Voksede op med overgreb og svigt: Jeg ville bare gerne passe ind

Som 3-årig kommer Laura, hendes mor og to søskende til Danmark fra Brasilien. Den lille pige har fået fortalt, at der venter et nyt og spændende liv i det sneklædte land, men det viser sig, at virkeligheden bliver en helt anden.

– Vi ses i aften, skat!

Lauras mor smiler, mens hun lukker hoveddøren og lader Laura være tilbage i lejligheden i Frederiksværk.

Lauras øjne fyldes med vand, men selv om hun råber efter sin mor, så kan hun høre trinene i opgangen blive svagere og svagere. Bag hende fornemmer hun den efterhånden genkendelige lugt. Laura og hendes søskende har døbt ham Gorillaen. Hans store, tykke krop er dækket af et tæppe af hår, og de lyde og ord, der kommer ud af ham, kan Laura endnu ikke forstå. Hun har kun været i Danmark i få uger, men der gik ikke lang tid, før hun fandt ud af, hvad det var for en mand, som hendes mor var flyttet sammen med.

Læs også: Fie tilgiver aldrig sin far: Han slog mor ihjel

Mareridtet begynder

Efterhånden kender hun rutinen. Det skoldhede vand fyldes i badekarret, og selv om hun er forberedt på smerten, så skriger hun indvendig. Men det kogende vand er ikke det værste, alligevel ved hun også denne gang, at hun ikke kan undgå det. Og ganske rigtigt. De behårede hænder bevæger sig ned under vandet og mod hendes kønsdele. Det svier og brænder i underlivet, og da han lægger hende på et højt bord, mærker hun, hvordan smerterne i underlivet bliver kraftigere.

I huset på Midtsjælland sidder nu 24-årige Laura Helena Pimentel da Silva og fortæller om sin første tid i det kolde Danmark. Den lange rejse fra Brasilien, der skulle ende med den økonomiske tryghed sammen med den rare, varme mand, som hendes mor havde skrevet sammen med.

Men da de trådte over dørtrinnet til den mørke og ildelugtende lejlighed i Frederiksværk, blev drømmen til mareridt.

Søskende siger stop

Utrygheden lå altid og lurede. Også for hendes søskende.

Laura krøb ofte sammen på det grå linoleumsgulv ude i køkkenet med hovedet begravet mellem benene og hænderne for ørerne, når slagene haglede ned over hendes storebror. Hun pressede ørene sammen, men alligevel kunne hun ikke undgå at høre skrigene og de pinefulde klynk, når hendes søster blev voldtaget på sofaen.

Gentagne gange bønfaldt Laura sin mor om at flytte, men hver gang blev det afvist. Men da det en dag bankede på døren, blev livet igen forandret. Det var kommunen. Lauras søskende havde fortalt om det, der foregik i deres hjem, og sammen med Lauras storhulkende mor blev de kørt på krisecenter.

Se også: Sofies sorgfulde liv: Blev mester i at skjule smerten

Mor forsvandt

Opholdet var kortvarigt, og en dag blev hun kørt ud til et pænt hus, hvor en storsmilende kvinde tog imod hende.

Som tiden gik, begyndte hun at forstå, at de mennesker omkring hende skulle være hendes nye familie. Hvorfor hun ikke kunne være hos sin mor, forstod hun ikke.

– Jeg spurgte altid efter hende, og der var ingen, der forklarede mig, hvorfor jeg ikke kunne være sammen med hende og mine søskende. Jeg tror, at jeg gav op til sidst, og så prøvede jeg bare at gøre alt for, at min nye familie godt kunne lide mig, forklarer Laura, der prøvede at opføre sig ordentligt. Hun sad pænt ved bordet, smilede, og da hun begyndte i skole, knoklede Laura på.

– I begyndelsen kaldte de mig noget, jeg ikke forstod. Efter et stykke tid forstod jeg, at ”plejebarn” betød en, der boede hos en familie, der ikke var deres rigtige familie, fortæller Laura, der efter noget tid begyndte at se sin mor igen.

Moren havde fundet en ny mand, og når Laura var hjemme i deres lille lejlighed, var det ølflasker på bordet og en gennemtrængende lugt af hash, der prægede hjemmet.

Indlagt på psykiatrisk

Med sine barneøjne kunne Laura se sin livsglade mor blive mere og mere tom i blikket, og de mange skænderier mellem hende og den nye mand endte ofte med slag og spark. Den mor, som Laura havde knuget ind til sig, når hun var ked af det, forsvandt længere og længere væk.

– Hun begyndte at snakke med Gud, og en dag fandt jeg hende i kælderen, hvor hun var ved at kvæle min kanin Plet. Jeg kunne slet ikke genkende hende, og hun blev ved med at sige, at Gud sagde, at den skulle dø, fortæller Laura.

Efterfølgende blev hendes mor indlagt på psykiatrisk afdeling med en hashpsykose. Mens Laura stadig drømte om at få den gamle, smukke mor tilbage, havde hun svært ved at komme tilbage til dagligdagen. Hun kunne ikke koncentrere sig i skolen, og de få veninder, hun havde, begyndte hun at afskære sig fra.

Da hun en dag blev spurgt om, hun ville bo et andet sted, sagde hun ja.

De næste par år var institutioner Lauras hjem, og de mange skiftende adresser gjorde det svært at knytte sig til andre mennesker. Når hovedet var ved at eksplodere af tanker, fandt hun dagbogen frem, hvor hun skrev om sine mareridt, vreden og følelserne omkring sin mor.

Læs også: Lonnie voksede op med seksuelt misbrug: Sendte sin far i fængsel

Indre kaos

– Jeg skrev engang en stil om en pige, der blev misbrugt. Min lærer reagerede på det, men jeg fik bare at vide, at jeg skulle passe på med at skrive sådan noget, fordi man kunne tro, at jeg anklagede nogen for noget. Jeg var så bange for, at de ville tro, at jeg var blevet sindssyg ligesom min mor, så jeg holdt det for mig selv, fortæller Laura, der i en tidlig alder begyndte at ryge hash.

Den beroligende følelse gav for en stund ro i hovedet, men når virkningen tog af, begyndte aggressionerne at tage over.

– Jeg havde en stor vrede i mig, og jeg begyndte at blive ligeglad med folk omkring mig. Med min mor og pædagogerne, der ville have mig til at passe ind i en kasse, fortæller Laura, der begyndte at hænge ud med piger, der lige som hun havde en indre uro.

En dag havde de planlagt at overfalde en pige. Pigen blev lokket til et sted, hvor Laura og hendes gruppe vidste, at hun ikke kunne slippe væk. Laura pumpede sig op. Verbale tæsk fløj gennem luften, og da den skræmte pige endelig rakte ud efter hende, kunne Laura endelig knytte næven. Hun skulle nemlig ikke slå først. Slag og spark væltede ind over pigen, mens de andre piger stod og heppede i en rundkreds.

– Det handlede nok om, at jeg havde følt mig så uretfærdigt behandlet i så mange situationer, og jeg tror, at volden var en reaktion på mit indre kaos. I bund og grund havde jeg nok bare behov for at høre til et sted. Det havde jeg jo egentlig aldrig prøvet.

Ikke ende som mor

Til sidst fik Laura sin vilje og fik lov at blive placeret et andet sted. Den dag lovede hun sig selv, at hun vil være det gode menneske, som hun inderst inde vidste, hun var.

– Selv om jeg har været langt ude, havde jeg altid haft en følelsen af, at jeg kunne mere med mit liv, og jeg var fast besluttet på, at jeg ikke ville ende som min mor, fortæller Laura, der trods friheden begyndte at få voldsomme psykiske reaktioner.

Når hun skulle købe ind, kunne hun mærke angsten komme krybende, og til sidst havde hun svært ved at gå uden for en dør. Om natten vågnede hun med voldsomme mareridt, hvor hun følte sig spærret inde, og selv om hashen var med til at dulme symptomerne, vidste hun inderst inde, at det måtte stoppe.

Mens raketter blev skudt af, og folk skålede 2009 ind nytårsaften, røg Laura sin sidste joint. Hun satte sig ned og skrev et afskedsbrev til sin barndom. Tiden var inde til forandring.