Vores liv er ødelagt

Rasmus blev kun 15 år. Hans liv sluttede brat, da han, på sin avisrute, blev torpederet af en bilist og dræbt på stedet.

- Jeg kan slet ikke forstå, at jeg aldrig mere skal se hans dejlige smil og høre hans smittende latter, siger trafikofferets moder Gitte Kanstrup, mens tårerne triller ned ad kinderne.

Dræbt på stedet
Rasmus var ved at dele aviser ud, da han pludselig blev torpederet på sin knallert af en 20-årig mand, der kørte 160 km/t. - på en strækning, hvor det er tilladt at køre 70 km/t. Da aviserne kom om eftermiddagen, drak han en kop kaffe med sin mor og stedfar, inden han kørte af sted. Men ved 17-tiden anede Gitte uråd, da hun hørte ambulancer nærme sig hjemmet.
- Jeg ringede til ham, men der var kun larm, da den blev taget. Så vidste jeg, at der var sket ham noget, fortæller Gitte, der sammen med kæresten Dennis kørte mod ulykkesstedet. Her fandt de Rasmus liggende under et hvidt klæde og fik beskeden om, at der ikke var noget at gøre.

Bliver aldrig det samme
Da vi kom til Rødby, kendte han ikke nogen. Men der gik ikke lang tid, før venner fyldte huset, fortæller Gitte, der også er mor til Louise, 17, og Tobias, 12.
- Rasmus' søskende har svært ved at tackle, at deres bror ikke kommer hjem, mens Gitte har svært ved at skjule sin vrede over for den unge bilist, der tog hendes søns liv. - Det er utilgiveligt, dét han har gjort, udbryder hun. Bilisten blev selv kvæstet ved sammenstødet og er indlagt på ubestemt tid på Rigshospitalet.
- Vi får aldrig Rasmus tilbage. Det bliver aldrig det samme, slutter Gitte.


LÆS OGSÅ:

Endelig lykkelig

Hundenes paradis