre, end at miste et barn. Men  Chloe kæmpede trods alt for sit liv. Det gjorde Simon ikke, og det kan gøre mig vred.

Debbie besluttede alligevel at bakke sin mand op og følge med ham til Schweiz, efter at han havde forsøgt at begå selvmord i parrets hjem. På det tidspunkt havde Simon mistet evnen til at tale. Han kunne ikke gå, og han havde svært ved at bruge sine hænder. Debbie indså, at enten kunne hun støtte sin mand i hans ønske om at begå selvmord i Schweiz, eller også måtte hun acceptere, at han ville forsøge at tage sit liv på en anden måde.

En uafhængig fyr

– Jeg stod i et frygteligt dilemma, for jeg ønskede ikke at miste min elskede mand. I en sådan situation er intet sort eller hvidt. Der er mange nuancer, siger Debbie.

Inden Simon mistede evnen til at tale, forklarede han i BBC-dokumentaren baggrunden for sin beslutning med disse ord:

LÆS OGSÅ: Sapran blev slået og ydmyget som barn: Jeg ville bare elskes

– Jeg har altid været en uafhængig fyr, der har klaret mig selv. Sygdommens udvikling kan jeg ikke leve med. Jeg hader min situation. Den er ydmygende, hjælpeløs og umandig. Jeg føler mig som en brugt, udslidt bil, som det ikke kan betale sig at reparere på. Derfor har jeg valgt at dø. Det må være min ret som menneske at bestemme over mit eget liv.

Efter dokumentaren udtalte Debbie, at hun fortsat er imod aktiv dødshjælp, men at udsendelsen har været positiv.

– Tv-udsendelsen om Simons død er et forsøg på at vise, hvor kompliceret det er, når et menneske rammes af dødelig sygdom og vælger ikke at ville leve. Jeg vil ikke sige, hvad andre skal gøre. Men jeg håber, at Simons skæbne og beslutning kan skabe debat, siger Debbie.

Minder om Jane

Historien om Simon minder på meget om danske Jane Hoffmann, som også led af ALS. Hun tog sit liv den 9. januar 2014 på en selvmordsklinik i Schweiz.

LÆS OGSÅ: I dag tager Jane sit eget liv

LÆS OGSÅ: Jane talte ved sin egen bisættelse

LÆS OGSÅ: Jane sov ind med et smil

LÆS OGSÅ: Janes sidste brev til sin datter: Få børn