Ulykke gjorde Karsten invalid: Kærligheden hjalp mig videre

Det var kærlighed ved første blik, da Karsten og Heidi mødte hinanden til Grøn Koncert. Deres stormende forelskelse blev dog sat på en hård prøve allerede fire måneder senere, da Karsten kom ud for en alvorlig arbejdsulykke.

– Der var kemi med det samme, fortæller Karsten Bonde Andersen fra Horsens om sit første møde med Heidi.

De var begge frivillige på Grøn Koncert i sommeren 2007, og Karsten faldt pladask for hendes smittende humør. Heidi forelskede sig lige så hurtigt i Karsten og hans ”dårlige humor”, og da koncerterne sluttede, fortsatte den søde musik mellem de to. Karsten flyttede direkte hjem til Heidi, og snart snakkede de om både ægteskab og børn.

Fire måneder senere stoppede euforien.

Den dengang 27-årige Karsten arbejdede som tømrer, og sammen med en lærling stod han på et stillads og var ved at skifte tag på en villa i Aarhus.

– Vi skulle dække taget af med en presenning, men pludselig fløj presenningen af. Jeg tog et skridt frem for at gribe fat i den, men fik overbalance og røg ud over stilladset. Jeg landede på ryggen lige oven på min skruemaskine, som stadig sad i mit bælte.

Brækkede ryggen

Karsten lå helt stille på jorden. Han kunne ikke føle sine ben, men til gengæld havde han ufattelige smerter i ryggen. Mens han lå og ventede på ambulancen, ringede han til Heidi og fortalte, hvad der var sket.

– Jeg gik ikke i panik på det tidspunkt, men jeg kendte jo heller ikke konsekvenserne, siger Heidi og får tårer i øjnene.

Konsekvenserne var store. Karsten havde brækket ryggen, men det opdagede lægerne først efter et år. 

– På hospitalet sagde de, at jeg var virkelig heldig. De kunne ikke se noget på scanningen, og da følelsen kom tilbage i mine ben dagen efter, blev jeg bare sendt hjem med en masse smertestillende. Efter en måned tog jeg på arbejde igen, men to timer senere måtte jeg kravle tilbage i bilen. Smerterne var uudholdelige, og det blev de ved med at være.

Det var dog først, da Karsten året efter blev sendt videre til nogle specialister på Give Rygcenter, at han fik stillet en korrekt diagnose. Ryggen var brækket, og han skulle opereres med det samme. Så Karsten opsøgte en anerkendt rygkirurg og fik indopereret fire skruer i rygsøjlen, som skulle holde sammen på hans krop.

– Det hele begyndte endelig at se lyst ud. Vi skulle giftes kort efter operationen og havde lige købt nyt hus. Jeg glædede mig til at komme videre i livet.

Uoprettelige skader

Få uger efter lænede Karsten sig frem for at give Heidi et kys. Så lød der et kæmpe smæld. Der var ingen tvivl. Det var ryggen igen.

– Jeg måtte have morfin for at holde smerterne ud og gik foroverbøjet som en gammel mand. Men igen kunne lægerne ikke se noget på scanningen, og så måtte jeg endnu en gang gå i et smertehelvede i et års tid uden at vide hvorfor.

Karsten opsøgte flere læger, som afviste, at hans smerter havde noget alvorligt på sig. 

– Men jeg insisterede på, at der var noget galt, så jeg blev igen sendt til Give Rygcenter, og der fandt man ud af, at to af de skruer, jeg havde fået indopereret, var knækkede. Lægerne sagde direkte, at det var noget makværk, man havde sat ind i mig.   

Efter 11 dage gennemgik Karsten en ny operation, som skulle udbedre skaderne fra den første. Men de var uoprettelige. I et helt år havde skruerne siddet alt for løst i hans ryg. De havde gnedet sig op ad hans nervebaner og klemt nerverne ihjel. Karsten var invalid.

Konstante smerter

I dag, knap 11 år efter ulykken, lever Karsten stadig i et smertehelvede hver eneste dag.

– Jeg har smerter hele tiden. Nogle gange så mange, at jeg ikke kan være i mig selv. Det er mest mine ben, der gør ondt nu, og jeg tager morfin hver dag for at komme igennem dagen. Det føles konstant, som om jeg har hamret mine tæer ind i et bordben så hårdt, at neglene er flækkede. Det liv, jeg levede før ulykken, er ødelagt, siger Karsten stærkt berørt og uddyber:

– Hele min identitet lå i mit arbejde. Det var dét, jeg kunne. Nu er jeg invalidepensionist og bruger det meste af min dag derhjemme. Jeg var et meget aktivt og socialt menneske før ulykken, men nu kan jeg ikke følge med i vennernes tempo længere, så det er svært at bevare kontakten til dem.

Karstens forhold til Heidi har også været udfordret efter ulykken. 

– De første par år var jeg en sur gammel mand meget af tiden. Det gik ud over min selvtillid, at jeg intet nyt havde at fortælle, når Heidi kom hjem fra arbejde, og det satte vores forhold under pres, at jeg levede gennem hende. Midt i det hele fik vi også vores datter, Lærke, og det gjorde ondt, at jeg ikke engang kunne holde til at tage hende op.  

Støtten betyder alt

Heidi og Karsten har dog aldrig sat spørgsmålstegn ved, om de skulle blive sammen. Kærligheden overvandt alt.

– Karsten er den samme person som før. Han har stadig den samme dårlige humor, som jeg faldt for dengang, griner Heidi, som også tager det med et smil, at det er hende, der nu skal stå for det meste i dagligdagen.

– Jeg er bare glad for, at der ikke skete mere med ham.

Heidis støtte betyder alt for Karsten. Den har hjulpet ham gennem de svære år i begyndelsen og lært ham at sætte pris på livet og de ting, han trods alt stadig har. 

– Heidi har en stor del af æren for, at jeg er kommet så langt. Jeg siger stadig nej til mange ting, men jeg tillader også mig selv at gøre det, jeg virkelig gerne vil. Så må jeg bare tage noget mere smertestillende de dage. Jeg ved ikke, hvordan jeg har det om 10 år, så det gælder om at leve, mens man kan. Det synes jeg, alle burde tænke over.