Uelsket - del 2:4

Pia løj, stjal og røg hash og cigaretter, selv om hun kun var 11 år ligesom mig. I en periode gik hun også i seng med nogle forskellige drenge og tjente penge på det.

Jeg afskyede de ting, hun gjorde, men vi havde en dyb forståelse for hinandens situation, selv om det ikke var noget, vi talte om.

En dag kom en ældre mand, der hed Keld, hen til os i gården, og han lokkede os med, at vi kunne pjække fra skole og sidde i hans lejlighed hele dagen i stedet for, og mærkeligt nok føltes det som et fristed.

Det gav mig nok en pause fra mobningen i klassen, men vi skulle begge betale en høj pris, hvis vi ville opholde os hos ham i skoletiden.

Jeg var kun 11 år, og i modsætning til Pia havde jeg ingen erfaring med den slags. Dengang kendte jeg ikke til seksuelle overgreb, og jeg havde svært ved at forstå de krænkelser, jeg måtte lægge krop til.

Overgrebene var så angstprovokerende og grænseoverskridende, at jeg fortrængte det meste, men Pia var sammen med ham flere gange, når hun var alene med ham i lejligheden.

Heldigvis begyndte naboerne at undre sig over vores mange besøg hos Keld, og de kontaktede politiet, der blev sat ind i sagen.

Politiet valgte at afhøre mig i vores hjem, mens min mor sad ved siden af, og det var en ekstremt ubehagelig oplevelse for mig.

På et tidligt tidspunkt i samtalen brød min mor ind og sagde, at det var synd for den stakkels mand. Det fik mig til at klappe i som en østers, og jeg turde kun fortælle dem, hvad han havde gjort ved Pia.

Keld fik et polititilhold mod at komme i nærheden af os børn. Det var en befrielse, men jeg følte en stor skam, og jeg var overbevist om, at det hele var min skyld.

Efterfølgende passede jeg min skole, og jeg lod mig ikke mærke med, at mobningen tog til med spytklatter og grimme øgenavne. Jeg bar smerten indeni, men Pia vendte sin vrede ud mod verden, og hun var så strid, at hun endte med at blive sendt på institution.

Min angst tog til, og min krop begyndte at give mig diffuse smerter i ben og arme. Jeg græd mig i søvn hver aften, når jeg havde læst i min børnebibel, men jeg sørgede for at græde så stille, at jeg ikke vækkede Sune.

I 7. klasse blev jeg konfirmeret, og under festen læste jeg de lykønskningskort, jeg havde fået. Blandt dem var der en kuvert fra to piger i min klasse. I den lå der to kroner og de skrev, at det var det, jeg var værd.

Kort tid efter blev min mors alkoholforbrug opdaget på plejehjemmet, hvor hun arbejdede og hun blev fyret. Min stedfar Hans havde fået nok og de blev skilt.

Efterfølgende var alt kaos i vores hjem. Jeg blev slået af min mor og var underlagt hendes luner, og hun skreg, at hun hadede mig, når hun lå på sofaen med flasken i hånden.

Jeg begyndte at bide fra mig, når min mor kørte psykisk på mig, og hvis hun langede mig en på skrinet, langede jeg hende en tilbage.

Jeg så ikke Hans i en lang periode, men den ene gang, jeg besøgte ham, så han mig pludselig direkte ind i øjnene og sagde, at han altid ville være min far uanset, hvad der skete.

Det betød uendeligt meget for mig og føltes som koldt vand på det rasende brandsår mit liv var blevet til, men lindringen var kortvarig.

En morgen vækkede min mor mig og bad mig skride ud af hendes hjem. Jeg nåede kun at få tøj på før jeg stod på gaden og var hjemløs i en alder af bare 14 år…