Zandra havde hul i hjertet: Jeg var tæt på at dø

Zandra fik tre minutter til at sige farvel til sin mand og fire børn. Som 37-årig havde hun fået et hul i hjertet og skulle opereres akut.

Bliver jeg kun 37 år? Er livet slut nu? Var det det?

Tankerne kørte rundt i hovedet på hende, men hun forsøgte at forstå den chokerende besked, lægen lige havde givet hende.

Knap en måned før, den 30. november 2018, blev Zandra Ekberg mor for fjerde gang. Efter tre lette fødsler var hun ikke nervøs. Hun tænkte, at det ville gå lige så godt, som da Mios søskende kom til verden. Men det gjorde det ikke.

- Det var så svært. Jeg havde ingen energi og var udmattet. Bagefter kastede jeg op, fortæller Zandra, som bor med sin mand Rickard og deres fire børn i Karlstad i Sverige.

Blev syg

Det blev ikke lettere, da hun kom hjem med sin nyfødte baby. Amningen fungerede ikke, og hun var stakåndet og trak vejret tungt. Hun kunne knap nok gå ned af trapperne, og hendes fødder var hævede.

- Den 11. december skulle jeg til julefrokost med mit arbejde, men jeg kunne ikke klare det. I stedet for tog jeg til læge, siger Zandra.

Hun fik at vide, at hun havde muskelspændinger og kunne tage smertestillende håndkøbspiller og gå ture. Det ville hjælpe på hendes fødder.

Zandra kæmpede, men fik det blot værre. Juleaften syntes familien, at hun så bleg og træt ud, og da hun fik et voldsomt hosteanfald, hvor hun knap nok kunne få luft, lovede hun familien at gå til læge igen den først kommende hverdag. Men først spillede hendes søn Tristan ishockeykamp, og det ville hun ikke gå glip af, så hun bed smerterne i sig.

Hul i hjertet

Den 27. december sad Zandra i venteværelset hos lægen igen.

- Jeg kunne næsten ikke trække vejret. Det stak og gjorde ondt i hele kroppen.

Lægen sendte hende videre til skadestuen på hospitalet, hvor hun blev indlagt og undersøgt både med røntgen og ultralyd af hjertet.

Læs også: Caroline er enlig mor og kræftramt: Jeg vil leve for min datter

- Da de ville undersøge mig, indså jeg, at det havde fundet noget med hjertet, siger Zandra.

Et øjeblik senere sad hun i sengen omgivet af mand og børn, og lægen kom ind for at tale med hende.

- Min mand og børn skulle gå ud, for lægen ville tale med mig alene. Hun satte sig på sengen og fortalte, at jeg havde et hul i hjertet, to liter væske i lungerne og to liter blod i hjertesækken.

Tæt på at dø

Zandra fik at vide, at hun skulle opereres med det samme og blev fløjet med helikopter til hospitalet i Örebro, hvor det skulle foregå.

- Jeg var frygtelig bange og begyndte at græde. Jeg sagde, jeg ikke ville dø, fortæller Zandra, mens tårerne begynder at trille ned ad kinderne.

Det er stadig svært for hende at tænke tilbage på den dramatiske decemberdag.

Rickard og børnene fik besked. Han bed det i sig og forsøgte at fremstå som stærk for Zandra og børnenes skyld, mens børnene blev fortvivlede og græd mange tårer.
- Jeg fik tre minutter til at sige farvel til dem alle. Jeg spekulerede på, om jeg ville se dem igen. Jeg gav min mand et ekstra kram og sagde, at jeg elskede ham. Så rullede de mig ud. Det var som en film, helt uvirkeligt. Jeg var så bange, siger Zandra.

Rickard blev hjemme med børnene, mens Zandras mor var på hospitalet i Örebro med Zandra.

Hjerteklap af metal

Helikopterturen tog næsten en halv time. Zandra husker, at alle var venlige, men hun befandt sig i en boble, alt føltes uvirkeligt og uforståeligt. På hospitalet blev hun kørt direkte til operationsstuen.

Aortadissektion, som Zandra havde, er en rift i legemspulsåren, som fordeler blodet fra hjertet til alle organer. Det kræver øjeblikkelig behandling for at overleve.

- Senere fik jeg at vide af lægen, at jeg lige så godt kunne have kollapset i skøjtehallen dagen før, og så havde der ikke været noget at gøre.

Læs også: Min mor begik selvmord

Operationen tog fem-seks timer, hvor de åbnede hele brystet. Der så de, at hjertet var mere ødelagt, end de før havde set, og Zandra fik en ny hjerteklap af metal.

Det var en hård operation, og Zandra husker ikke meget fra de første dage efter.

- Jeg var svag og magtede intet. Jeg kunne ikke gå. Jeg havde ingen appetit og havde svært ved at spise, fordi jeg fik det dårligt af medicinen. Jeg tabte mig 18 kilo, siger hun.

Taknemmelighed

Den 9. januar 2019 fik hun lov til at tage hjem. Hun var glad, men også bange. Hvad nu hvis operationssåret gik op?

Det var svært for hende, at hun ikke bare lige kunne kramme lille Mio eller bare skifte hans ble.
Rickard tog fri, og både hans mor og Zandras mor hjalp til. Efter to måneder var Zandra sig selv igen.

Læs også: Anne-Mettes hemmelige misbrug: Kostvejleder på kokain

Men noget var forandret. Den rystende oplevelse at stå ansigt til ansigt med døden har ændret Zandras syn på livet.

- Jeg er taknemmelig for, at jeg lever, og jeg værdsætter livet på en ny måde. Tidligere var det vigtigt, at der skete en masse ting, nu er det vigtigste at være sammen med familien. Jeg ved, hvor hurtigt det kan slutte.
En géntest har efterfølgende vist, at både Zandra og hendes far, som døde af aortadissektion som 58-årig, har et gén, der forårsager sygdommen. Zandra skal tage blodtrykssænkende og blodfortyndende medicin resten af sit liv, men kan ellers leve normalt.