Voksen som 10-årig

Med en barndom med en depressiv mor måtte Isabella tage sig af sine to brødre og måtte ofte udfylde den rolle, som hendes mor skulle have haft. Det resulterede i en stor ensomhed og selvmordstanker som teenager.

Foto: Steen Wrem

På den trafikerede Ndr. Frihavnsgade på Østerbro går 10-årige Isabella. I den ene hånd har hun barnevognen, hvor hendes toårige lillebror ligger og sover. I den anden har hun et fast greb om sin seksårige bror. Hun har givet dem mad, skiftet ble på den lille, og blandt trafikos og larmende biler traver de tre børn af sted.

Isabella kan ikke huske, at hun var barn i sin barndom. Lige siden hun kan huske, har hendes mor været præget af depression, og som barn måtte Isabella ofte påtage sig en voksenrolle - både over for sin mor og sine brødre, når sygdommen overtog sindet.

Læs også: Tak for livet, Cecilie

Stort ansvar
- Jeg fik et stort ansvar, fra jeg var helt lille, og jeg opførte mig ordentligt, når jeg kunne mærke, at der var fare på færde, for jeg ville jo ikke have, at jeg skulle være endnu et problem for min mor, forklarer den nu 19-årige Isabella Kehlet.

Som 11-årig flytter Isabella og resten af familien fra Østerbro i København til Bjæverskov. Udadtil falder den tilflyttende familie til i lokalområdet. Nyt parcelhus, pæne møbler og swimmingpool i haven. Men allerede et halvt år efter begynder familielivet at krakelere. Isabellas mor har gentagne mareridt om sin forsømte barndom, og ofte finder Isabella hende liggende i soveværelset, når hun kommer hjem fra skole. Andre gange farer moderen febrilsk rundt i hele huset og gør rent. Og når hun gør det, ved Isabella godt, at hun skal holde sig på afstand.

- Når jeg kom hjem fra skole, havde jeg altid sådan en uro i maven, før jeg åbnede døren. Jeg kunne altid fornemme, hvis den var gal. Hvis hun støvsugede, vidste jeg bare, at jeg skulle holde mig væk, fordi hun kunne være aggressiv.

Passer på mor
- Da jeg gik i skole som lille i København, kunne jeg nogle gange finde på pludselig at løbe væk, men da vi flyttede til Bjæverskov, var jeg mest for mig selv - det var en tid, som jeg husker som ensom, forklarer Isabella, der i 8. klasse begynder at pjække fra skole, så hun kan passe på sin mor.

- Der var en tryghed ved at sidde en hel dag og snakke med min mor inde i hendes seng. Hun kunne tage op til 25 kodeinpiller, men når hun gjorde det, havde vi det bedst, for så var hun helt rolig.

Lukker sig inde
Isabella begynder langsomt at lukke sig inde i sig selv, når hun er blandt andre mennesker. De få veninder har svært ved at forstå moderens sygdom, og de få gange hun er gået med til at få veninder med hjem, er de blevet bange for hendes mors hidsige temperament. Isabella bliver deprimeret, og en dag føler hun, at hun ikke kan overskue sit liv mere.

- Jeg følte, at jeg var i et sort hul, jeg ikke kunne komme op af. Jeg var så ensom og ked af det, og til sidst begyndte jeg at overveje at tage mit eget liv. Men heldigvis bliver det ved de mørke tanker. Igennem et behandlingssted, hvor Isabellas mor en dag bliver indlagt for sit pillemisbrug, får Isabella tilbudt psykologbehandling, og i dag ville hun ikke have undværet at have en mor, der var psykisk syg.

- Jeg har et bånd til min mor, der er svært at beskrive. Vi kan fortælle hinanden alt, og jeg stoler på hende, og det er egentlig det samme med mine brødre. Jeg har jo nærmest passet dem, som var det mine egne børn, og vi er meget tætte på hinanden. Forleden dag lå min lillebror op ad mig, og så sagde han: "Du er min dejlige reservemor". Det er jeg glad for.

Læs også: Fedmeoperation slog vores mor ihjel