Zeinab skulle genopdrages i Irak: Jeg kunne ikke engang græde til sidst

Da Zeinab var 14, smed hun en morgen tørklædet, for hun ville leve som sine veninder, hvilket også indebar fester, alkohol og drenge. Hendes beslutning fik dramatiske konsekvenser, for to år senere fik hendes forældre hende lokket med på ferie hos familien i Irak. I næsten et halvt år gennemlevede hun her et mareridt, som har forandret hende for altid.

Det gule rækkehus lignede de andre på den blinde vej i Allerød. Udenfor var der præcis det samme cykelskur og det samme blå redskabsskur som hos naboerne. Zeinab og hendes storebror gik også i den samme børnehave som de andre børn i området og senere i den samme skole. På mange måder lignede deres liv klassekammeraternes. Men alligevel var det fuldstændig anderledes.

Familien var flygtet fra Irak i 1997, og selv om de havde opbygget et godt og trygt liv i rækkehuset i Allerød, var der mange ting i den danske hverdag, som forældrene sagde nej til på grund af deres muslimske tro.

De sagde for eksempel nej, når Zeinab spurgte, om hun måtte begynde til fodbold. Når hun ville sove hos en veninde. Eller når hun ville med klassen på lejrtur.

Nej’erne kunne andre selvfølgelig ikke høre, fordi de blev sagt bag den lukkede hoveddør. Men da Zeinab var 9 år, skete der en forandring, som alle kunne få øje på. Hun kom i skole med tørklæde.

Selv glemmer hun aldrig den dag.

– Jeg kunne med det samme mærke, at det ikke var mig, siger Zeinab Mosawi, som var den eneste på hele skolen, der gik med tørklæde.

– Folk kiggede meget på mig, og jeg følte mig som den mærkelige pige. Det var, som om de næsten var skræmt af mig uden at kende mig.

Læs også: Fandt lykken efter hård barndom: Jeg var altid bange

Ufattelig styrke

Zeinab har en ufattelig styrke. Den viste hun allerede som 14-årig den dag, hun for første gang smed tørklædet og gik ud ad hoveddøren med sit lange hår hængende frit. Hun vidste, det ville give hende store problemer. Og hun vidste, at hendes liv ville blive langt lettere, hvis hun beholdt tørklædet på. Men alligevel rettede hun ryggen og gik i skole. Klar til at møde verden. Og klar til at møde al den modstand, der ville komme.

Zeinab mødte i årene efter en ufattelig stor modstand. Nok også større, end hun kunne forestille sig i sin vildeste fantasi.

Det manglende tørklæde forandrede en masse. Da hun satte sig ind i sin klasse, kunne hverken hendes kammerater eller tysklæreren kende hende.

Men Zeinab var bare Zeinab. Den samme pige som før bare uden tørklæde. Sådan så forældrene dog ikke på det, da hun kom hjem.

– Den var helt gal. Mine forældre skældte ud og sagde, jeg skulle tage det på igen. Hvad ville folk ikke tænke? Hvad med min ære? Det var virkelig slemt den dag.

En drastisk beslutning

Der var mange ting i forældrenes opdragelse, som ikke gav mening for Zeinab. Hun ville det samme som sine danske veninder, og i teenageårene tog hun sig flere og flere friheder. Hun begyndte at sove hos veninder, gik til fester og begyndte at drikke alkohol.

Hendes forældre var selvfølgelig dybt bekymrede for datterens udvikling. Og for hendes ære. Til sidst tog de en drastisk beslutning bag hendes ryg.

Zeinab var 16 år, da familien rejste til Syrien i juleferien. Hun anede intet om feriens virkelige formål og var sikker på, at hun ville være hjemme til en nytårsfest med sine venner i Allerød.

Men Zeinab kom aldrig til nytårsfest i Allerød. I stedet blev hun kørt til Irak, hvor hun skulle bo hos sin onkel i et halvfærdigt hus med nøgne vægge, madrasser på gulvet og en masse familiemedlemmer, som hun slet ikke kendte. Et hjem, hvor opdragelsen var streng, maden sparsom, og hvor der højst var elektricitet tre timer om dagen.

Zeinab kunne ikke være længere væk hjemmefra, og hun kunne bestemt ikke lide de nye omgivelser. Men i begyndelsen var hun sikker på, at hun snart ville være hjemme igen. Hendes far havde fortalt hende, at hun ikke kunne komme med hjem, fordi der var problemer med hendes fremmedpas og opholdstilladelse, og når det var fikset, ville hun sidde på et fly til Danmark.

Se også: Line fra de brændte børn: Jeg blev tæsket og låst inde

Intet gav mening

Men Zeinab kom til at vente meget længe.

Månederne gik, og jo længere hun ventede, jo mere mistede hun troen på forældrenes forklaring. Og langsomt mistede hun også lysten til at kæmpe.

– Det hele var så mørkt og fattigt. Jeg boede med min onkel, hans kone og deres seks børn, og jo længere tid, der gik, jo mere tog jeg afstand fra dem. Jeg spiste med dem, men jeg talte ikke med dem. Kun hvis de spurgte mig om noget. Jeg holdt mig for mig selv. Sov meget og spiste næsten ingenting, så jeg blev meget tynd og helt gul i huden, fordi jeg ikke fik næring nok.

Det er voldsomt, hvad der kan ske med et menneske, som bliver holdt inde. Hvor Zeinab i begyndelsen utålmodigt spurgte til sin hjemrejse, når hendes forældre ringede fra Danmark, var hun efter nogle måneder nærmest ligeglad.

– Til sidst kunne jeg ikke mærke savn. Jeg kunne ikke engang græde. Jeg var begyndt at tvivle på, at jeg nogensinde ville komme tilbage, og jeg var kommet til et punkt, hvor jeg var ligeglad. Intet gav mening for mig.

– Familien var meget chokerede over, at jeg ikke gik med tørklæde i Danmark. De skældte mig ud og holdt lange prædiker for mig. De sagde, at jeg var en dårlig pige, der kom i helvede.

Men selv om Zeinab var udmagret og udkørt, lod hun ikke familien køre hende så langt ned, at hun helt overgav sig. Særligt den ældste fætter i familien kæmpede hun stædigt imod, når han med små ting i hverdagen prøvede at få kontrol over hende. Hun nægtede at hente vand til ham, når han bad om det. Nægtede at lade ham bestemme, om hun skulle sove med åbent eller lukket vindue.

Så fik hun nok

En nat endte deres konflikt voldsomt. Fætteren tog fat i kraven på Zeinabs natkjole og pressede hende op mod cementvæggen, mens han med spytperlerne sprøjtene ud af munden hvæsede:

– Du er så dårligt opdraget.

Fætteren havde godt fat. Så godt, at Zeinab ikke følte, hun kunne få luft, og i panik begyndte hun at sparke ham. Det fik hele familien til at vågne, og ingen var i tvivl om, hvem der var skurken i denne konflikt. Det var Zeinab.

Den nat fik Zeinab nok. Det gjorde hendes mor hjemme i Danmark trods alt også, da hun hørte sin fortvivlede datter beskrive den behandling, hun blev udsat for.

Derfor besluttede forældrene, at Zeinab fremover skulle bo hos sin mormor og morfar og moderens søskende et andet sted i Irak.

Det blev Zeinabs hverdag en del bedre af. Hjemmet var kærligt, men Zeinab var stadig meget langt fra det sted, hun ønskede at være. Hun ville hjem til Danmark. Hjem til sit liv. Sine veninder. Og hjem til den søde danske fyr, hun lige havde mødt, inden hun blev sendt af sted. Xander Linnet, hed han. De fleste danskere kendte ham som sangeren med de rørende kærlighedssange.

Nu havde Zeinab hverken telefon eller nogen som helst kontakt til sin gamle omgangskreds. Alt var meget, meget langt væk.

Den første kontakt til omverdenen fik Zeinab i smug. Hendes onkel, som boede oven på bedsteforældrene, havde nemlig en computer, og en dag sneg Zeinab sig op og fik internetforbindelse. Facebook var den første side, hun gik ind på. Det var en overvældende oplevelse. Hendes profil var fuld af så mange bekymrede beskeder fra venner og bekendte, at hun slet ikke kunne svare hver enkelt. 

Læs også: Lonnie voksede op med seksuelt misbrug: Sendte sin far i fængsel

Flugten hjem

Nogle dage efter sneg hun sig igen hen til computeren, og denne gang gik hun ind på sin hotmail. Med hjertet i halsen og bange øjne rettet mod døren, lykkedes det hende at sende en besked til en psykolog ved Allerød kommune, som hun tidligere havde haft kontakt med.

Fra da af fulgte en lang og nervepirrende mailudveksling med myndigheder hjemme i Allerød og den danske ambassade i Irak. Langsomt og nøje blev Zeinabs flugt planlagt.

Zeinab havde været i Irak i næsten et halvt år den tidlige morgen, hun listede ud med en lille blå sportstaske pakket med sine vigtigste ting. Et par gader derfra blev hun samlet op af to mænd, der hurtigt kørte hende væk.

Zeinab var på vej. På vej hjem. På vej tilbage til sit gamle liv.

Da hun langt om længe landede i Kastrup Lufthavn, vendte hun dog langt fra tilbage til det liv, hun havde forladt. Alt var forandret.

– Da jeg landede, blev jeg mødt af politi, min sagsbehandler og en kvinde fra et krisecenter. Alle de mennesker, som man ikke ønsker at blive hentet af. Normalt er det jo ens nærmeste, som henter en i lufthavnen, men det var det ikke her. Jeg havde heller ikke lyst til at se mine forældre. De havde jo bevist, at de ikke behøvede mig, og at de ikke savnede mig, så jeg havde så meget vrede.

Zeinab blev i første omgang installeret i et krisecenter, og efterfølgende flyttede hun ind i en ungdomsinstitution i Helsinge.

– Det var hårdt at komme tilbage til Danmark. Jeg skulle jo starte forfra. Intet var som før, og jeg havde også forandret mig. Min tid i Irak havde ødelagt meget. Før var jeg en glad pige, som gik op i sådan lidt overfladiske ting som tøj og fester. Nu var mit humør meget tungt, og jeg kunne faktisk ikke genkende mig selv.

Hjem til mor

Efter et stykke tid i Danmark kunne Zeinab mærke, at noget trak i hende. Hun savnede sin familie. Derfor valgte hun en dag at ringe til sin mor.

Zeinab endte med at ringe mange gange. Men telefonen blev aldrig taget. Hun skrev også beskeder, men de blev aldrig besvaret.

– En dag ringede jeg fra et andet nummer, og så tog min mor telefonen. Hun sagde, at jeg ikke var hendes datter mere. Så lagde hun på. Det var nok det sidste, jeg havde brug for at høre.

Langsomt begyndte Zeinabs mor dog at blive mildere. De begyndte at føre længere samtaler. De mødtes, og efter to år i Danmark følte Zeinab, at alle var klar til, at hun flyttede hjem igen.

– Jeg ville jo gerne være sammen med min familie. Jeg ønskede, at det fungerede, siger Zeinab, som inden fortalte sine forældre, at de skulle acceptere hendes måde at leve på. Ville hun sove ude hos veninder, gjorde hun det. Ville hun tage en kjole på om sommeren, gjorde hun det.

Både hendes mor og far lovede, at det ville blive hendes nye virkelighed i hjemmet.

Deres ord holdt en uge. Så gik det galt igen.

Helt galt gik det, da Zeinab tog på ferie med Xander til Spanien.

Da hun kom hjem efter en uge, smed hendes far hende ud. Han skubbede hende også, så hun faldt. Og truede med at slå hende ihjel.

Nu har vi det godt

Zeinab måtte igen flytte på krisecenter, og hun følte, at hun var trådt mange skridt tilbage. Men farens opførsel havde alligevel sat en stor forandring i gang. Zeinabs mor havde nemlig fået nok. Hun ville skilles.

– Jeg tror, hun følte, hun skulle vælge mellem mig og ham. Det gik nok op for hende, at jeg var hendes kød og blod, og at jeg var den vigtigste. Jeg synes, det er helt vildt stort af hende. Det er jo en meget stor ting at blive skilt i vores kultur, og hun elskede min far meget højt. Det gør hun stadig, siger Zeinab, som i dag bor hos sin mor.

– Vi har fået et meget mere afslappet forhold, og jeg har tilgivet hende. Jeg tilgav, fordi det var den eneste måde, jeg selv kunne komme videre.

I dag er Zeinab i den grad kommet videre. Sidste sommer blev hun student, og i dag har hun et arbejde, mens hun overvejer, hvad næste skridt skal være. Hendes far har hun ingen kontakt til, og hun ved heller ikke, hvor han opholder sig. Xander er derimod blevet en fast kæreste, som er en vigtig del af hendes liv.

– Vi har begge fået klaret en masse ting i vores liv og fået en masse overskud. Nu har vi det rigtig godt.